I 1902 blev en ny afdeling af Københavns politi oprettet – det 4. inspektorat. Det var 11 herrer med en speciel mission. De skulle studere billeder, film og effekter der kunne være utugtige og dermed ulovlige at distribuere videre fra f. eks. cigarforretninger eller lignende.
Det var derefter op til disse betjente at vurdere, hvilken former for straf forhandleren skulle have, for forsøget på at sælge disse ulovlige billeder. Grunden til dette initiativ var, at man frygtede at det utugtige ville brede sig som en epidemi i den brede befolkning.
Derfor blev alt hvad man fandt i denne kategori konfiskeret og låst nede i kælderen på politigården, det blev direkte forbudt.
På trods af at man allerede i 1789 havde fået indført ytringsfriheden mente diverse politikere alligevel i lang tid herefter, at dette skulle tages med et gran salt. Erotiske udgivelser blev betegnet som misbrug af denne nye ytringsfrihed.
Indre mission lavede et decideret vagtværn mod pornografiske udgivelser. De kaldte sig Vigilia og var meget aktive i en lang årrække. De gik rundt på gader og stræder og opkøbte det usædelige materiale og meldte bagefter forhandleren til politiet. Fotografen kunne ligeledes vente en straf for at have taget billedet.
Der kom en desuden en lovgivning på området, hvor man kunne blive straffet efter paragraf 234. Straffen var fængsel eller bøde for at forhandle, fordele eller eje pornografisk materiale. Senere blev det dog ændret til at man gerne måtte eje det, bare man ikke fremstille eller dele det med andre.
Betjentene der skulle vurdere det indleverede materiale stod konstant med problemet – hvornår er det utugtigt og hvornår er det kunst ? Der var på samme tid en del kunstnere bl.a. fotografer, der portærterede den menneskelige krop, men hvor gik grænsen ?
Homoseksuelle mænd blev der til gengæld slået hårdt ned overfor. Man har fundet et kartoteks skuffe hvor alle homoseksuelle mænd blev registeret fra 1966 og til 1968.
”De forbudte billeder” er et digert værk skrevet af Frederik Strand, der er museums direktør på politimuseet i København. Men grunden til omfanget kan være, at udgivelsen er halv billedebog og halv historiebog.
Som altid er forfatteren meget grundig og har gjort en fantastisk grundig research. Man må sige at Frederik Strand her har fundet et emne som man ikke kender alverden til i forvejen. Det er ret interessant, og ikke fordi at det handler om pornografi og utugt, men fordi at det viser et billede af Danmark, hvor magthaverne for år tilbage, var bange for at befolkningen fik for frie tøjler. Man troede virkelig på at befolkningen tog skade af at købe billeder af nøgne mennesker i opstillede positurer. Vel vidende at køberen af disse illustrationer bare kunne tage hjem til lillemor, tage dynen af hende og se det samme. Men dette er jo blot endnu et bevis på at magthaverne er bange for frihed og at de så synes det er nemmere at håndtere forbud – det fænomen kan man jo fortsat genkende i regeringer rundt omkring på jorden den dag i dag.
De forbudte billeder er jo som titlen antyder krydret med illustrationer der stammer fra det arkiv som der har ligget gemt i kælderen på politimuseet, og der er et par stykker af illustrationerne der kan give lidt røde ører for nogen, men alt i alt er billederne med til at give læserne et indblik i hvor grænsen mellem kunst og pornografi lå i gamle dage.
Alt i alt har Frederik Strand skrevet en interessant historiebog hvor læseren bagefter med et smil på læben kan sidde og ryste på hovedet af disse forstokkede gamle mænd, der forsøgte at begrænse befolkningen med forbud. Og lige meget hjalp det – heldigvis.
Kan helt klart anbefale ” De forbudte billeder” meget spændende læsning.
Forfatteren har ligeledes skrevet : (de blå er anmeldt her bloggen)
Rejseholdets historie
Jagten på morderne stopper aldring
Uopklaret
Faktaboks:
Titel: De forbudte billeder
Forfatter: Frederik Strand
Genre: Historisk
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2019
Sider : 400
Bedømmelse: 
(5 / 6)
