Dybeste mørke skjuler mit ansigt

Lille Heidi på 4.5 år forsvinder pludseligt søndag d. 8/4 1979. Hun har brugt formiddagen sammen med sin stedfar, Dion. Han har sendt hende ud og lege om eftermiddagen og her bliver hun væk. Hvad er der sket ?

Dion fortæller, at han sidst så hende da hun havde sovet til middag, og derefter blev sendt ud og lege. Politiet bliver forundret, da de i denne sag oplever, at alle har set Heidi, men ingen kan lige præcisere hvornår. Nogle mener de har set hende om eftermiddagen den søndag – eller var det lørdag ?

 

Sankt hans aften 2006 tager Pernilles forældre på besøg hos nogle venner for at spise en god middag og hygge sig lidt. Pernille på 14 år skal på arbejde på det lokale pizzaria, og derefter skal hun være sammen med sin veninde, tror forældrene.

Da de komme hjem hænger Pernille i et lagen. Udefra set ligner det et selvmord, men alle der kender den unge pige ved at det kunne hun ikke finde på. Da politiet senere undersøger pigens værelse er det to ting der stikker ud – hendes værelse er nærmest patentelig ryddeligt, hvilket slet ikke ligner den unge teenager, og de seneste chatbeskeder fra den chatside hun sidst har været på – er slettet …

 

Mary Hviid er en ældre dame, bosiddende i Flos der ligger nær Randers. Hun bor helt alene i et lille hus, og der er langt til naboerne. Men til gengæld er det også et område hvor alle kender hinanden. Hun er en del sammen med den nærmeste nabo, og de har sammen været til en komsammen i vennekredsen. Dagen efter forsøger køkkenfirmaet Skousen at levere et køleskab til Mary, men døren bliver ikke åbnet. 
Man finder den ældre dame liggende død på køkkengulvet – hvem har slået hende ihjel ?

 

Louise Laursen kommer fra en udfordret familie. Hendes forældre er begge afhængige af alkohol. En aften hævder faderen at det er helt galt med moderen og Louise må hjælpe ham. Men hvad der så sker nu afhænger af hvem man spørger. 
Moderen dør den aften, men hvem har slået hende ihjel ? Faderen og Louise peger begge fingre af hinanden og politiets efterforskning og den efterfølgende retssag bliver en indviklet affære.

 

Birthe og Jesper Dannemann Jensen er til Konfirmationsfest, men hen under aften sker der noget på dansegulvet der får Jesper til at tage meget tidlig hjem, uden Birthe.
Senere bliver han ringet op af sin svoger, idet Jesper skal på arbejde. Han gør rent om natten i et fitnesscenter som svogeren ejer.  Denne vil høre om de er kommet godt hjem og om Jesper er frisk nok til at komme på job.
Da Jesper kommer hjem senere efter endt arbejdsdag, er Birthe endnu ikke hjemme og hun har ikke hentet børnene – Hvor er hun blevet af ??
I denne her sag startes en drabsefterforskning op, uden at der er et lig at arbejde ud fra.

 

Anmeldelsen :

Søren Baastrup har i denne bog arbejdet med 12 danske mordmysterier. Han formår at blande “bolsjerne” rigtig godt. Sagerne er meget forskellige i karakter, de fleste er uopklarede hvilket gør dem til fascinerende historier, hvor man som læser undervejs gør sig sine egne tanker og selv forsøger at finde den mest sandsynlig morder.

Forfatteren af bogen har skrevet en del bøger i True Crime-genren og efter endt læsning af denne bog, kan det ikke skjules at Søren Baastrup har været journalist i fortiden. Han er virkelig god til research og formår at servere historien så den bliver spændende og mystisk.

Der er flere af sagerne der er kendt af mange True Crime-fans, så som sagen om Palle Haardrup, om lille Heidi og sagen om Birthe Dannemann Jensen – som de fleste kender fra serien : Rejseholdet, som Dr lavede en dramaserie om for år tilbage. 

Sagerne er fra slutningen af 1970´erne til begyndelsen af 1980´erne. Hvilket gør at læsere der er midaldrende, nok kan huske nogle af drabene dengang de skete. Hvilket både gør historierne mere nærværende men også giver stof til eftertanke – hvorfor fangede man ikke de ansvarlige for mordene ?

”Dybeste mørke skjuler mit ansigt” er bestemt en bog der kan anbefales af alle der er nysgerrige omkring drabssager, men også omkring hvordan man håndterede efterforskningen dengang – hvornår blev “Rejseholdet” tilkaldt og hvor længe fik de lov til at blive på sagerne og meget mere…

 

 

Faktaboks: 

Titel: Dybeste mørke skjuler mit ansigt 
Forfatter: Søren Baastrup
Genre: True Crime
Forlag: Grønningen 1
Udgivet: 2023
Sider: 414
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)

Bogen er et anmeldereksemplar der er tilsendt af forlaget – Skal derfor markeres som “reklame” – men er alligevel blot en boganmeldelse der beskriver min mening om bogen..