Kvinden i buret

Afdeling Q bliver dannet

Carl Mørck er tilbage i politiet efter en aktion, der slog gruelig fejl. Hans bedste ven, Hardy blev livsfarlig såret og er nu blevet lam fra halsen og nedefter. Den 3. mand der var med på den mislykkede mission blev dræbt på stedet. Carl tynges af dårlig samvittighed. Det var ham der ikke kunne vente på back-up og Carl føler selv at han er skyld i de andres skæbner.

Nu er Kriminalbetjenten tilbage på jobbet og når han gransker sit inderste, så gider han faktisk ikke. Han ville allerhelst finde et hjørne hvor man kan sidde tilbagelænet i en stol, og tage sig en lur, der helst skal vare fra han kommer på arbejde og til han skal hjem igen.

Så da hans chef opfinder en ny stilling til Carl, hvor han skal sidde og gennemlæse gamle henlagte sager og derefter arkivere dem ordentlig, passer det perfekt. Der er ingen der forventer noget særlig for Carl bliver jo sin egen chef. Det eneste forstyrrende element er Asaad, som er den eneste medarbejder, den udslidte politimand får med sig, ned på det nye kontor i kælderen.

Asaad er dementral modsætning af Carl. Han er nærmest hyperaktiv. Handymanden får på rekordtid Afdeling Q, som den nye afdeling bliver kaldt, organiseret. Han sætter opslagstavler op, vasker gulvene og får sagsmapperne sorteret, så de ligger klar til når Carl vil i gang. Problemet er bare: Carl vil ikke i gang, han vil være i fred.

Takket være Asaad fatter Carl alligevel interesse for en sag der ligger 6 år tilbage i tiden. Et meget fremtrædende folketingsmedlem, Merete Lynggaard forsvinder på færgen mellem Danmark og England. Tilbage på dækket står hendes fortvivlede lillebror Uffe, der er psykisk handicappet. Den efterforskning der blev foretaget dengang konkludere at Merete hoppede overbord og forsvandt. En af grundene til at Carl ikke rigtig tror på historien er: Hvorfor planlagde Merete en tur til England sammen med Uffe, for at efterlade ham på en færge fuld af fremmede mennesker ? Indtil den dag havde hele hendes liv handlet om at gøre tilværelsen så god for Uffe som muligt.

Jo længere Carl graver sig ned i sagen, danner der sig et billede af sjusk i den første efterforskning af sagen. Der dukker en del informationer op der ikke er fulgt op på.

Dette er den første bog i serien om afdeling Q.  Sikken en start. Vi får en grundig introduktion af hovedpersonen Carl, manden som vi aldrig lærer rigtig at kende. Manden der går rundt med konstant dårlig samvittighed, bor sammen med sin papsøn, Jesper og den homoseksuelle Morten, der flyttede ind da Carls ex-kone, Vigga flyttede ud. Hun har fundet en kunstmaler og ønsker sig et Galleri af den finere klasse, men hun har ikke pengene til at financierer foretagnet. Men det har Carl, er hun overbevist om og Carl ved at den eneste måde hvorpå han kan slippe for Vigga´s evindelige telefonopringninger er ved at give hende pengene.

Sagen om kvinden i buret er genialt sat sammen. Samtidig med at vi følger sagens opklaring, med Carl i førersædet, får vi et indblik i hvordan det er at være Merete Lynggaard og det er bestemt ikke en dans på roser. Med en dagligdag præget af ydmygelser, angst og fortvivlelse strider hun en brav kamp for at overleve, med kun et spinkelt håb om at se Uffe igen.

Har efter endt læsning set filmen og ja blev ikke synderlig imponeret. Der er mange ting der kunne være lavet anderledes og man undres over hvor lidt af “kampen i buret” man får at se. Filmen er egentlig ikke særlig lang og derfor kunne der godt være en del flere scener fra bogen med. Carl bliver efter min mening slet ikke portrætteret fair. Han er bare en sur strisser uden humor, og det er bestemt ikke tilfældet. Asaad er en lavpraktisk igangsætter i filmen men til gengæld uden nogen personlighed og det er skudt totalt forbi, han har så meget humor at man nogen gange må grine lige op i vejret.

Jeg har hørt bogen som lydbog og den bliver glimrende læst op af Ghita Lehrmann. Jeg giver bogen 4 stjerner og haster videre til Fasandræberne

Faktaboks: 

Titel: Kvinden i buret
Serie: Carl Mørck #1
Forfatter: Jussi Adler-Olsen
Genre: Kriminalroman
Forlag:  Politiken
Udgivet: 2013
Sider:
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)