New-Delhi – Borås

New Delhi -Borås Book Cover New Delhi -Borås
Per J Andersson
Rejsebeskrivelse
Gads forlag
2014
ebog
189

Bedømmelse: (4/6 stjerner)

Jeg er ellers krimilæser med stort K. Men blev tilbudt at læse denne bog, som så langt fra ligger inden for den vante kategori.

Jeg må sige, nu hvor jeg har læst den, har jeg ikke fortrudt et sekund af dem jeg har brugt på at læse den. Bogen handler om en fattig indisk mand som vi følger op igennem hans opvækst som dreng af en lav kastefamilie.

Han bliver chikaneret i store dele af sin barndom af skolekammerater, skolelærer og højkaste-indere. Han prøver mange ulykkelige ting i sin opvækst, bliver skilt fra sin mor i en periode, på grund af farmoderen som ikke bryder sig om hende. Men dette faktum tager faderen konsekvensen og køber et usselt hjem i nærheden af hvor han arbejder til sin egen familie og løsriver sig fra sin egen, selv om traditionen byder noget andet.

Drengen har et stort kunstnerisk talent, det finder hans lærer ud af i skolen og han bliver sendt til New Delhi pål kunstnerskole. Han møder efter meget omvæltninger, selvmordstanker og fattigdom en svensk pige. De to forelsker sig hovedkulds i hinanden – men – pigen skal jo hjem til Sverige igen.

De lover hinanden at de skal ses igen og giftes i nærmeste fremtid. De lever hver for sig et kort stykke tid og bogens hovedperson beslutter sig for at tage til Sverige for at være sammen med sin elskede.

Generelt omkring bogen vil jeg sige at vores hovedperson er født under en heldig stjerne. Hver gang tingene går galt, møder han en højere stående person der redder ham, dette gælder både i Indien og på rejsen til Sverige. Handlingen skulle være baseret på en virkelig hændelse, men jeg kan sagtens forestille mig at der er ”pyntet” lidt på historien.

Jeg er meget fascineret af første del af bogen – de beskrivelser af indisk kultur og naturbeskrivelserne er ret fantastiske – det er nærmest som om du er i Indien. Dog falder kvaliteten og de fængslende beskrivelser i den sidste del af bogen – specielt rejsen bliver jappet lidt igennem.