En helt normal familie

I Lund bliver en mand i midten af 30´erne fundet død på en legeplads. Mordet finder sted en fredag nat mellem kl 1 og 3. Der er ikke mange vidner til mordet. Men overfor legepladsen sidder en mærkværdig kvinde og kikker ud af vinduet. Det er omtrent hendes eneste beskæftigelse i løbet af dagen. Hun kan udpege morderen – hun har set hende før…

Præsten Adam synes selv at han har en ganske normal familie. En familie med hustruen Ulrikka, der er forsvarsadvokat og deres datter, Stella der nu er blevet 19 år. Datteren har et job i tøjbutikken H&M, et job hun passer til perfektion. Så alting er som det skal være.

Familien holder Stellas 19 års fødselsdag på en restaurant, der er tidspunkter på aftenen hvor Adam kan mærke at datteren er lidt urolig og hellere vil i byen, men hun er jo ung så det er da ok. Adam er ikke tryg når Stella tager i byen og sidder som regel oppe om natten til hun er kommet hjem for at kunne sove trygt.

Denne fredag kommer Stella usædvanlig sent hjem. Hun er først hjemme omkring kl 2. Hun opfører sig lidt underligt, går i bryggerset og smider sit tøj til vask. Hun går i bad. Adam kalder efter hende for at høre om hun er ok – men hun vender ham ryggen og går ind på værelset.

Dagen efter kommer Stella ikke hjem fra arbejde. Forældrene bliver meget urolige, især da de finder hendes mobiltelefon på værelset. Datteren går normalt aldrig nogen steder hen uden sin mobiltelefon. Adam går, nærmest for at holde nerverne lidt i ro, i bryggerset for at ordne vasketøj, hvilket normalt ikke er hans arbejde. Der finder han Stellas favorittrøje – den er oversprøjtet med store plamager, der ikke helt kan identificeres.

Ulrikka bliver ringet op af en kollega. Han er blevet tilkaldt af politigården – de har anholdt Stella – for mord. Nu begynder verden at smuldre for ægteparret og de kan slet ikke forstå at nogen kan finde på at anklage deres datter for sådan en uhyrlighed.

Men da de tænker tilbage på Stellas opvækst så er der alligevel nogle ting der dukker op, der kan indikere at hun ikke er det nemme barn som de har gået og bildt sig selv ind. Men derfra også til at begå drab – det kunne hun da ikke finde på.

”En helt normal familie” er simpelthen noget af det bedste jeg har læst i år. Det skulle være den første bog at forfatteren har skrevet i denne genre og det skulle han bestemt fortsætte med – virkelig en stor kompliment herfra 

Bogens hovedtema er klassisk krimirelateret, og det er her handlingen har sit omdrejningspunkt. Men samtidig bliver alle der er forældres værste mareridt vagt til live. At ens barn bliver anklaget for det værst tænkelige – hvad sådan en belastning gør ved et menneske. Samt at forældre er forskellige og hvordan handlinger også bliver herefter.

Persongalleriet er genialt idet faderen er sognepræst og moderen er forsvarsadvokat – man kan allerede der finde modsætningsforhold der kun kan give problemer, både med hensyn til børneopdragelse, etik og moral – for at nævne nogle få.

Selve kompositionen af romanen er virkelig nytænkende og fremragende. De 3 hovedpersoner i bogen får lov til skiftevis at fortælle historien, og det glider så elegant ind i bogen at det ikke kan være anderledes. Det er så godt tænkt, skelsættende begivenheder i familiens samliv, hvor man får alle 3 personers syn på sagen – som giver læserne flere ”aha-oplevelser”.

Med hensyn til gernings-personen, så spoiler jeg ikke ved at sige, at mistanken skifter hele tiden ansigt – læseren bliver snydt gang på gang – lige som man har placeret skylden, sker der noget der vender billedet på hovedet og man må begynde forfra.

Denne roman er virkelig noget specielt og alle der elsker en krimi og en god historie der virkelig tager fusen på læseren gang på gang, skal bare læse denne fremragende roman.

Faktaboks: 

Titel: En helt normal familie 
Forfatter: Mattias Edvardsson 
Genre: Krimi/spændingsroman 
Forlag: People´s press
Udgivet: 2019
Sider : 466
Bedømmelse:
 6 out of 6 stars (6 / 6)