Efter Skælvet

 

 

Kahurangi og hustruen mistede for et par år siden en lille dreng, der døede efter en omfattende operation. Drengen led af en genfejl, der gav deformiteter i ansigtet.

Nu har parret fået endnu en lille dreng. Tane er desværre også er ramt af samme syndrom som storebroderen, dog ikke i så svær grad. Men han skal også opereres og det er svært at være i for forældrene – vil det gå galt igen ? 

Drengens forældre har ikke den bedste økonomi og alene medicinen at drengen skal have efter operationen er svært at finde pengene til. Hustruen ser sig nødsaget til at arbejde rigtig meget, ofte med ekstra vagter med kort varsel. Kahurangi er derfor ofte alene med sønnen og føler at hustruen overser deres samliv og at arbejdet bliver prioriteret. 

På den klinik hvor Tane skal opereres arbejder lægen Robert. Han er stolt af deres klinik, der er en offentlig klinik hvor han kan hjælpe de “almindelige patienter” der ikke har råd til at komme på de fancy klinikker, der kræver en solid indkomst for at kunne benytte sig af.

Det er ham der skal operere den lille Tane og samtidig skal han have en journalist fra et af landets store aviser med på hele processen, og dermed give klinikken en god publicity 

En af Roberts kolleger bliver fundet død, liggende ved foden af en klippe. Umiddelbart ligner det et selvmord, men de folk der kender lægen, kan ikke helt få det til at passe.

Roberts kæreste Susan, er ansat i politiets drabsafdeling og bliver koblet på lægens selvmord, hun er gravid og skal snart nedkomme med parrets første barn. Da undersøgelserne af lægens private telefon og computer bliver undersøgt, finder de nogle beskeder og breve der er underskrevet af Robert – pludselig synes Susan der er modbydeligt at lede efterforskningen.

 

 

Claus Lohman er kendt som forfatter til “Videnskabskrimier” og har skrevet en del i denne genre allerede. Denne gang har han slået sig sammen med hustruen Heidi og de har sammen skrevet “Efter skælvet”.  

Handlingen i bogen er sat i New Zealand, et land mange ikke kender ret meget til. Heldigvis er forfatterparret brillante til at sætte scenen, så man kan blive klogere på befolkningen i landet. Især portrætteringen af det indfødte par, der skal have sønnen opereret, gør at man får en godt indblik i skikke, ritualer og levevis hos Maorierne, de indfødte i landet. Men også forskellen på rig/fattig bliver berørt og har en vis betydning for handlingen.

Claus Lohman er kendt for indimellem at blive lidt “teknisk” i sine beskrivelser, når det omhandler videnskabsstof, men i denne roman bliver det “nørdede” nedtonet en del, det er nemt at se, at der er endnu en forfatter på. Dette gør at forskning naturligvis stadig får en plads, men ikke så stor som man eller kunne vente. Der er brugt en del mere krudt på de menneskelige relationer, og der er endda blevet plads til lidt romantik.

Parret Lohman har bestemt skrevet en underholdende krimi, med et udemærket plot. Den er læseværdig for alle der godt kan lide krimigenren. Der er ingen udpenslende voldsscener eller andet der kan virke stødende på nogen. 

“Efter skævet” er en solid videnskabsthriller med et drys af romantik. Undertegnede venter spændt på næste bog fra dette nye “krimipar” 

 

 

Faktaboks: 

Titel: Efter skælvet 
Forfatter: Heidi og Claus Lohman
Genre: Krimi
Forlag: Superlux
Udgivet: 2023
Sider: 339
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)