Sort sne

Bogens handling: 

Den mere end rige familien Konradsen skal holde jul for hele familien, i deres kæmpestore palæ Villa Hindenburg. Det gør de hvert år, og fornøjelsen ved arrangementet er mere og mere til at overse.

Allerede da fruen i huset, Inger-Lise lukker sin søster, Tove in af gangdøren begynder skænderierne at flyve gennem luften. Konrad Konradsen, manden i huset har intet til overs for sin svigerinde – og følelsen er gensidig hele vejen igennem. Især da Tove erklærer at hun har tænkt sig at blive i Villa Hindenburg hele julen, svarer Konrad, at så er han da den der er kørt.

Han flygter hjemmefra og op til egnens plejehjem for at hente sin gamle far. Personalet på plejehjemmet er kun glad for “bortførelsen”, de trænger helt klart til en pause. Konradsen Senior tog pænt imod sin søn, ved at stikke af fra sin plejer i sin kørestol, miste kontrollen over køretøjet og falde hovedkulds ind i institutionens juletræ, med kørestol og det hele.

Han vil i midlertid gerne med sønnen hjem og holde jul – hvis de lige stopper ved kirken. Han har noget til præsten. Sønnen protestere, man kan ikke forstyrre midt i gudstjenesten – men må alligevel give efter for faderens krav – den gamle ruller demonstrativt ind i kirken, mens det er er mest højtideligt og spytter i døbefonten – vender om og forlader kirken igen.

Det er ikke ligefrem jubelscener der udspiller sig i Villa Hindenburg da Konrad vender hjem med sin far og en hjælper fra plejehjemmet – Inger-Lise hader sin svigerfar, næsten mere end Konrad hader sin svigerinde. Så der er lagt op til en rigtig hyggelig jul. Tingene bedres ikke af at århundredes snestorm rammer landet og ingen kan forlade huset de næste 24 timer.

Anmeldelse: 

Handlingen udspilles i løbet af 24 timer, hele juleaften og nat. En aften de fleste mennesker forbinder med hygge, god mad, juletræ og gaver. Det sker også her, men på en ret alternativ facon. Der er en del medlemmer i familien og alle bidrager de til at opretholde den sarkastiske tone der præger hele bogen.  Man sidder konstant med et smil på læben under læsningen.

Selvfølgelig er det en julekrimi og ikke alle i bogen overlever, kan jeg godt afsløre. Men det er først og fremmest familiens relationer, man bliver underholdt af. Ikke mindst den mindste og den ældste i familien er virkelig godt beskrevet. En 12 årig der bruger al sin vågne tid med næsen i bog. Han ved alt og overrasker konstant sine omgivelser med den fantastisk viden han besidder. Hans oldefar er en ældgammel mand der har en fortid som krigshelt – eller har han ?

Bogen er skrevet i 3. person og forfatterne lader de forskellige personer der er med i bogen overtage handlingen på skift. Man bliver taget med overalt i huset – selv ned i den dybe kælder..

En virkelig hyggelig og morsom julekrimi som helt klart kan anbefales. Man bliver fanget fra side 1 og bliver godt underholdt.

Faktaboks: 

Titel: Sort sne
Forfatter: Søren & Morten Ellemose
Genre: (Jule)Krimi
Forlag: Forfatterskabet.dk
Udgivet: 2019
Sider: 271
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.