Ukendt land

Emma Fitzgerald har fundet et nyt interessefelt. Hun ønsker at vide mere om arkæologi og tager en uddannelse indenfor feltet. Hun bliver herefter inkluderet i en arkæologisk udgravning i en grotte, hvor der skulle være knoglerester, som teamet skal forsøge at få med sig ud til yderligere undersøgelser.

Hendes makker Maggie er en erfaren arkæolog, og det giver Emma lidt tryghed. Da de midt under udgravningen mærker et mindre jordskælv, har Maggie nærmest bare en skuldertrækning til overs for det. Hun hævder, at det ofte sker på disse kanter, og det ikke er noget at bekymre sig for ­ men hun tager fejl.

I år 1800 ankommer skibet Royal Admiral til Sydney Cove. Det har straffefanger ombord, der skal afsone deres fængselstid i en australsk fangekoloni. Men med ombord er også den nye leder af institutionen, Pete Tanner, der samtidig skal være guvernør på stedet. Han har medbragt sin kone og deres lille datter, Anne, på bare 11 år. Hun går i land i sin fine blå kjole og med en porcelænsdukke i favnen. Men livet i guvernørboligen bliver aldrig helt trygt, og Anne er bange for fangerne i kolonien.

Da et fangeoprør opstår, flygter Anne sammen med en indfødt – ind i ukendt land.

Efterforsker Michelle Beckett har fået en sag om en ung mor, der er blevet stukket ned på en legeplads. Umiddelbart ligner det et rovmord, men da Michelle ser nærmere på sagen, finder hun ud af, at kvindens ægtemand ligeledes blev myrdet bare 3 uger forinden.

Et ungt dykkerpar er blevet indlagt på hospitalets infektionsafsnit. De kaster blod op og har diarre, høj feber og muskelsmerter. Sygehuset har lukket afdelingen helt af og isoleret parret. Emma Fitzgerald bliver sat til at granske i sagen, og da hun finder ud af, hvad sygehuset frygter, parret fejler, ville hun ønske, hun befandt sig et helt andet sted.

 

Anmeldelsen:
”Ukendt land” er bind 2 i serien om Emma Fitzgerald – journalist, arkæolog og medlem af en nyoprettet afdeling CATCH-gruppen, der foruden journalisten rummer medlemmer af politiet, videnskabsfolk og arkæologer.

En gruppe, der bliver brugt til at optrævle mystiske gåder, som denne her om det unge dykkerpar. Forfatter Claus Lohman har tidligere skrevet andre bøger om pandemier, og denne her omhandler også en af slagsen, lungepest. Men til forskel fra de tidligere udgivelser er denne faktor minimeret, så det ikke er hovedtemaet i bogen. Videnskabsdelen er i denne her blevet minimeret til det, der er nødvendigt for læseren at vide og ikke mere.

I ”Ukendt land” er der mere fokus på krimiplot, personskildringer, områdebeskrivelser og meget andet. Dette gør, at det er en fornøjelse at læse denne roman.

Specielt skal fortællingen om den unge Anne Tanner fremhæves. En virkelig fængslende historie om en ung pige, der bliver taget med på eventyr af sine forældre, og det viser sig, at blive alt andet end det. En historie, der kravler ind i hjertet på læseren. Man har svært ved at vente på det næste afsnit om pigen for at finde ud af hendes skæbne.

Claus Lohman har en fremragende evne til at fortælle flere historier på en gang, for til sidst få det hele til at hænge sammen på smukkeste vis. Han holder på alle hemmeligheder, og det giver læserne rig lejlighed til at gætte med, når der skal findes en morder.

CATCH-gruppens medlemmer kender man allerede fra bind 1, men hvis man er ny læser af serien, kan man sagtens læse denne roman uden først at læse ” Under overfladen”, men jeg vil da opfordre til at snuppe den inden, så har man det hele med.

”Ukendt land” er klart den bedste roman, Claus Lohman har skrevet til dato. Fortællingen i bogen fængsler virkelig læseren og pirre ens nysgerrighed. En fremragende pageturner, som alle krimielskere bør læse.

6 stjerner herfra.

 

Faktaboks: 

Titel: Ukendt Land
Forfatter: Claus M. Lohman
Genre: Videnskabskrimi 
Forlag: Superlux
Udgivet: 2020
Sider : 468
Bedømmelse:
 6 out of 6 stars (6 / 6)