Mercedes-snittet

Politiefterforsker Erik Schäfer er hjemme igen efter en længere ferie. 5 uger i Caribien sammen med sin kone Connie. Han når ikke engang at kommet sig over jet-lagget,  før han sendes ud til den første opgave. En lille dreng, Lucas bliver fulgt i skole af sin far. En anden forældre ser ham gå ind af en dør på skolen, ser faderen vinke til sin søn og derefter er Lucas ikke set igen. Han forsvinder sporløst.
Klasselæreren tror han er syg så ingen reagere før børnene skal møde på fritidshjemmet. Det er først her, at der bliver holdt ” mandtal” og nu er det 8 timer siden han blev afleveret.

Journalist på Demokratisk Dagblad, Heloise Kaldan er ved at skrive en artikel om selvmordsraten blandt hjemvendte soldater, der har været udsendt i krigshærgede lande. Soldater der vender tilbage til en hverdag med PTSD. Grunden til artiklen er, at der nu for 4. gang indenfor kort tid, er en ex-soldat der har valgt denne tragiske løsning på en traumatiske hverdag.

Heloise´s bedste veninde Gerda, har en datter der går på Nyholm Skole ligesom Lucas, og det er faktisk Gerda der så drengen for sidste gang. Hun ringer til Heloise, da hun hører at drengen er blevet væk, der naturligvis både bliver nysgerrig, men også ængstelig for drengen.
En følelse hun deler med Erik Schäfer, især da kulden sætter ind sammen med mørket. Nu begynder det at haste med at finde ham.

Både Heloise og Schäfer begynder på hver sin måde at lede efter den 10 årige Lucas.

 

Dette er 2. roman om Heloise Kaldan og Erik Schäfer. Der er nogen der mener at det er svært at skrive en opfølger til en succes. Det er tilsyneladende ikke tilfældet med ”Mercedes-snittet.
Man bliver som læser henrykt når man læser bøger, Anne Mette Hancock har skrevet. Hun forstår at bruge sproget, så man ikke kan undgå at lægge specielt mærke til det. Hun formår at beskrive dagligdags ting, hovedpersonernes tanker og meget andet, med en sproglig elegance man sjælden har set.

Historien er meget spændende, og hun kommer vidt omkring. Selve titlen er tvetydig og det er rigtig godt tænkt – men for ikke at spoile kommer jeg ikke mere ind på det her. Som i mange andre kriminalromaner, skyder politiet med “spredhagl” og der når at komme mange mulige forbrydere i søgelyset inden man finder den rigtige – og alle er lige plausible. Heldigvis er forfatteren god til at “holde på tingene” og ikke afsløre for meget, for tidlig.

Emner som Mercedessnittet (naturligvis), pareidolia og selvmordsrater blandt udsendte soldater, bliver bl.a. behandlet i denne bog. Ting som kun få kender noget til. Det er rigtig godt at man også kan blive klogere selvom det “bare” er en krimi, man læser.

Samtidig, følger man Heloise som i denne bog bliver kastet ud i en følelsesmæssig rutchetur ingen kan misunde hende. Hendes privatliv er noget rod, og et alt overskyggende problem, der starter bogen, gør ikke tingene bedre. Men er med til at give læseren en lejlighed til at lære hende bedre at kende.

Jeg tager hatten af for dette brag af en krimi og ærgre mig over, at jeg kun har 6 stjerner at dele ud af. Det værste er at, nu varer det lang tid inden vi igen kan læse om Heloise Kaldan.

 

Faktaboks: 

Titel: Mercedes-snittet
Forfatter: Anne Mette Hancock
Genre: Kriminalroman
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2018
Sider: 332
Bedømmelse:  6 out of 6 stars (6 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.

 

Som ekstra bonus er der i hardbackversionen af “Mercedessnittet”, de 4 første kapitler af den første roman “Ligblomsten”, til dem der ikke har læst den.