Bjørneby

Bjørneby er en lille by der ligger meget langt ude – så langt, at hvis en turist får sig forvildet derud, får de at vide at de er kørt for langt.

Men beboerne i byen har en ting tilfælles – Ishockey ! Enten elsker man Ishockey, og ikke bare elsker – man enten spiller det selv, hepper hver gang der spilles på eller også sponsorere man holdet på en eller anden måde. Den anden del af byen, som er mindretallet, hader til gengæld Ishockey og kan ikke forstå at man gider spilde tid på sådan noget.  Man ryster lidt på hovederne af den anden gruppe og mener at de nok går lige vel højt op i det.

Amat, en lille tyrkisk dreng, tager med sin mor på arbejde hver eneste morgen inden han skal i skole. Hun er rengøringsassistenten på ishockeystadion. Hun har utrolig dårlig ryg, men til gengæld har hun så meget stolthed og er så pligtopfyldende at hun til punkt og prikke passer sit job. Amat øver sig i mellemtiden på banen. Han har sit helt eget system som træner hurtighed – og det virker…

Træneren fra Juniorholdet har lagt mærke til drengen og dagen før en virkelig vigtig semifinale, bliver Amat lukket ind på holdet, som den mindste og yngste af drengene. Han finder hurtig ud af at det er en ret udsat post at være den “nye dreng” på holdet.

Kevin er holdets absolutte superstjerne. Han er den farligste målscore Bjørneby længe har set og han har nærmest rockstjerne status i byen, han er den mest populære dreng i skolen. Det der nok gør hele forskellen er at han godt selv ved hvilken magt han har og hvad han kan tillade sig – klubbens fremtid afhænger af ham og kun ham..

Men da der sker noget meget alvorligt efter en kamp, bliver alle klar over hvor vigtig ishockey i virkeligheden er for byen og alle dens indbyggere. Sammenholdet bliver sat på en voldsom prøve og byens borgere bliver sat op mod hinanden.

Dette er ikke en typisk Fredrik Backman-bog. Bogen tema er meget alvorlig og giver stof til eftertanke. Han gør op med fanatisme i forhold til en sportsgren og sætter idoldyrkelse på plakaten. Samtidig gør han op med gruppepres og om retfærdighed er vigtigtere end at vinde et ishockeymesterskab. Han bruger romanen til at fortælle mange små sidehistorier – især om spillerne der hver for sig har noget på hjertet og har vidt forskellige relationer til hinanden. Forældrenes forhold til deres børn og deres fritidsinteresser – hvor godt kender man egentlig sine børn – kan man forstille sig at ens barn kan gøre utænkelige ting? Skal man beskytte sit barn selvom man modarbejder egne interesser ?

Men alligevel er det en typisk Frederik Backman-bog – den er spækket med den humor han er så kendt for – og man hygger sig i gode dele af bogen

Bjørneby er første del ud af en serie, og det bliver spændende at se hvad den næste byder på.

Faktaboks: 

Titel: Bjørneby 
Forfatter: Fredrik Backman
Genre: Skønlitterær roman
Forlag:  People´s Press
Udgivet: 2017 
Sider: 457
Bedømmelse:  4 out of 6 stars (4 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.