Til Grænsen

Michael har allerede som lille dreng, flair for at komme i medierne. Som ganske ung purk er han med sin mor på legepladsen. Men barnevognen bliver hurtig lidt kedelig og der er andet der trækker. Mens mor kikker væk, optaget af snak med andre mødre på legepladsen, sniger Michael sig væk. Han har fået øje på bagerens bil. Med udstillingsvinduer langs siderne og bagpå. Her står kagerne linet op til udstilling for bagerens kunder – også Michael.  Bageren selv, er gået op i en opgang med bagerbrød og ser ikke at der står en lille dreng bag bilen. Man må sige at den unge Falch er utrolig heldig – bagerbilen bakker henover ham. Dette er så første gang at Michael Falck kommer i avisen..

Familien er bosat i Tønder – en større by i det underste af Jylland. Familien rummer foruden Michael, også to søstre på hver side af ham rent aldersmæssigt. Forældrene har en forretning i Tønder som de på bedste vis, forsøger at få til at køre. Men under denne blankpolerede overflade, som er så vigtig at vise udadtil, er tingene ikke så ligetil. Forældrene elsker deres børn og i lange perioder giver de sig 100 % for børnene og engagere sig  i deres fritidsinteresser og skolen. Men der er til gengæld også lange perioder hvor dagligdagen er præget af druk, utroskab og husspetakler, hvor børnene går for sig selv,  holder vejret og håber at politiet ikke kommer denne gang.

Michaels skolegang har været en lidt ujævn præstation. Han mødte præstesønnen Kedde, som bestemt ikke bar præg af at være af klerikal herkomst. Deres teenageår er præget af musik, stoffer og piger. Der er ikke ret meget overskud, eller interesse for at gøre ret meget ved skolen i de tidlige år. Deres lærere bliver ofte træt af deres overmodige og kække attitude, hvis de i det hele taget dukker op til undervisning.  Det bliver straks lidt bedre i gymnasiet, hvor det at lære noget kommer i højsædet.

Den unge Michael har let ved at blive forelsket. Der skal ikke meget til før han finder de store følelser frem. Allerede dengang lå tekstforfatteren og lurede i den unge mand. Beskrivelserne af fascinationen af de unge piger er meget billedligt beskrevet, næsten som at være der selv.

Alt i alt er det en rigtig god biografi, som en barndom på godt og ondt. Jeg har hørt bogen som lydbog, læst op af forfatteren selv og det giver bogen et ekstra kick. Det eneste minus ved at høre lydbogen er, at man ikke kan se alle de billeder bogen er krydret med, heldigvis fortæller Michael hvad billederne forestiller.

Bogen er ikke kun en beskrivelse af Michael Falch´s barndom og ungdom men også et historisk værk, hvor livet i 50´erne og 60´erne bliver beskrevet. Tøjmode, livsstil og kærlighed og samfundets syn på samme. Kan klart anbefale alle med interesse for Falchen, musik og historie at læse denne biografi – som afslutning gik jeg på youtube og hørte en koncert med Michael Falch og lagde specielt mærke til at han fra scenen netop fortæller, at mange af hans sange handler om hans barske barndom og hvordan han igennem musikken, forsøger at arbejde med alle de følelser han har med sig fra den tid. Perfekt afslutning på bogen.

 

Faktaboks: 

Titel: Til grænsen 
Forfatter: Michael Falch
Genre: Selvbiografi 
Forlag:  Gyldendal 
Udgivet: 2017 
Sider: 248
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)