Kvinden med dødsmasken

Matthew virker udadtil som en der er kommet sig over de dramatiske begivenheder i ”Kold angst” – hvor han bl.a. var nødt til at tage et andet menneskes liv. Men indeni er han slet ikke kommet sig, og han er faktisk i tvivl om han nogensinde bliver ok med det.

Kvinden Tupaarnaq viste sig i hans soveværelse for nogle uger siden og forførte ham på meget bizar vis, og siden har han slet ikke kunnet tænke på andet end hende. Men han kan heller ikke beslutte sig for om han er forelsket eller om han er bange for den mystiske kvinde, der i øvrigt ikke har givet lyd fra sig siden omtalte aften. Matthew har skrevet den ene sms efter den anden og har ringet hende op talrige gange, men uden resultat.

Et uhyggelig fund er gjort i en brønd ved de gamle vikingeruiner ved Sandnæs i Grønland. Et par arkæologer har fundet en stor mand med rødt skæg i den dybe brønd, da de vendte tilbage for at rydde op efter en ekspedition de foretog tidligere på året. Da Matthew taler med den ene af kvinderne nævner hun at stedet er hjemsøgt. Hun er sikker på at mordet på manden i brønden er begået af en Qivittoq, en mytisk grønlandsk skabning, der kan sammenlignes med et hævngerrigt spøgelse.

Da politiets undersøgelser peger i retningen af en kvindelig gerningsmand, oveni købet en der har været død i ½ år, så kan teorien jo godt passe – eller ?

Politiet begynder nu at interessere sig netop for Tupaarnaq idet hun før har været fængslet for mord, og har været forsvundet i længere tid. Matthew føler at han er nødt til at hjælpe hende, så han tager til Danmark for at rode lidt i hendes fortid. Han opsøger den psykolog der havde med hende at gøre da hun var fængslet for drab i Danmark.

Tom, Matthews far er indlagt på sygehuset i Nuuk. På grund af hans fortid er han bevogtet døgnet rundt idet politiet frygter et attentat der kan have fatale følger for Tom. En sen aften er den politimand der er på vagt blevet sulten og har forladt sin post i meget kort tid. Lige netop der kommer Matthew på besøg, men Tom har allerede besøg. Af en lille underlig kvinde med læderagtig hud befinder sig på stuen. Hun overfalder Matthew og inden hun forlader stuen når hun at sige – Qivittoq……

Mads Peder er efterhånden ekspert i disse Nordic Noir krimier. Han skriver fremragende og det er rigtig svært at lukke for bogen igen når man først er gået i gang. Samtidig er en af hans kendetegn, at at skrive så læseren sidder helt ude på kanten af stolen, og hele tiden venter på at der skal ske noget vildt – og det gør der som regel også. Dette er faktisk gældende for alle tre bøger i denne serie.

Idet bøgerne foregår i Grønland siger det sig selv at landskabet er med til at danne en kulisse der giver kuldegysninger ned at ryggen på læseren, selvom der er 30 grader udenfor. Men dette beviser bare at selve skrivestilen er fængslende og at man glemmer alt omkring sig.

I ”Kvinden med dødsmasken” er der en hel del henvisninger til de første to bøger i serien (Pigen uden hud og Kold Angst) men det ville være unaturlig andet, idet hovedpersonerne er de samme i alle tre bøger. Kan kun henstille til og klart anbefale at man læser de første to fabelagtige krimier, gerne før man læser nr 3, hvis man ikke allerede har haft fornøjelsen. Kan love at man får fuld valuta for den tid man sætter af til det.

Matthew bliver der i sagens natur brugt en del tid på, han er bogens hovedperson og man hører det meste af historien igennem ham. Hans nye rolle som søn, men også som mulig forelsket i en underlig kvinde som han ikke rigtig ved hvor han har.

Samtidig emmer bogen af mystik på grund af denne kvindelig drabsmand/gespenst – Qivittoq. En kvinde mange ser, og oplever, men som de helst vil glemme alt om bagefter. Hun er godt nok spooky, og dukker op når man mindst venter det.

Så må pointere endnu engang – er du til krimier så er Mads Peder Nordbos grønlandskrimier et must – du glemmer tid og sted.

Faktaboks: 

Titel: Kvinden med dødsmasken
Forfatter: Mads Peder Nordbo
Genre: Krimi – Arctic noir
Forlag: Politikens Forlag 
Udgivet: 2019
Sider : 335
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)