Grimm

Alle der er børn, har været børn eller selv har børn, kender Grimms eventyr, blot ikke i denne version. Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen har gendigtet disse kendte, men også ukendte eventyr skrevet af Brødrene Grimm. De har gennem tiden været udgivet i mange forskellige udgaver og på mange forskellige platforme. Både som animation, tegneserier, pegebøger og eventyrsamlinger, men efter at have lyttet til denne version, får man et helt nyt forhold til dem.

Historierne går fra at være rimelig børnevenlige, til nu at henvende sig til det lidt ældre publikum. Forfatterparret holder sig pænt til de originale historier, og har tilsat godt med uhygge. Der er skruet op på mystikken, blodet og de onde – er virkelig onde. Det er en rigtig god ide at tage den slags historier op igen, pudse dem lidt af og tilsætte en ny vinkel. Det appellere til de børn der godt kan lide gode historier, men selv synes de er blevet for gamle til eventyr.

 

Eventyrsamlingen er lavet som en “Storytel-original, den er genialt indtalt af Torben Sekov. Han har stemmen der egner sig perfekt til uhyggelige eventyr. Det kan ikke undgåes, at det indimellem løber en koldt ned af ryggen på lytteren. Det trekløver er et godt “match”. Hvis man ikke er til lydbøger så findes de også som e-bøger på Storytel/Mofibo.

Man kan kun glæde sig til næste sæson, der er så rigelig med eventyr at tage af..

 

De 10 eventyr i sæson 1 er:

Hans og Grete: Den berygtede stedmor, er i denne udgave børnenes biologiske mor, hvilket gør hendes uhyggelige dom over børnenes fremtid, endnu mere grusom. Der er skruet godt op for gyserelementerne.

Den syngende knogle: Et vildsvin hærger landet. Den genere alle der vover sig ind i skoven og ingen kan se formålet med at den er der. Kongen udlover nu en flot dusør og prinsessen til kone, hvis bare han kan slippe af med udyret.

Historien om drengen, der drog ud for at lære at blive bange: En frygtløs dreng, der er landets mest modige mand – han er aldrig bange for noget som helst, endnu.

Rapunzel: Et ældre ægtepar har været barnløs i mange år, endelig skal de være forældre men konen bliver dødelig syg, da fødslen nærmer sig – Manden slutter en pagt, med den forkerte, i forsøget på at redde kone og barn.

Dødens gudsøn: Fanden, Vorherre og Døden mødes på en kro. Her får de øje en nedslidt mand, der nu er blevet far for 13. gang. De tre bliver enige om at knægten skal have en ordentlig gudfar. Men faderen er ikke let at overtale.

Røverbrudgommen: En stolt far vil gerne have sin eneste datter afsat til et god og hæderlig mand. Men han er lidt kræsen og mange bejlere bliver afvist. En dag kommer en ny bejler, der straks bliver forelsket i den smukke pige – men er det nu også et godt parti?

Højboernes gave: En skrædder og en guldsmed bliver en sen aften fanget af tåge og dis. De møder en gruppe mennesker der danser til liflig musik, der indbyder til selskab. Inden de to ser sig om er de med til festen – men Højboerne er lumske…

Pigen uden hænder: En fattig møller slår en pagt af med en djævel. Mølleren får uanede mængder af rigdomme, hvis djævlen må tage det der står bagved møllen. Det lyder som en god handel, der står et gammelt æbletræ bag møllen og det må djævlen da gerne tage – men selvfølgelig står der på det tidspunkt noget andet end det gamle æbletræ, bagved møllen.

Rødhætte: Den lille pige med den røde hue, bliver sendt i byen af sin mor. Rødhættes egen familie er plaget af sygdom, derfor må Rødhætte selv gå ned til bedstemoderen med en kurv fyldt med lækkerier – på vejen møder hun ulven…

 

Faktaboks: 

Titel: Grimm – Sæson 1
Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen & Benni Bødker
Genre: Eventyr – Storytel-original
Forlag: Storytel
Udgivet: 2018
Sider: 10 afsnit
Bedømmelse:   (5 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.