Kragemanden

Christian Falk skal igen være konsulent i en mystisk mordsag.

Kragemanden Book Cover Kragemanden
Christian Falk #2
Inger Wolf
Kriminalroman
People´s Press
2017
313

Christian Falk møder via sit arbejde som psykiater, Luna. Hun bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling på Århus Kommunehospital. Hun har været inde hos sin nabo og har fældet to kæmpestore træer med en motorsav. I sig selv en imponerende indsats, af en så spinkel pige som Luna er.

Hun er ved indlæggelsen voldsomt angstpræget og virker som om hun føler sig forfulgt. Hun bor alene i sin lejlighed og Christian får at vide af hendes udlejer, at hun bruger alt ledig tid til at sidder og se ud af sit vindue og ligesom holde øje med noget.

Da Christian forsøger at få en forklaring på fældningen af træerne, kan hun nærmest ikke huske hun har gjort det. Under den samme samtale bliver hun pludselig urolig og fortæller at hvis ikke han lukker hende ud med det samme sker der noget frygteligt. Der er nogen der vil dø.

Hun udviser frygt for fugle, især krager.

Hendes forudsigelser kommer desværre til at holde stik. En lille pige findes, senere samme aften, dræbt i familiens garage. Hun er voldsomt skændet, iklædt en underlig stramtsiddende kjole og er anbragt på køleren af familiens bil.  

I samme garage flyver en krage rundt. Den virker umiddelbart håndtam, og ikke bange for mennesker. Den er bare umulig at fange. Det underlige ved den er, at den ikke kan  være kommet ind nogen steder. Den eneste mulighed for at den krage er i garagen er at gerningsmanden til mordet har haft den med...

Omstændighederne omkring fundet af pigen, tvinger Henrik Dam til at kontakte Christian, for at få hans vurdering af sagen. Henrik Dam er politikommisær og leder efterforskningen, Derudover er han Christians bedste ven. 

Imens Christian er på gerningsstedet bliver Luna, udskrevet fra hospitalet. De mangler senge på afdelingen og overlægen mener sagtens at Luna kan klare sig selv. Christian kan ikke være mere uenig, han er meget urolig for hvad hun nu kan finde på. Hans underbevidsthed roder lidt med en sammenhæng mellem Luna og sagen om den døde pige. 

Christian har ligeledes problemer på sit arbejde. Hans chef ønsker han skal medvirke i noget medicinsk forskning som den unge psykiater absolut ikke kan finde noget formål med. Så han er udfordret på det professionelle plan.

 

 

Dette er 2. bog i serien om Psykiateren Christian Falk og hans ven politimanden Henrik Dam. Historien er flot sat sammen og læseren bliver fastholdt hele romanen igennem.

Kriminalromanen foregår i Århus, der er en lille afstikker til Frankrig. Her rejser Christian ned med to formål. Han skal se sin fars villa, som han sammen med  sin søster skal arve. Derudover skal han undersøge noget vedr. kriminalsagen. Det er forfriskende at en historie skifter "ankerplads" ind imellem, det gør ofte handlingen meget mere levende.

Det er dejligt at læseren også bliver inviteret med ind i Christians privatliv, med alle de udfordringer han har som ungkarl og bedste ven med en politimand med et, for Henrik Dam, lidt for udfordrende familieliv.

Romanen er let læselig, spændende og skal klart være en del af krimielskerens påskelæsning. Plottet holder 100% og der er en god blanding af privatliv og kriminalsag i "Kragemanden" der nok skal holde læseren fængslet.

Bogen lister sig op på 5 stjerner.