Ravns bedste ven Eduardo og Belindas lille søn Vitus, bliver passet i Victorias Antikvariat. Selvom den søde babysitter godt ved, at den lille dreng ikke må få is, så skal han da have en lille mælkedreng, synes hun. Mens hun går i fryseren for at hente den, kommer der en kvinde ind i butikken. Kunden er sikker på at Vitus er den dreng hun går og leder efter. Det varer ikke længe før både hun og Vitus er over alle bjerge.
To dybt fortvivlede kvinder opsøger Ravn på hans stamværtshus “Havodderen”, nu er det to timer siden at nogen så Vitus sidst. Victoria er nærmest utrøstelig. Men heldigvis finder Ravn den lille dreng, der er uskadt og tilbage på forældrenes husbåd inden dagen er omme.
Men hvem er den kvinde der kalder sig “Gitte” og hvorfor bortførte hun Vitus ? Hun virker meget sløv og fraværende, men har heftige reaktioner overfor underlige ting. På et tidspunkt tilbyder Ravn hende et glas vand, og hun farer op og gentager igen og igen – ikke mere vand, ikke mere vand.
Ravn arbejder på et advokatkontor hvor han er efterforsker og hjælper advokaterne med research. Det bliver netop deres opgave at være beskikket forsvar for Vitus bortfører. Ravn bryder sig ikke helt om det i starten. Eduardo er bestemt ikke glad for at Ravn skal forsvare den kvinde der bortførte hans søn. Men det varer ikke længe før snushanen Ravn fornemmer at der er noget fascinerende og helt forkert ved den underlige kvinde “Gitte”
Selve jobbet på advokatkontoret er måske heller ikke helt det rigtige for den bramfrie Ravn, han har svært ved at falde til. Problemet er at det faktisk kun er Miriam, en kvinde Ravn er smålun på, at han faktisk gider at samarbejde med. Den jargon der er medarbejderne imellem og den måde de omtaler klienter på, er meget langt fra Ravns egen. Men jobbet giver brød på bordet.
Snushanen Ravn begynder at grave lidt i historien om “Gitte” – hun ved ikke selv hvem hun er – har ingen personnummer eller efternavn – hvordan kan det lade sig gøre ?
Anmeldelse:
“Terminalen” er 8. Kriminalroman om Ravn der både har været politimand, privatdetektiv og er nu efterforsker. Men som stamlæser af serien må man sige at Ravn er Ravn, også nu efter 8 meget forskellige historier.
Denne gang er det psykiatrien der bliver taget under behandling af forfatter Michael Katz Krefelds krøllede hjerne. Han har fundet en del af Danmarkshistorien at vi bestemt ikke kan være særlig stolte af, som inspiration til denne fremragende krimi.
Som forventet er fortællingen spændende, uhyggelig og fyldt med jumpscares. Men det mest fremherskende i denne fortælling er den mavefornemmelse man bygger op undervejs. Klumpen i maven bliver større og større, til sidst har man svært ved at “ være i historien”. Men nysgerrigheden sejrer naturligvis – bogen er slet ikke til at slippe igen.
Men selvfølgelig bliver man ikke “skånet” for den skønne, skønne Møffe, den lille tykke hund som følger Ravn i tykt og tyndt. Den lille bandit formår at få smilet frem på læben hos alle og enhver. Især hans opførsel på det fine advokatkontor er genstand for en del morskab hos læseren.
I forbindelse med bogens udgivelse blev bl.a. bogbloggere invitereret ud på Frederiksberg hospital, og efter endt læsning er det oplagt. Så hvis læserne af denne bog på et tidspunkt kommer i nærheden af Frederiksberg hospital – så prøv at gå en tur på området – det er vildt uhyggelig, hvis man har “Terminalen” i tankerne imens.
Jeg har slet ikke noget valg med hensyn til bedømmelse af bogen. Bogen er en af de mest uhyggelige men også fascinerende historier jeg har læst længe – så når julegaver/fødselsdagsgaver eller bare en opmærksomhed skal købes til en krimifan, så er “Terminalen” bestemt et godt bud
Faktaboks:
Titel: Terminalen – #8 i Ravn serien
Forfatter: Michael Katz Krefeld
Genre: Krimi
Forlag: Politikens forlag
Udgivet: 2023
Sider: 402
Bedømmelse: 
(6 / 6)
Bogen er et anmeldereksemplar der er tilsendt af forlaget – Skal derfor markeres som “reklame” – men er alligevel blot en boganmeldelse der beskriver min mening om bogen.
