Land i datid

Livet bag Berlinmuren

Land i datid Book Cover Land i datid
Jesper Bugge Kold
Skønlitterær
Turbine
2016
337

Bedømmelse: (5/6 stjerner)

Andreas bliver kaldt til Berlin hvor hans far, Peter er fundet i baggården der hører til hans lejlighed, han er blevet stukket ihjel med en stor køkkenkniv.

Idet Andreas er Peters eneste barn, skal han arve sin far, sørge for begravelse og i det hele taget ordne alt det praktiske omkring faderens bortgang.

Problemet er bare - Andreas har aldrig kendt sin far. Peter har hele sit liv boet i Østtyskland - bag jerntæppet og Andreas er opvokset i Danmark. Han er opdraget af en mor som bestemt ikke har brudt sig om at fortælle noget som helst om Peter og slet ikke til Andreas.

Det viser sig at Peter i mange år har arbejdet for Stasi - og har været med til at forråde, arrestere og sladre om sine landsmænd i hobetal. Kan man være stolt af sådan en far ?

Sideløbende med Andreas tur til Berlin følger vi Peters historie - fra han bliver aktiv i det kommunistiske Parti til hans ansættelse i Stasi og videre til murens fald, hvor hans livsgrundlag virkelig trænger til en revurdering.

Forfatteren har skrevet en rigtig flot bog. Sproget og fortællerstilen er helt unik. Personerne i bogen bliver beskrevet så levende at man lynhurtig føler man kender dem og man kan se dem for sig.

Selve historien er meget fængslende og hvis man ikke kender ret meget til Stasi og hvordan man levede på den "forkerte" side af Berlinmuren kan man få lejligheden her.

Man vil hurtig finde ud af at det hele ikke er sort og hvidt.

Denne bog er den bedste jeg har læst længe og den har klart fortjent

5 stjerner !