Den dag Brita forsvandt

En spektakulær sag tog sin begyndelse den 12. december 1981. Den endte med at “Pedal” Ove Thomas Hansen blev idømt 12 års fængsel for mordet på sin kone Brita Hansen.

7 ud af 12 nævninge dømte Ove skyldig i drab, men da sagen blev genoptaget 10 år senere blev han kendt uskyldig, ligeledes i en nævningesag.  Der havde Ove været på fri fod i 3 år, men ønskede at få prædikatet “morder” vasket af sig. 

Ca. 36 år efter forsvindingen modtog journalist Michael Teschl et brev i sin postkasse. Et brev der på det kraftigste anbefalede ham at tage sagen op igen. Det var ikke alle sandheder der var kommet frem i lyset om den mystiske forsvindings/drabssag, og brevet pirrede Michaels nysgerrighed.

Den 12. december omkring middagstid tog Brita sko på og kørte ned til sin tidligere svigermor for at hente sønnen, Mads. Siden var det kun morderen der så hende i live. Ove blev dømt skyldig i drab, på trods af at der ingen fysiske beviser var. Alle anklager mod ham var bygget op af indicier. 

Brita var i 1981 flyttet i sin egen lejlighed, hun havde Mads til hverdag men på en eller anden facon var parret stadig fælles om at passe ham. Ove hjalp Brita med at komme i stand i lejligheden – sørgede bl.a. for gardiner til den nye lejlighed. Ove sørgede også for en bil til Brita. 

Samme aften, den famøse dag skulle Brita og hendes nye kæreste, Poul Thomsen til julefrokost og de havde aftalt med Ove, at Mads skulle med – derfor skulle Brita hente Mads hos sin ex-svigermor. 

Ove havde to spillejobs den dag – han var hyggepianist, og spillede til bryllupper, fødselsdage og andre mærkedage og var kendte for det, heraf tilnavnet Pedal-Ove. Han spillede på keybord med tilhørende pedal panel, der blev betjent med fødderne.

Politiet kom og hentede Ove midt under job nr 2 – Britas far og storebror var overbeviste om at Ove vidste hvor Brita var henne. Men Ove vidste ingenting, han havde jo bare været på arbejde. Han blev varetægtsfængslet indtil retssagen blev afgjort. 

Da parret mødte hinanden havde de faktisk begge relationer med andre partnere, men Brita viste mere end almindelig interesse for den charmerende musiker og deres forhold var inden længe en realitet. Men samlivet dem imellem, var langt fra nemt.

Ove ville hellere end gerne leve af at være fuldtidsmusiker, men dette var svært at forene med et “almindeligt familieliv”. Ove hævdede desuden at Brita var svær at stille tilfreds. Lige så snart hun havde fået det hun ønskede sig, ville hun have noget andet. 

Der gik endda rygter i byen om Ove – han skulle være frygtelig jaloux og havde vist nok ved flere lejligheder lagt hånd på Brita…

 

Bogen er opdelt i 4 dele. Drabet – Justitsmordet – Karaktermordet og nye spor i det uopklarede drab. 

De kapitler der omtaler drabet indeholder forskellige udlægninger af hvad der skete den 12/12 1981. Den dag Brita forsvandt. Både Ove og Britas kæreste Poul Thomsen har en mere eller mindre plausibel forklaring på deres handlinger de famøse 81 minutter, der får Ove dømt for drab. 

Forklaringerne er i for for sig fint beskrevet, men når man fortsætter læsningen bliver det hele en forvirrende omgang. Der er to forskellige historier at forholde sig til og tingene bliver ikke bedre da politiet kommer med deres teorier, hvor der igen er visse afvigelser. 

Man bliver undervejs i læsningen op til flere gange i tvivl om det handler om nye oplysninger, eller om det blot er de samme oplysninger igen. 

Da vi når til justitsmordet kommer Danmarks Radio ind i sagen og der kommer nu pludselig nye vidner, der kommer med nye oplysninger. Disse er den direkte årsag til at Ove bliver frikendt. Men da disse teorier bliver vendt med bogens hovedperson, Ove bliver læseren først forvirret. 

Historien er interessant og naturligvis fyldes man af et ønske om at få den rigtige historie og finde ud af hvad der skete med Brita – men om dette lykkedes må i selv finde ud af ved at læse bogen. Men når det så er sagt er det svært at finde en anden måde bogen kunne være skrevet på, så mængden af information er ligeså massiv som i denne bog. 

De fleste har set den dokumentar serie Tv-2 lavede om Pedal Ove sagen, hvor Michael Teschl også er den undersøgende journalist. den blev sendt tidligere på året, og det kan her afsløres at der er flere oplysninger i bogen, end i doku-serien. Så hvis sagen vækker interessen skal man bestemt kaste sig over “Den dag Brita forsvandt” 

Michael Teschl har bestemt gjort et kæmpe researcharbejde og det er tydeligt. Bogen bugner af informationer og spændende små spidsfindigheder .  

 

Faktaboks: 

Titel: Den dag Brita forsvandt 
Forfatter: Michael Teschl
Genre: True Crime – dokumentar 
Forlag: Politiken 
Udgivet: 2019
Sider : 333
Bedømmelse:
 4 out of 6 stars (4 / 6)

 

Bogen kan læses/lyttes på Mofibo – Lydbogen er indlæst af forfatteren selv