Vådeskud

Unge Oscar Dreyer-Hoff på 15 år er forsvundet. Forældrene tror i starten at deres søn sover hos en kammerat.

Alarmklokkerne begynder at ringe da de finder et brev på køkkenbordet. Det er et ret underligt brev der ikke omhandler kidnapning og afpresning – det er langt mere ildevarslende. Det er et morbidt digt af en art, der giver kuldegysninger ned af ryggen hos enhver forældre.

Familien har et mondænt online auktionshus og har før været udsat for afpresning, så de tager det i starten lidt roligt og vil se tiden lidt an – der må jo komme en opringning eller et brev med krav om løsepenge !?!

Kriminalefterforskerne Jeppe Kørner og Anette Werner bliver sat på sagen og tror også i starten, at der er tale om en simpel kidnapning. Men da Jeppe kikker nærmere på brevet kommer han i tanke om at den ældre litteraturprofessor Esther De Laurenti, der før har hjulpet til med den teoretiske del af en efterforskning, måske kunne få noget fornuftigt ud af brevet. Hendes bud vender alting på hovedet og de bliver om muligt nu endnu mere forvirrede, men også mere bekymrede.

En tidlig morgen tager en småsyg kranfører på arbejde på forbrændingsanstalten på Amager. Han får sit livs chok og må trykke på ”Dødemands-knappen” en kontakt han aldrig havde troet han skulle røre ved – der hænger en slap hvid arm ud af grabben.

Der er nogen der har smidt et lig i en affaldscontainer, og det var godt kranføreren var vågen – ellers var den perfekte forbrydelse blevet udført. Er det Oskar de har fundet ?

 

Dette er 4. roman i serien skrevet af Katrine Engberg. Jeg er så heldig, at jeg med fornøjelse har læst dem alle sammen og er heller ikke skuffet denne gang.

Fordelen ved en serie er for det meste sådan, at man efterhånden kender hovedpersonerne rigtig godt og bare ”er hjemme igen” når man påbegynder læsningen. MEN – Katrine har alligevel en evne til at skubbe sine faste personer ud i situationer man ikke har set dem i før.

Jeppe skal i denne bog forsøge at få parforholdet til en kollega til at fungere, men det er ikke nemt. Hun har 2 børn og især den ene af dem er tæt på teenagealderen og det er bestemt ikke en nem opgave. Når man ved siden af bare vil være forelsket og dyrke sin nye kæreste.

Anette Werner er derimod tilbage i fuld fjerspring. Hun er atter i tjeneste efter endt barselsorlov og selvom hun elsker sin lille familie, så har hun alt for meget krudt i bagen til at være hjemme i længere tid af gangen. Hun er typen der vil undersøge om ikke manden kunne tage den næste graviditet og barselsorlov. Hun har sjældent kedet sig så meget.

Katrine Engbergs serie er af flere medier kaldt ”Københavner-serie” og det er der ikke noget at sige til. Hendes kærlighed for Danmarks hovedstad er bestemt til at få øje på. Byen og deres indbyggere bliver beskrevet meget kærligt – men de mere barske detaljer bliver læseren heller ikke skånet for.

Det er kendetegnende for forfatteren at sætte sig grundigt ind i stoffet hun skal behandle i sin krimi, det er tydeligt at hun har været på ”forbrændingen” for at kunne beskrive den i bedste ”Katrine-stil”

”Vådeskud” er også udgivet som lydbog, hvor det er Engberg selv der læser op – her kan man endda få en forsmag på forfatterens sangevner ….

I romanens fysiske format er der nogle spørgsmål på allersidste side. Disse kan bruges i en diskussion, hvis man f.eks. læser romanen i en læseklub eller lignende. En god ide !

Katrine Engberg har endnu engang udgivet et pletskud af en Københavner-krimi, som enhver krimielsker med glæde vil bruge nogle timer sammen med.

Den kan sagtens læses selvstændigt – men vil anbefale at de forrige romaner læses først, så hænger det hele bedre sammen.

Katrine Engberg har tidligere skrevet :

Krokodillevogteren

Blodmåne

Glasvinge

Anmeldelserne kan læses ved at trykke på titlerne.

Faktaboks: 

Titel: Vågeskud
Forfatter: Katrine Engberg
Genre: Kriminalroman
Forlag:People´s press
Udgivet: 2019
Sider : 340
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)