Ligblomsten

En fremragende debut

Heloise Kaldan er journalist og meget karrieremindet. Hun er pt i modvind på sin arbejdsplads. Hun har skrevet en kontroversiel artikel om et folketingsmedlem, men hun havde ikke helt styr på sit kildemateriale. Hendes insider i folketinget har givet hende nogle fejlbehæftede dokumenter, og hende job hænger i en tynd tråd. Det hele bliver yderligere vanskeliggjort da Heloise oveni har inviteret kilden med i seng.

På redaktionen finder hun et brev i sit dueslag, brevet er fra Anna Kiel, en kvinde der nu har slået sig ned i Sydeuropa. Hun er stukket af fra Danmark, efter hun slog en berømt, succesfuld og stenrig advokat ihjel. Hele mordsagen er mystisk og uforklarlig. Hun har øjensynlig stukket advokaten ihjel i dennes egen lejlighed, hun er efter sin misgerning fanget på et overvågningskamera, smurt ind i mandens blod. Herefter er hun forsvundet fra jordens overflade. Lige indtil nu. Da Anna også sender et brev til Heloise´s lejlighed, som ikke ret mange kender adressen til, bliver det hele lidt mere uhyggeligt.

Mordersken ønsker, ud fra de kryptiske beskeder Heloise får, at få sin historie ud. Spørgsmålet er om det virkelig er Anna Kiel, der har sendt brevene? Hvis nu Heloise aflevere brevene til politiet, vil de unægtelig beslaglægge dem og Journalisten er ude af historien. Hun kan slet ikke lade være med at forfølge hele denne mystiske sag, og vil politiet ikke samarbejde – så må hun gøre det alene. Derudover undre Heloise sig over at det lige er hende der er blevet udvalgt, hvad binder hende og Anna Kiel sammen ?

Den dræbte Advokat Christoffer Mossing, er nok et godt sted at starte efterforskningen og Heloise opsøger hans forældre. Moderen er maler og forsøger på den måde at arbejde sorgen over tabet af sønnen ud af systemet. Hun synes ikke hun kan bidrage med noget, men har som sådan ikke noget i mod at Journalisten borer lidt i sagen. Til gengæld Johannes Mossig, Christoffers far, han kan ikke få Heloise hurtigt nok ud af huset. Det virker lidt mystisk at Johannes ikke vil have mordet på sin eneste søn opklaret, det gør bare at den nysgerrige journalist graver endnu dybere i familiens forhold.

 

Ligblomsten er en debut af Anne Mette Hancock, og vi kan da kun glæde os til mere fra den kant. Hendes personskildringer er meget troværdige, mystiske og alligevel let genkendelige. Områdebeskrivelserne bærer tydelig præg af at hun har været der selv. Handlingen er flydende og plottet hænger godt sammen – med andre ord det er en solid krimi Anne Mette har fået skruet sammen. Man keder sig ikke et sekund, der sker hele tiden noget og bogens hovedperson er ikke fejlfri, og hendes kamp for generhvervelse af troværdighed og respekt er i højsæde.

 

Faktaboks: 

Titel: Ligblomsten
Forfatter: Anne Mette Hancock
Genre: Kriminalroman
Forlag:  Lindhardt & Ringhof
Udgivet: 2017 
Sider: 312
Bedømmelse:  6 out of 6 stars (6 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.