Uforløst – Hjemvendt 3

Handlingen:
I en mørk skov, i det nordligste Norge finder man en relativ ny rygsæk. Da politiet kikker i den finder man 4 rødbedefarvede pas. Disse fortæller, at en hel familie har efterladt disse ejendele – en dansk familie. En far, mor og 2 piger på 11 og 13 år. 

Norsk politi kontakter det danske politi, for at finde ud af hvem familien er. Faderen hedder Flemming Gerlach. Familien kommer fra en villakvarter i Lemvig . Politiassistent Signe Brask bliver sat på sagen og hun tager straks afsted for at snakke med naboerne.

Naboerne kan fortælle om en familie der er meget religiøse og at de derfor ikke har den store omgangskreds i nabolaget. Men til gengæld er familien nærmest også usynlige, dvs ordentlige, stille og holder sig meget for sig selv.

Da Signe undersøger huset nærmere, er det meget tydeligt at de har forladt huset ret impulsivt. Alting er rent og pænt, selv tøjet ligger pænt på hylderne – men til gengæld finder Signe noget i et af pigeværelserne det helt sikkert indikere at de er rejst over hals og hoved. På køkkenbordet ligger en seddel med 4 ord – en besked der får hårene på Signes arme til at rejse sig. 

Signe har problemer både på hjemmefronten og på arbejdet. Hun har fået en ny chef og der er bestemt ikke god kemi imellem de to. Chefen var engang Signes bedste ven, men dette blev godt og grundigt ødelagt for år tilbage og de har ikke set hinanden siden, før han pludselig dukker op som hendes nye chef.

Hjemme kæmper Signes kæreste, Karen med fertilitetsproblemer. Men Signe føler ikke rigtig at hun kan hjælpe Karen – det er jo ikke Signe der ønsker en familie. Dette giver en del kurrer på tråden i deres relation, idet alt Karens ledige tid går med bekymringer om den familie hun ønsker sig så brændende.

 

Anmeldelsen: 
Lone Theils har her skrevet 3. Roman i serien “Hjemvendt”. 

I denne historie får vi en del mere Signe, og de problemer hun bokser med. Både i privaten hos kæresten og på arbejdet banker udfordringerne på.

På nuværende tidspunkt kender vi de faste personer og der er nu plads til at gå lidt dybere ind i relationerne. Og finder hermed ud af, at der er også er en dybere Signe, bag den profesionelle facade. 

Selve Kriminalsagen er virkelig spændende, man besøger en kult der er bosiddende i en dyb dyb skov med egne regler, der naturligvis er temmelig alternative udefra set. Dette giver historien et uhyggeligt og skummelt bagtæppe. Personligt synes jeg at sekter/religiøs fanatisme er yderst fascinerende, fordi det får en til at spekulere på, hvad det er der fanger folk, og får dem til at følge den slags radikale leveregler. 

Dem der kender Lone Theils fra Nora Sand- serien burde give sig i kast med denne serie. Den foregår i Danmark, for det meste, og karakterne er naturligvis anderledes, men skrivestilen og måde at sætte en scene på, er meget typisk Lone Theils. Hendes historier er som regel pageturnere og der er garanti for 100% underholdende tvists og plots.

Denne her er bog nr. 3 i serien, men man kan sagtens læse den som en selvstændig historie. Men som det er med de fleste serier, så får man mere ud af de interne intriger ved at tage dem alle tre i rækkefølge, som jeg naturligvis anbefaler på det varmeste. 

Første bog i serien hedder : Savnet

Anden bog i serien hedder : Undergravet

 

Faktaboks: 

Titel:  Uforløst – Hjemvendt #3
Forfatter: Lone Theils 
Genre: Krimi 
Forlag: People’s /mofibo 
Udgivet: 2023
Sider: 300
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)

Bogen er et anmeldereksemplar der er tilsendt af forlaget – Skal derfor markeres som “reklame” – men er alligevel blot en boganmeldelse der beskriver min mening om bogen