Bernsteins Hemmelighed

Bernsteins hemmelighed Book Cover Bernsteins hemmelighed
Morten Thor Hansen
krimi spænding
Löwe Publishing
2015
alle
470

Bedømmelse: (5/6 stjerner)

Charlotte bor i København i en lille lejlighed. Hun ser frem ti besøg fra sin tyske kæreste Ulrich. Det hele virker lyserødt og de er meget glade for hinanden.

Charlottes far bor i en stor villa et afsidesliggende sted på den lille ø Bornholm. Hun bliver en aften ringet op af faderens butler. Faderen ligger for døden og beder så inderligt Charlotte om at komme hjem. De har ikke set hinanden i mange år, på trods af dette pakker hun straks kufferten og tager til solskinsøen.

Til hendes store fortrydelse er hun ikke hurtig nok. Nogle timer inden hun når hjem dør faderen. Imidlertid ligger der en arv og venter på hende og det er ikke lige det hun regner med...

Inden hun ser sig om er hun involveret i en hæsblæsende jagt på en skat hun ikke engang ved hvad er. Der er kun få mennesker der ved noget om denne skat, der hænger sammen med en ubåd fra 2. verdenskrig som Charlotte opdager i en grotte bag faderens villa. Det viser sig hurtigt at der er flere der ønsker del i skatten og Charlotte må alliere sig med gode venner for at få løst gåden om Bernsteins hemmelighed.

Bogen er en debutroman og jeg skal da lige love for at vi får valuta for pengene. Romanen er meget fængslende og man ligger ikke mærke til at den faktisk er på næsten 500 sider.

Forfatteren kan beskrive en biljagt så du næsten sidder på bagsædet af bilen. Bogen kører kronologisk og bliver fortalt fra mange forskellige personers perspektiv, men dette er så elegant at man aldrig er i tvivl om hvor du er og hvem du er sammen med.

Det er længe siden jeg har været så underholdt - så klart 5 stjerner herfra.