Louisa Cannon er en ung kvinde fra fattige kår. Vi skriver år 1920 i London, England. Louisas mor er vaskekone, med et ikke alt for godt helbred. Krigen er just forbi og der er et flertal af enlige kvinder i landets hovedstad, og mange har svært ved at klare sig i dagligdagen, som eneforsørgere af evt børn.
Da Louisas far dør flytter dennes bror ind i huset, under det påskud af at skulle “passe på” sin svigerinde. Men det eneste han foretager sig er at spise deres mad, optage niecens seng og være til besvær. Desværre har han også den vane at besøge pubben rundt om hjørnet. En aften er han meget fuld da han kommer tilbage lejligheden. Han hvæser til Louisa at han har besøg med hjem til hende. Hun skal gå ned i stuen, hun aner uråd men har ikke andre mulighed. Dernede står en ældre mand – hendes onkel skylder ham penge, og den gæld kunne Louisa hjælpe ham af med, hvis hun vil. Ved et lykketræf lykkedes det pigen at slippe væk. Men hun er klar over nu må hun væk, for ikke at få en skæbne hun ikke kan acceptere.
Hun hører om en stilling som barnestuepige på Astford Manor, en stor herregård der ligger et godt stykke væk fra London. og det lykkedes for hende at få stillingen. Nærmest samme dag knytter hun et specielt bånd til husets ældste datter, den 16 årige Nancy. Her føler Louisa sig tryg, hun er sikker på at selvom hendes onkel finder ud af hvor hun er, ville han ikke turde opsøge hende på den store herregård.
Nancy er en pige med krudt i bagen, nysgerrighed og mod. Hun øjner nu chancen for at opleve nogle spændende eventyr, nu hun har en “barnepige” på næsten samme alder.
Den berømte sygeplejerske Florence Nightingales guddatter er blevet myrdet i et tog på vejen til byen de bor i. Den sag optager den unge pige meget og hun sætter sig for at forske lidt i sagen, en skræmt Louisa må følge med for at passe på den unge pige.
Romanen har et historisk præg over sig idet den foregår i 1920´erne. Læseren bliver taget med ind i et univers hvor der er stor forskel på rig og fattig. Respekten for hinanden er disse steder også vidt forskellig, selv dengang havde velhavende mennesker ikke stor respekt for de fattige. Fruen på godset er et godt eksempel, der skal ikke mange indiskretioner til før hendes ansatte må finde et nyt sted at tjene til føden, der er jo nok tjenestefolk at vælge imellem.
Læseren bliver ligeledes inviteret med i lazarettet under krigen. Florence Nightingales guddatter har samme erhverv som sin berømte navnesøster, og tjener der under krigen. Hun skriver breve hjem til sin veninde, og disse breve er til dels med til at opklare mordet på hendes selv.
Forfatteren har finurlig evne til at få føjet historiske personer ind i sin fortælling, uden at de kommer til at “fylde for meget”
Hovedpersonerne i bogen er den unge Louisa, men også en ung mand som arbejder for jernbanen. Han er jernbanebetjent, og det er meget tydelig fra starten af mordet toget optager den unge mand meget mere end det kedsommelige rutinearbejde på togstationen. Guy undgik militærtjeneste idet han er meget nærsynet og ikke kunne bruges i hæren. Nu forsøger han så alligevel at gøre en forskel.
Dette er den første bog i en serie om Mitfordmordene og man kommer til at holde så meget af de lidt kiksede hovedpersoner, at man automatisk glæder sig meget til næste bog. Hvis man kan lide at se “Downtown Abbey” og “Herskab og tjenestefolk” så er denne roman bestemt noget man burde gå i gang med. Det eneste man kan undre sig lidt over er undertitlen – Mysteriet på Asthall Manor – det er ikke her mordet finder sted…
En anderledes krimi med historisk islæt – bliver spændende at læse hvad hun finder på næste gang.
Faktaboks:
Titel: Midfordmordene – Mysteriet på Asthall Manor
Forfatter: Jessica Fellowes
Genre: Historisk Kriminalroman
Forlag: Politikens forlag
Udgivet: 2018
Sider: 397
Bedømmelse: (5 / 6)
Anmeldereksemplar fra forlaget.
Bogen kan lyttes på mofibo