Liv bor på en øde gård, sammen med sin forældre. Gården ligger på en lille ø hvor den lille familie er de eneste beboere. En mor der er så overvægtig at hun ikke kan forlade sit soveværelse og en far der har samlermani i en utrolig kaliber. Hele øen bugner af ting, hele brugbare ting, ødelagte ting, som Jens mener de nok kan lave og ting der bare ikke bliver smidt ud.
Jens, er er en tro kopi af sin far, Silas der var den dygtigste snedker i omegnen. Han var også juletræssælger til byens borgere.
Far og søn lavede en smutte trækister sammen til byens borgere, som de bagefter indviede, ved at kravle ned i den, og tale om den afdøde. Her blev de små problemer der dukkede op i hverdagen også vendt. Det vigtigste var: hvad man sagde i kisten, blev i kisten.
Jens og hans kone Maria fører Silas ideologi videre: Man tager hvad man skal bruge, og kun hvad man skal bruge, så er man sikker på at der er mere af det, når man skal bruge det igen. Dette gælder uanset om det kommer fra naturen eller fra en anden mands garage. Når det bare ligger der må det være fordi det ikke bliver brugt. Så Jens og Liv tager på natlige udflugter for at finde “overskud” andre ikke har brug for.
Jo mindre man skal have med andre mennesker udenfor øen at gøre jo bedre. Hvis ingen kender dem, er der ingen der blander sig, og alt er godt. Dette er også grunden til at Liv bliver meldt død hos den lokale politimester. Så skal hun ikke i skole og ingen blander sig i deres livsstil.
Men da farmor kommer tilbage på gården, efter 6 år på fastlandet vakler fundamentet under den lille familie, og noget må gøres.
En herlig historie om en familie der falder totalt “ved siden af stolen”. Men til gengæld gør de det, på en meget gennemført og elegant måde. Pigen Liv bliver i den grad opdraget, så det eneste hensyn man skal tage, er den der gavner familien.
Måden livet på “hovedet” som øen hedder, bliver beskrevet er, er så man er helt “med på” den tovlige livsstil de ligger for dagen. Samlemani, intolerance for alt udenfor gården, en indædt lyst til at alt skal blive ved med at være som det er.
Harpiks er en meget speciel bog, på den gode måde, man kommer i den grad til at holde af familien, og ikke mindst af den lille Liv.
Forfatteren hopper lidt frem og tilbage i tiden, handlingen bliver set fra flere forskellige vinkler og personer. Det er normalt noget jeg finder træls og forvirrende. Men ikke her. Ane Riel går det så elegant at man altid er med på hvor man er og hvem man følger.
Harpiks SKAL på læselisten hvis ikke man allerede har læst den…..
Jeg har hørt den som lydbog, indlæst af Henrik Koefoed og det er meget tydelig at det er en skuespiller der er oplæser. Han har helt styr på at lave stemmen lidt om når man “skifter person” men, slet ikke så det er irriterende, som andre oplæsere kan gøre. Min absolutte kompliment.
Harpiks er næsten hørt nonstop – og det siger vist en del om kvaliteten.
Faktaboks:
Titel: Harpiks
Forfatter: Ane Rihl
Genre: Skønlitteratur
Forlag: Tiderne skifter
Udgivet: 2016
Sider: 256
Bedømmelse: 
(5 / 6)
