Grimm 2

Snehvide – et eventyr der er kendt af ethvert barn har her fået ”nyt tøj på”. Snehvides stedmoder er i denne version pigen biologiske mor. Hun elsker sin datter, som enhver mor gør – lige indtil pigen får lidt alder og bliver kønnere og kønnere. Skønhed var egentlig noget moderen havde ønsket sig for sin datter – men hun havde glemt at tage højde for sin egen forfængelighed.

Historien om ”Bjørnemanden”. En hjemvendt soldat der ikke har noget hjem at vende tilbage til, derfor kan han ligeså godt slå en handel af med den onde selv. Hvis han i 7 år kan lade være med at gå i bad, klippe hår, skæg og negle, så kommer han ikke til at undvære noget resten af sit liv – han glemmer lige at tage højde for at 7 år er rigtig længe uden nogen former for hygiejniske tiltag.

En ældre kone antaster en soldat. Hun vil have ham til at gå ned i et hult træ, han skal hente et hvidt lys. Når man ser nærmere på lyset så vil man se at det lyser blåt. Hvis man bruger dette blå lys til f. eks at tænde sin pibe så sker der ting og sager.

En lille pige er ikke særlig vellidt i sit hjem. Hverken hendes 3 brødre eller pigens mor holder af hende, nærmest tværtimod. Pigen bliver sendt i tørvemosen for at skære tørv hele dagen. Det er hårdt arbejde for en lille pige – men der er hjælp at hente, bare ikke hjemmefra.

Grimm 2 består af følgende eventyr:

Snehvide

Hånden og kniven

Bjørnemanden

Sommer og vinterhaven

Det blå lys

De tre håndværkere

Enebærtræet

Sesambjerget

Mariabjerget

Tornerose

 

Anmeldelse: 

Kenneth Bøgh Andersen og Benni Bødker har igen kastet sig over en stak eventyr af Brødrene Grimm. Mange tror at disse eventyr kun er skrevet til børn, men dette er ikke tilfældet i denne version. Vil sige at børnene skal have en vis alder før de skal præsenteres for denne version af de kendte historier.

Selvom en del af eventyrene er grusomme og at de gode skal en del hårde prøvelser igennem, har eventyrene alligevel de moraler som eventyr skal have, ikke altid den brødrene Grimm havde tænkt sig, men det er jo forfriskende i sig selv. Med hensyn til voldsomme og hensynsløse handlinger så ligger Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen ikke fingre imellem. Blodet flyder ned af siderne og der bliver ikke taget hensyn til sarte maver eller nerver.

Men når nu det er sagt, er det forfriskende at læse de eventyr man kender så godt i ”nye klæder”. Selvom det er kendt stof, så sker der alligevel ofte noget man ikke lige har regnet med. I lange passager sidder man som læser med et halvt øje åben og krummede tæer – og det gør jo oplevelsen anderledes. Men hvis man enten har læst den første eventyrsamling eller kender forfatternes andre udgivelser så bliver man ikke overrasket over de twists man bliver præsenteret for i denne udgivelse.

Der er nogle af de eventyr i bogen der ikke er almindelig kendt, og det gør jo bare at man får udvidet sit kendskab til Brødrene Grimms eventyr.

Lydbogsversionen kan høre på Mofibo som en ”Original”. Denne er indtalt af Torben Sekov. Han gør det rigtig godt. Det er meget tydeligt at han har læst det materiale han skal indlæse på forhånd, så sætningerne får de rigtige betoninger og stemmerne er lavet som de skal være. Bestemt meget fængslende og gør at man har svært ved at slukke for bogen igen.

Jeg vil på det varmeste anbefale både Grimm 1 og Grimm 2 – Eventyr på en ny men meget spændende måde. Glæder mig rigtig meget til næste bind.

Faktaboks: 

Titel: Grimm 2
Forfatter: Benni Bødker og Kenneth Bøgh Andersen
Genre: Eventyr for voksne sjæle
Forlag: Mofibo / Original
Udgivet: 2019
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)