Vintermørke

Det er juletid på Bornholm og øen ligger hyldet ind i flere meter sne. Så på mange måder hyggeligt men også ufremkommelig, koldt og nådesløst.

For politiet bliver der ingen julehygge med familien, da der med meget kort interval udbryder en brand på en afsidesliggende gård, hvor to mennesker indebrænder. En ung kvinde falder/springer i vandet på Rønne havn og for at gøre “juleidyllen” helt tragisk, finder en gårdejer en lille pige på omkring 3 år liggende død i sneen, meget tæt på hans gård. 

De to på den nedbrændte gård er et midaldrende ægtepar, der bor alene. Branden ser umiddelbart ud til at være påsat. Der findes spor af brændbar væske på arnestedet. Men ingen spor af gerningsmanden.

Det er straks værre med de to andre ofre. Den lille pige er der ingen der savner. Der er ikke engang nogen der ved hvem hun er, hvor hun hører til. Gården hun bliver fundet på beboes af en mand og hans halvvoksne søn. Midt under afhøringen af gårdens beboere bliver der på gården fundet en plastikpose med en bamse i. Da sønnen på gården ser posen, bliver han ophidset og råber at det er hans bamse – han har selv fået den af pigen. Dette medfører en anholdelse af både faderen og sønnen.

Den unge pige der måske forsøgte at begå selvmord er der heller ingen der ved hvem er, man ved ikke engang om hun taler dansk. Hun bliver indlagt på psykiatrisk afdeling og det eneste sprog hun taler er det med næverne, når plejerne komme for tæt på. 

Efterforsker Camilla Ambrosen og kollegerne i politiet forsøger at finde hoved og hale i hele misæren. Camilla er den type betjent der ikke rigtig kan slippe en sag, selvom hun har fri. En eftermiddag tager hun ud på den gård hvor den lille pige blev fundet. Hun slipper sin hund løs. Mens hun går i dybe tanker reagere hunden pludselig på et eller andet, og Camilla sætter efter den – men med et bliver alting sort….

 

“Vintermørke” er skrevet af Birgithe Stender-Jensen. Hun er født og opvokset på Bornholm og det er meget tydeligt når du læser denne krimi. Hun har en stor kærlighed til denne skønne ø, som vi andre mest kender fra ferier. Landskaber, vejrlig og lokalsamfundet bliver virkelig godt beskrevet, som man kun kan når man sidder og kikker ud på det samtidig. 

Plottet i krimien er tåkrummende grumt, men samtidig fængslende og giver en bog der er svær at lægge fra sig igen. Temaerne der behandles i bogen er kendte i mange andre krimier – trafficking, misbrug og mennesker uden identitet, men historien er godt skruet sammen. Der bliver ikke givet ved dørene, det er først sent at alle brikker falder på plads på smukkeste vis.

Den eneste anke er at hvert kapitel starter med en tidsangivelse, og dette kan i kortere perioder give problemer med at finde ud af “hvornår handlingen er”. 

På bagsideteksten står at dette er første bind i en planlagt serie med Camilla Ambrosen og brandmand Knud Kofod – nu har vi lært Camilla lidt at kende i denne her, så mon ikke vi ser lidt mere til brandmanden i den næste ? Glæder mig allerede.

Birgithe har før skrevet små noveller, men dette er hendes første roman – og sikke en debut! Kan helt klart anbefales – en mustread for alle krimielskere. 

Faktaboks: 

Titel: Vintermørke
Forfatter: Birgithe Stender-Jensen
Genre: Krimi
Forlag: Forlaget 4. til venstre
Udgivet: 2019
Sider : 349
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)

Bogen kan bl.a. læses/høres hos Bookmate – se linket her: