16 Tømmermænd

Marc og Mia har igennem mange år været “Det perfekte par” i hvert fald hvis man spørger Marc.

Pludselig en dag finder han sig selv i parterapi, som “delefar” for to skønne drenge og alene 7 ud af 14 dage, i et hus han kun bor i, så drengene har den trygge base de kender – når de er hos far. 

Da Mia meddeler at hun de sidste 6 måneder har været ham utro med chefen på kontoret, som i øvrigt er Marcs diametrale modsætning – sidder han tilbage med knust hjerte, stor forvirring og en hel del tømmermænd. Han elsker fortsat stadig sin kone, og han er totalt uforstående over at hun foretrækker et slipsedyr med tyrenakke.

Han har en vennekreds der forsøger at hjælpe ham igennem krisen, med mere eller mindre gode råd. En børne tv-vært der mener at et blow-job jo løser de fleste problemer, mens en rock n´roll musiker af ældre årgang mener at det kan drikkes væk. Marc hælder mest til løsning nr. 2 og må som følge heraf døje med følgerne heraf og få et udvidet forhold til din rulle med TREO. 

En historie om en musiker der pludselig smides ud på dybt vand og skal begynde helt forfra, hvad kærligheden angår. Han famler også i blinde og får på et tidspunkt et “fast forhold” til “Tinder”. En dating-app hvor en våd julefrokost gik med at skabe en uimodståelig profil på, som Marc ikke kunne huske eksistensen af dagen efter. 

 

Marcus Winther-John er debuteret med denne roman som er en hjertevarm fortælling, om en mand i sin livs krise. Man aner ikke hvad skilsmisse er før man står midt i den, og er det ikke en selv der ønsker den, kan det være svært at leve med følgerne. 

Bogen kan lyde deprimerende, men det er den langt fra. Winther-John formår med sit kulørte persongalleri og megen humor at få smilet frem på læberne af læseren. 

Hovedpersonen er velsignet med en stak venner der hver især går langt for at forsøge at få ham i bedre humør. Han er den svigtede part, og forstår slet ikke sin kones beslutning. Andre der har været i samme situation ville kunne genkende nogle af de følelser der beskrives her. 

Forfatteren har selv i de sidste mange år været musiker på fuld tid og han har bragt den livsform ind i fortællingen, så læseren også kan få et lille glimt af hvad det kan byde på af oplevelser. 

Alt i alt er det en rigtig hyggelig bog, men naturligvis også en følsom en af slagsen. Man kan ind imellem tydelig mærke hvor ondt det gør på Marc og man får helt ondt af ham

Kan klart anbefale 16 tømmermænd. Der i øvrigt også findes som lydbog, indlæst af forfatteren selv.

 

Faktaboks: 

Titel: 16 Tømmermænd 
Forfatter: Marcus Winther-John
Genre: Skønlitteratur 
Forlag: Byens Forlag
Udgivet: 2019
Sider: 286
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.