Troskyldigheden selv

Et velhavende ægtepar lejer et sommerhus ved den danske vestkyst. Kvinden findes druknet i swimmingpoolen, ægtemanden hævder at han lå og sov, da hun faldt i vandet. Senere bliver det konstateret at kvinden har visse skader omkring brystkassen, der stammer fra det tidspunkt hvor hun findes i poolen. Manden hævder at de stammer fra et mislykket genoplivningsforsøg han foretog , da han fandt hende.

Men er det et uheld?  Kvindens familie er sikker på at ægtemanden har slået sin kone ihjel og derefter smidt hende i vandet. De har fundet ud af at han har tegnet nogle ret dyre livsforsikringer på hende, som de ikke er orienteret om. Så det synes at hele sagen “lugter lidt”

Så nu skal ægtemanden for retten og bevise sin uskyld. Det er her journalist Nora Sand bliver viklet ind i sagen. Den journalist der normalt dækker danske kriminalsager for avisen “Globalt” er ikke i stand til at rykke så hurtigt ud. Det er en dansk retsmediciner der skal vidne i sagen, og han er rykket frem tidsmæssigt. 

Noras chef kontakter hende, idet hun pt er den eneste journalist der er i England, så hun må absolut smide alt hun har i hænderne og dække retssagen. 

Den danske retsmediciner kan i retten ikke bevise, at ægtemanden ikke stod bag konens død og derfor bliver retssagen afvist. Nora er alligevel blevet nysgerrig – er han uskyldig?

Hun kommer i tvivl da hun senere på dagen finder manden i en celeber golfklub, hvor han svinger køllen sammen med vennerne, i storsmilende stil. Hvad er det der foregår ? – Nora er nødt til at grave videre i sagen.

 

 

”Troskyldigheden selv” er bind nr. 6 i serien om den danske journalist Nora Sand, der med base i England, skriver danske artikler for den internationale avis “Globalt”. Det der er det bedste ved denne serie, er at nu kender vi hovedpersonen. Derfor kan forfatteren nu bruge meget plads til selve kriminalsagen. Men når det så er sagt, kan “Troskyldigheden selv” læses selvstændigt, hvis man ikke har lyst til at begynde forfra.

Som en skøn bivirkning har Lone Theils en skrivestil, der gør, at den læser der elsker en god krimi, bliver godt underholdt og dette sjette bind er ingen undtagelse. Det er en pageturner og er meget fængslende. 

Det er lidt sjovt at man som “Stamlæser” inde i sit hoved har et klart billede af hvordan Nora ser ud, så har Lone Theils valgt (måske bevidst) ikke at skrive ret meget om hvordan hendes udseende. Det er ret genialt, at der findes mange varianter af Nora, rundt omkring i læsernes hoveder.

Naturligvis har bogens hovedperson også et privatliv. Hun har en kæreste i Danmark, der for tiden har nok at gøre med en meget lille datter og en ex, der forstår at gøre livet besværligt. Men som skrevet, bliver der ikke brugt overvældende tid på dette – det bliver godt mikset op med alt det andet der fylder for Nora.

Bogen foregår som vanligt i England, men denne gang bliver vi også taget med til Jylland, hvor Nora sætter sig for at finde det sommerhus, hvor dødsfaldet fandt sted, og tale med de mennesker der var omkring ægteparret på tidspunktet for hændelsen. Derudover er der små afstikkere til København hvor hun ser til kæresten.

Som sagt er man yderst underholdt når man er i selskab med Nora Sand/Lone Theils – jeg glæder mig allerede til den næste bog udkommer

 

Faktaboks: 

Titel: Troskyldigheden selv 
Forfatter: Lone Theils
Genre: Krimi – Nora Sand #6
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2023
Sider: 304
Bedømmelse:  6 out of 6 stars (6 / 6)