Han kender det som er i mørket

En lille pige kidnappes.

Margit Vesterlund er præst i et lille lokalsamfund. Hun forsøger på bedste vis at fremtrylle en nogenlunde tilfredsstillende prædiken hver søndag. Det er straks værre med at komme tidlig nok op til at afholde denne. Hun bor på en stor præstegård sammen med sin søn Jake på næsten 18 år.

Præsten har en dyster fortid som ingen kender til. Den involverer både kriminalitet og stoffer, men som sognepræst holder hun sig til et enkelt, eller måske lidt flere glas portvin, så sover hun lidt bedre.  Hun bliver i sine drømme hjemsøgt af det samme mareridt igen og igen.

Margits mor dør i en tidlig alder og hendes far er stukket af forlængst. Så nu må børnene flytte over til Mosterens hus og bo. Dette passer bestemt ikke Moster Kirsten . Mens hendes mand Holger forsøger at få børnene til at føle sig velkommen, og det er bestemt ikke en nem opgave. Margit kan fra starten mærke uviljen og hun hjælper ikke til med at få det til at glide problemløst. Hun ender med at stikke af og slå sig ned i Svendborg sammen med en veninde. Her starter hendes misbrug. Hun plages stadig fra tid til anden med dårlig samvittighed overfor sin lillebror. Hun lovede højt og helligt at passe på ham da moderen døede – men hun stak bare af.

Nu mange år efter sidder hendes onkel Holger pludselig mellem tilhørerne i hendes kirke. Præsten ved ikke rigtig hvordan hun skal takle situationen, idet menigheden, hun ikke er særlig populær hos i forvejen, ikke ved noget om hendes fortid, og det skal helst forblive således.

Hendes onkel vil have hjælp. Hans barnebarn er blevet væk. Hun legede i familiens have og pludselig var hun sporløst forsvundet. Da Margit kender politichefen i Svendborg, håber Holger at Margit måske kan få flere informationer om sagen, end de selv kan.

Det viser sig dog hurtigt at dette ikke er tilfældet. Politiet er faktisk på bar bund. Præsten beslutter sig for at hjælpe, hun vil finde pigen, koste hvad det vil. Helt tilfældigt kommer hun til at betro sig til sin havemand, Kaj.

Han er nu pensionist og har masser af tid, så han tilbyder sin hjælp. Han indrømmer efter et stykke tid, at han faktisk har erfaring i disse sager – han er tidligere PET agent, der måtte stoppe sin karriere på grund af jobrelateret stress.

Det mest underlige i sagen er at der ikke er kommet noget krav om løsepenge, så en almindelig kidnapning ligger ikke lige først for. Da pigens far også forsvinder forøges presset både på Politiet og Margit & Co. Det umage par går igang med at finde spor…

Lars Thomassen har før skrevet en børne-krimi-julekalenderbog “Vogteren” og har udgivet en samling fremragende noveller “Når månen titter gennem ruden”

Denne gang har han kastet sig over en roman, og det har han gjort ganske grundigt – 565 sider. Men efter endt læsning må man konstatere at der er ikke en side for meget. Det er en ganske fremragende krimi, der har lidt af hvert.

Hovedpersonen er en præst, der har fundet et job, der ikke kræver for meget. I en præstegård hvor hun og hendes søn kan gemme sig lidt fra omverdenen. Når der kommer “kunder” – en barnedåb eller lign er det faktisk lidt irriterende. Hun er hønemor overfor sin næsten voksne søn og hun har svært ved at stole på andre mennesker.

Sammen med den pensionerede PET mand, danner de et lidt kulørt par. Hvor de som en anden Sherlock Holmes og mrs Marple forsøger at finde ud af hvad der er sket med den lille pige.

Plottet hænger fremragende sammen og krimien er underholdende hele vejen igennem – og som vanlig for forfatteren, tager han totalt fusen på læseren til slut.

Bogen foregår mest på Sydfyn – omkring Svendborg og Tåsinge. Valdemarslot ligger lige ved siden af huset hvor pigen bliver kidnappet. Hyggelige rammer om en grum handling.

“Han kender det som er i mørket” kan klart anbefales

 

 

Faktaboks: 

Titel: Han kender det som er i mørket
Forfatter: Lars Thomassen
Genre: Krimi/thriller
Forlag:  Kan kontaktes på : Stuttepus@gmail.com
Udgivet: 2017 
Sider: 565
Bedømmelse:   (5 / 6)

Anmeldereksemplar fra forfatteren .