I Birkerød bliver en familie brutalt skudt ned i deres hjem. De har tilsyneladende været midt i aftensmaden, idet fade, tallerkner og lignende ligger spredt over hele spisestuen. Da Rebekka Holm og hendes nye makker Tjatjana Melchior ankommer til huset, kan de konstatere at 2 unge mænd i midten af 20´erne og deres forældre er afgået ved døden.
Rebekkas kæreste, Niklas ligger på hospital i Sverige og er i dyb koma, efter en knivlæsion, og den unge efterforsker kan næsten ikke holde ud, at se ham ligge der så hjælpeløs og nærmest forsvinde i de hvide dyner. Derfor er hun ikke sen til at påtage sig ansvaret for opklaringen af denne besynderlige mordsag.
Alle 4 mordofre er bundet på hænderne bagpå ryggen, og er skudt gentagende gange. Der er adskillige skuffer i husets møbler der er revet op og gennemrodet – det kunne ligne et rovmord.
Naboen har lagt mærke til at det lokale postbud har været i huset. Ovenikøbet i den periode hvor familien højst sandsynlig har ligget døde i spisestuen. Hvordan hænger det sammen ? og hvorfor har han ikke tilkaldt politiet? Postbudet er tilsyneladende “gået under jorden” og da Rebekka og Tjatjana får hans lejlighed at se, er der nærmest ingen tvivl om hvem der står bag mordene, nu er det bare at finde ham.
Pludselig dukker der en datter af familien op, hun bliver ret chokeret over at se sin familie ligge døde allesammen og bliver kørt væk i en ambulance. Hvordan kan det være hun ikke var med til den fatale familiemiddag?
Dette er bind nr 7 i serien om Rebekka Holm, og det skønne ved serier er, at man ikke skal bruge den store energi på at lære nye mennesker at kende, det er allerede “gamle bekendte”. Julie Hastrup har en unik evne til at fængsle læseren allerede fra side 1 og intensiteten holder bogen ud. Lige som man synes at man har styr på de personer der bliver beskrevet, sker der noget der vender det hele på hovedet. Rebekka Holm er en ret kompleks person, som til tider ikke engang selv ved hvad hun føler, og hendes tankerækker er ikke altid “korrekte”, men det er jo meget menneskeligt, dette gør man bedre kan relatere til hende, at hun ikke er en “superhelt”/maskine uden følelser.
Denne krimi foregår mest i København, omkring politigården men også med en afstikker til Spanien. Her bliver der gravet lidt i et af landets triste kapitler, interessant men skræmmende læsning, idet der er noget om snakken…
Der kører ligeledes flere parallelle handlinger, ved siden af hovedhistorien. De bliver ganske elegant puttet ind hen af vejen – og det hele bliver spundet sammen til sidst, så det hele giver mening. Den slags skriveteknik gør historien mere spændende og bogen bliver svær at ligge fra sig igen.
Det virker bestemt ikke som om at forfatteren mangler begivenheder, følelser og nye bipersoner til sine krimier. Den ene spændende person efter den anden dukker op, alle med deres særegne kendetegn og fortid. Der er mange henvisninger til tidligere begivenheder, selvom man ikke før har læst om Rebekka Holm, kan man sagtens læse “Blodspor” selvstændigt.
Nu er det så en utålmodig læser/bogblogger må væbne sig med tålmodighed, for selvfølgelig skal der sluttes af med en Cliffhanger der gør at man næsten ikke kan vente til det næste bind…
De foregående bind i serien om Rebekka Holm er:
En torn i øjet
Det blinde punkt
Blodig genvej
Portræt af døden
Farlig fortid
Mirakelmanden
Faktaboks:
Titel: Blodspor
Forfatter: Julie Hastrup
Genre: Kriminalroman
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2018
Sider: 445
Bedømmelse: 
(5 / 6)
Anmeldereksemplar fra forlaget.
