De ugudelige

Undercover i et amishsamfund.

Politichef Kate Burkholder sendes til Franklin County. Her er opstået en ny amishorden med en ny biskop, Eli Schrock som øverste myndighed. Men som Amishfolk er af natur, er samfundet der består af 10 hytter og en håndfuld beboelsesvogne, meget svære at komme ind på livet af for mennesker udenfor amishkulturen.

Politiet har lidt væk fra bopladsen fundet en ung pige på 15 år. Man har efter obduktionen fundet ud af at hun lige har gennemgået en abort og har stærk smertestillende medicin i mavesækken. Det ligner umiddelbart at hun er frosset ihjel. Andre har i en butik, observeret en lille dreng med mørke mærker på ben og knæ – ligner han er blevet slået med et bælte. Begge børn har været iklædt det traditionelle amishbeklædning og derfor tyder alt på at de kommer fra dette nye beboelsesområde.

Nu er politiet og de sociale myndigheder meget mistænksomme og nervøse for hvad der foregår i dette lukkede samfund. Når de selv henvender sig, er der ingen der vil tale med dem – ingen der efter deres efter eget udsagn, ved noget som helst – og drengen er ikke til at opstøve.

Pigen bliver efter sigende passet udenfor hjemmet, hun har været lidt svær at styre for forældrene og er på opdragelse hos en anden familie. Begge parter her er meget kede af det og forstår ikke hvordan det hele er endt med så tragisk et udfald.

Politiet i Franklin County ved at Kate Burkholder har en Amish-baggrund og vil nu, have hende til at gå undercover i den lille landsby. Måske kan hun ved hjælp af en falsk identitet komme ind på livet af folkene i samfundet og måske endda deres meget karismatiske biskop. Kate har levet blandt Amishfolk til hun blev 18 år og kan tale Pennsylvania Dutch, som er det sprog alle Amishfolk taler sammen.

En del af hende har ikke lyst. Hun har det rigtig godt med at styre sin egen politistati0n, kæreste og en skøn hverdag. Men politikvinden i hende vil alligevel gerne hjælpe med at finde ud af hvad der er galt i denne underlige amish-enhed. Hun tager afsted og påtager en falsk identitet som fraskilt kvinde. Hendes dækhistorie er at, hendes mand er død af kræft og de havde sammen planer om at flytte over til denne Biskop Schrock, idet hans idealer passer bedre til deres tro end den biskop de kommer fra.

Det er svært at gå undercover, man skal hele tiden “blive i rollen” og den største frygt er at der er nogen der kender en i forvejen eller har nogen bekendte der gør. Derfor har Kate under hele missionen nerverne uden på tøjet, og er på vagt.

Den lokale politikommisær har sørget for et hus til Kate – men taget i betragtning at hun faktisk er kommet for at gøre dem i tjeneste, ligger byrden nok mest hos hende. Huset er en beboelsesvogn, piv-utæt og mølædt. Låsen i fordøren fungere ikke særlig godt og der er knapt nok elektricitet instaleret i vognen.  Men den eneste fordel er vognens beliggenhed – den ligger stort set lige midt i det hele. Der er ikke ret langt til byen eller til biskoppens gård. Herfra burde hun kunne holde øje med de mærkelige mennesker der bor her.

 

Det er min første bog af Linda Castillo og bestemt ikke den sidste. Hendes beskrivelse af Amishkulturen er meget fængslende og spændende idet det er en kultur man ikke kender så meget til. Måden de tænker, agere på og er afhængig af åndelig vejledning hele tiden. Det eneste der mangler lidt i denne her bog, er måske lidt mere “insiderviden” omkring hverdagen for en Amishtroende. Helt hjem i deres hjem

Til gengæld bliver deres moralprincipper og usikkerhed omkring hvad man kan og ikke kan godt beskrevet her. Deres higen efter en leder der hele tiden kan føre dem på det rette spor er meget fremherskende.

Det et arbejde undercover bliver fint belyst – især når man påtager sig at gøre det helt alene. Hun har 2 pistoler, 2 mobiltelefoner og et løbehjul til assistance og det er jo ikke meget, hvis der er “lus i skindpelsen”

Linda Castillo skriver i 1.person og dette giver en mere intens læseoplevelse – det virker som om man står og ser hovedpersonen over skulderen hele tiden. Du kan som læser, mærke når det løber koldt ned af ryggen på Kate, mærke at hun fryser når hun bliver spærret inde og mærke hendes ensomhed når hun ligger i den faldefærdige husvogn og savner kæresten. Rigtig flot skrevet.

Bogens data: 

 De Ugudelige 
 Kate Burkholder #8 
 Linda Castillo 
 Kriminalroman 
 Politiken 
 2017 
 350 

Bedømmelse:   (5 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.