Imperiet

Efter skudattentatet sidste år, der sårede en af Ravns bedste ven Johnson, har værtshuset “Havodderen” været åben hver eneste dag. Ravn er trukket i arbejdstøjet og har langet øl over disken, imens stedets ejer har været sygemeldt.

Men nu er Johnson så småt ved at være tilbage, og Ravn har nu tid til at tage lidt fri indimellem. Nu kan han være lidt  for hunden Møffe, Eduardo og husbåden trænger også til at bliver puslet lidt om. En dag Ravn soler sig på husbåden, opdager han noget, der er ret alarmerende. En problematik der kræver penge – mange penge. 

Den smukke advokat Miriam Østergaard, kommer forbi husbåden en dag hun kommer hjem fra Yoga. Hun har en meget speciel opgave til Ravn, der skal ordnes lidt diskret. 

Datteren af en af Danmarks rigeste forretningsmænd Hermann Saxenholm, er blevet kidnappet og folkene bag overfaldet, forlanger 3 millioner kroner. Gerningsmændene forlanger at Christianes far selv aflevere pengene, iført et lidt spøjst outfit, der er af ydmygende karakter.

Hvis Ravn vil ordne denne overbringelse, så bliver han rigeligt betalt. Først gider Ravn ikke rigtig, de der rige mennesker kan være et ret anstrengende bekendtskab. Men kommer i tanke om de penge han skal bruge, i nærmeste fremtid og acceptere.

Men det går slet ikke som forventet og opgaven bliver pludselig meget anderledes end forventet.

Anmeldelse:
Imperiet er bind nr. 7 i serien om privatopdageren Thomas Ravnsholdt og hans lille, dovne engelske bulldog, Møffe. De bor på en husbåd i i Christianshavns kanal.

Som vanligt bliver Ravn smidt ud i en hæsblæsende jagt, der handler om liv og død. Som forventet, er man som læser, fanget allerede fra side 1. Men når det så er sagt, er det klart en fordel at være “stamlæser”. Man bruger ikke alverden med kræfter på at holde styr på de gennemgående karakter i bogen, fordi dem ved man allerede en hel del om. På den måde er det som at komme hjem, og gense gamle venner.

Imperiet kan læses selvstændigt, det er en selvstændig historie – men man bør ikke gå glip af forhistorien – heller ikke selvom der er udkommet 6 romaner i serien, foruden denne her – man er rigelig underholdt med Ravn & co. Det er klart ens tid værd.

Selve plottet i Imperiet er godt skruet sammen, der er fine henvisninger til et berømt eventyr, der udvikler sig til en gang isterninger ned af ryggen. Når der er action i handlingen, går det pænt stærkt og man skal spænde sikkerhedsselen. Man er rigtig godt underholdt.

Læseren oplever i denne roman også den mere følsomme side af Ravn, han står med nogle beslutninger der er meget hjerteskærende og jeg vil her afsløre, at jeg småtudede flere gange i løbet af læsningen – men hvad det handler om må man selv læse – vil ikke spoile noget.

Det er meget tydeligt at forfatteren elsker denne del af København, idet han fortsat kan finde på noget at han kan “bruge Ravn til”. Selvom det er bog nr 7, kan han stadig finde nye sider af detektiven vi ikke kender endnu og det er skønt. Ravn arbejder tæt sammen med advokaten Miriam Østergaard i denne roman, hun var lidt med i den forrige også, men nu lærer vi hende lidt mere at kende i denne krimi. Der er noget relationsfnidder mellem disse to – som der skal være, så det er så fint.

Jeg vil til enhver tid anbefale en Ravn-bog, og denne her er ingen undtagelse. Det er fængslende, rørende og en krimi der bliver i kroppen længe efter endt læsning. Glæder mig allerede til den næste i rækken.

Michael Katz Krefeld har ligeledes skrevet:

Afsporet – Ravn #1 – Krimi

Savnet – Ravn #2 – Krimi

Sekten – Ravn #3 – Krimi

Dybet – Ravn #4 – krimi 

Pagten – Ravn #5 – krimi 

Skytsengel – Ravn #6 – krimi

Mørket kalder – Cecilie Mars #1 – krimi.

Nattens udyr – Cecilie Mars #2 – krimi

Titel: Imperiet
Forfatter: Michael Katz Krefeld
Genre: Thomas “Ravn” Ravsholdt #7
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2021

Sider : 309
Bedømmelse:5 out of 6 stars (5 / 6)