Beskriv dit forfatterskab — hvilken type forfatter er du ?

Av, hvad siger man her? En, der skriver? En, der elsker at opbygge verdener i ord? Men det gør alle forfattere jo. Måske er jeg ikke den rigtige til at besvare det spørgsmål?

 

Man kan måske sige, at jeg er en fortatter, som lægger vægt på fiktionen. Særlig i krimigenren er der jo omvendt en del, der lægger stor vægt på research, og at alt i bogen skal kunne foregå i den virkelighed, der ligger uden for bogen.

Der hælder jeg nok mere til Jo Nesbø, der har sagt, at der skal være plads til lidt fantasy. At man gerne må træde lidt ud over virkelighedens rammer. For mig betyder det, at fiktionen kan fortælle en historie, der er mere sand end virkeligheden. En historie, der fortæller en dybere (jeg bryder mig ikke om det ord, men ok, her giver det mening) sandhed om det at være menneske. Det vil man også kunne se i min næste bog (se nedenfor). Giver det mening?

 

Hvor jeg til gengæld er enig i, at der skal være troværdighed er inden for bogens egne rammer. Altså at det, der sker i bogen/historien, skal give mening i forhold til bogen/historien selv, snarere end en virkelighed, den alligevel ikke er en del af.

Den franske digter Stéphane Mallarmé sagde i slutningen af det 19. århundrede: Man kan ikke lukke bogen om en sten! Altså: Virkeligheden har ikke noget at gøre i et fiktivt værk.

 

Alt det her er naturligvis et spørgsmål om smag, og kun noget, der gælder min egen skriveproces og mit forhold til mine egne bøger. Læsere og andre forfattere skal naturligvis nyde at indtage og inddrage så meget virkelighed, de har lyst til:)

 

 

 

Hvorfor valgte du at skrive kriminalromaner i sin tid ?

Jeg har prøvet at skrive mange ting: teater, fantasy og science fiction, for eksempel. Ting til skrivebordsskuffen, som aldrig er blevet udgivet. Og som det nok også er bedst bliver liggende der:) Jo, en ikke så vellykket dramatisering af Pelle Erobreren til et lille børneteater blev faktisk opført, og jeg vil tro, at man kan finde manuskriptet i Det kongelige Biblioteks Teatersamling.

Som sagt blev det ikke voldsomt vellykket, for eksempel endte det, som jeg husker det, med, at det mere blev Lassefars historie end Pelles men for mig var det gode lærepenge:)

 

Da så den første Lars Winklerhistorie, Øjesten, begyndte at hjemsøge mig, var det, som om der var noget, der faldt på plads, og min helt tidlige fascination af Sherlock Holmes og Edgar Allan Poe gav (endnu mere) mening.

Jeg opdagede simpelthen, at genren var en virkelig god beholder, som man kunne hælde alle mulige forskellige temaer ned i. Det hele ville stadig blive holdt sammen af en forhåbentlig spændende historie.

Jeg har ikke rigtig set mig tilbage siden.

 

 

Føler du dig bundet af genren, eller kunne du finde på at skrive et eller andet i en anden genre, hvis ja, så hvilken ?

Jeg har jo sådan set allerede skrevet Askehavetrilogien, som ikke er krimi selv om det vel stadig er spænding og også står placeret sådan hos boghandlerne og streamingtjenesterne. Jeg har valgt at kalde genren for thrillerdrama.

Så nej, man kan ikke sige, jeg føler mig bundet af genren.

De næste mange projekter, jeg har i pipeline, er dog i krimigenren, men man kan jo aldrig vide, hvad fremtiden bringer. Heller ikke genremæssigt:)

 

Hvor kom din hovedperson Lars Winkler fra? Har han udviklet sig som du havde regnet med? Er det svært at blive ved med at finde på noget med samme hovedperson bog efter bog?

 

Jeg har sagt det før, på min hjemmeside og i andre interviews: Da jeg skulle finde en hovedperson til Øjesten, vidste jeg, at jeg var nødt til at give noget af mig selv. Derfor deler Lars og jeg mange træk dog ikke alle. Da jeg også er et privat menneske, er det rart at kunne gemmesig lidt bag fiktionen.

Når ingen ved, hvilke træk, der kommer fra mig og hvilke, der er fiktive, kan jeg lege skjul i det felt. Lidt ligesom der altid er én i en henrettelsespeloton, der har løst krudt i sit gevær. Så kan alle sige: Det var ikke mig, der affyrede det dræbende skud! Uden sammenligning i øvrigt!

 

Har Lars udviklet sig, som jeg havde regnet med? Mhhh. Det er ikke sådan, at jeg havde en forkromet, overordnet idé, da jeg begyndte. At jeg vidste, at Lars skulle starte her og ende her og nu er der jo heller ingen, der siger, at det er slut. Men den vej, han har taget i de foreløbigt syv bind, synes jeg giver mening, og nu, med slutningen på Ind i den hvide nat, står han et sted, hvor der er en åbning mod en udvikling og et næste skridt. Det bliver spændende at se, hvad han finder på.

 

 

Om det er svært at finde på nye historier? Det synes jeg egentlig ikke. Der har altid været en tråd i Larshistorie nok også fordi det, uden at det var planlagt, blev sådan, at de indtil videre syv krimier i Lars Winklerserien foregår inden for det samme år: Fra juni til juni. Jeg har med vilje ikke sat noget årstal på.

Men altså, Larsegen personlige historie hænger sammen gennem alle bøgerne, hvadenten det drejer sig om hans forhold til kollegaen og kæresten, Sanne, eller hans datter, Maria. Den tråd, jeg skriver om ovenfor, er sjovt nok en tråd, der er vokset frem den har som sagt ikke været planlagt fra starten. Jeg ved ikke, om man kan sige, at den ligefrem har overrasket mig, men det har bestemt været spændende at følge.

 

Jeg tror, begge dele betyder en hel del for, at det ikke har været svært at finde på: altså både at Lars har mange af mine træk, og at bøgerne foregår inden for en relativt afgrænset periode.

 

Med Malin Askehave forholder det sig lidt anderledes, men det kan jeg se, vi kommer til nu:

 

 

Hvad med Malin Askehave? Var det svært nu at skulle skrive fra en kvindes perspektiv?

At vælge en kvindelig hovedperson var tænkt som en udfordring til mig selv. Jeg har skrevet fra kvinders perspektiv før. Sanne, f.eks. i Winklerserien, har jo hele serien igennem haft sine egne kapitler, hvor vi fulgte historien fra hendes synsvinkel. Og også Nanna i Ind i den hvide nat. Her følger vi jo i i hvert fald en tredjedel af bogen netop hende.

Det var god træning til Malin, selv om Malin jo er en helt anden type end de to. Men da jeg først var i gang, og jeg ligesom var kommet ind i hendes karakter, syntes jeg egentlig, at det flød let. Der var nogle kropslige ting (jeg holder det med vilje generelt for ikke at plotspoile her:)), hvor jeg af gode grunde var handicappet fra start, men der måtte jeg læne mig op ad min kone, min redaktør og kvindelige venner, der kunne give input.

 

Jeg er jo tidligere musiker og musik har altid betydet meget for mig og spillet en stor rolle i Lars Winklerbøgerne. Så da jeg skulle skrive Malin, fandt jeg en kvindelig sangskriver, sanger og guitarist, Anna Calvi, som jeg lyttede en del til, mens jeg skrev.

Hun har kant og er både sårbar og kraftfuld, og det gav en god feminin energi og power til historien og Malin selv, synes jeg. Hende kan jeg anbefale, at man lytter til. Hun har bla. lavet det bedste David Bowiecover, jeg til dato har hørt, nemlig Lady Grinning Soul fra Strange Weatherepen.

 

 

Generel inspiration, hvor finder du den ?

Åh, i mange ting. Ofte små, underlige nyheder. Åbningen til Ind i den hvide nat, for eksempel: For en sekssyv år siden læste jeg en lille notits om, at man havde fundet flere døde køer, der var drevet i land på LollandFalster og i Sydsverige. Deres ører var skåret af, så man kunne ikke se mærkning og følge hvor de kom fra. Den historie blev i bogen til en måde at smugle narkotika på.

Den gnist, der ad flere omveje blev til Øjesten kom fra en artikel i Ekstra Bladet, tror jeg, det var, om en amerikansk seriemorder. Bogen endte et helt andet sted, men det var den artikel, der startede hele processen.

 

Andre gange kan det være et mentalt billede. Det bedste til mig og mine venner, for eksempel, der havde jeg en idé eller et sådant mentalt billede af åbningen: En midaldrende kvinde bliver jagtet gennem et snedækket Tivoli op til jul med julefrokoster og fest i byen lige på den anden side af hegnet, men hun er alene med sin morder inde i haven, og ingen kan nå at hjælpe hende. Det kunne noget, tænkte jeg.

 

Serafine kom af et andet sådant billede: En kvinde (i det oprindelige billede var hun grønlænder, men det ændrede sig), der sidder ved siden af den dræbte overborgmester i en herskabslejlighed på Frederiksberg. Jeg begyndte at spørge mig selv, hvordan hun var endt der og derfra førte det ene det andet med sig.

 

Min kommende bog er derimod inspireret af en temmelig ubehagelig oplevelse, jeg selv havde som nittenårig i Polen. Men den historie må jeg hellere gemme, til bogen udkommer:)

 

 

Er der noget du ikke vil skrive om?

Man kan sikkert finde et emne, som jeg måske i det øjeblik, jeg blev spurgt, ville sige, jeg ikke havde lyst til at skrive om. Men jeg tror faktisk, at jeg, hvis jeg fik tid til at tænke mig om og fandt den rigtige vinkel på stoffet ja, så ville jeg nok kunne skrive om det meste.

Nogle vil måske blive overrasket over det her, men jeg har ingen trang til at skrive lange, udpenslede torturscener. Shortn sweet har altid været mit motto:)

 

 

Hvilke dele af en roman volder dig flest problemer /falder dig mest naturlig ?

Min far fortalte om en dansklærer i gymnasiet, der sagde sådan her: Grundtvig er et bjerg, og det skal bestiges! For mig har første gennemskrivning af manus altid været dette bjerg. Det er en enorm opgave, og hver eneste gang jeg begynder på en ny bog, får jeg denne her kildrende tvivl om, om jeg i det hele taget kommer igennem. Erfaringsmæssigt ved jeg naturligvis, at det gør jeg, men det er alligevel monumentalt at stå for foden af dette bjerg.

Når først jeg er kommet igennem første gennemskrivning, er det  ikke let, måske, men mere til at have med at gøre. Nu er det nemmere at overskue helet, og jeg kan tage rettelser og de følgende (mange) gennemskrivninger i mindre bidder.

Det skal ikke forstås sådan, at jeg ikke bryder mig om denne del af arbejdet. Første gennemskrivning er bestemt også lystfyldt. Samtidig er det bare også slidsomt og fyldt med tvivl. Derfor er lettelsen også så meget desto større, når jeg endelig er kommet ned på den anden side.

 

Og så er der særlig ét punkt i første gennemskrivning, der konsekvent altid er tungt: Den tredje fjerdedel, lige efter midten af bogen og inden løbet mod slutningen. Der kommer jeg altid i tvivl: fungerer det her i det hele taget, kan det noget? Er der nogen, der gider læse det?

Når jeg så når frem til den sidste fjerdedel, slutningen, giver det hele pludselig mening igen. Og når jeg så læser manus igennem, kan jeg se, at denne tredje fjerdedel på ingen måde er så slem, som jeg forestillede mig, da jeg sad midt i det.

Det slår aldrig fejl, egentlig er det ret pudsigt

 

Research, er det en stor del af din skriveproces ?

Her må jeg henvise til mit svar på dit første spørgsmål. Det med virkelighed kontra fiktion og hvilken type forfatter, jeg var. Der er selvfølgelig nogle ting, jeg ikke kan komme udenom, men her er google maps en rigtig god hjælper. Særligt i disse coronatider, hvor man ikke kan rejse.

Jeg taler naturligvis også med folk, der har specialviden inden for de områder, jeg skriver om. Jeg har for eksempel to politifolk, jeg kan spørge, læger osv. Men generelt er jeg ikke specielt tynget af research, nej selv om jeg, kan jeg se, alligevel må trække det udsagn noget tilbage i min besvarelse af det næste spørgsmål:

 

Tager du på skriveophold, når du er midt i en roman?

Jeg har nogle gange gjort det, at jeg har taget over i min families sommerhus på Sydfyn. Der har jeg været hvert år i hele mit liv og der er så at sige en linje direkte tilbage til min barndom, når jeg er på det sted og i det landskab. Jeg er derfor aldrig mere inspireret, end når jeg er der. Jeg har været nogle få andre steder med andre forfattere, og det har bestemt også været fint. Men det er Sydfyn, jeg vender tilbage til hver gang.

I relation til det forrige spørgsmål: jeg har et par gange rejst til udlandet, mens jeg har skrevet (eller redigeret): Athen, da jeg skrev Elektra (selv om jeg har været meget i Grækenland før), og Ho Chi Minh City i Vietnam under arbejdet med De døde og de ufødte. Og selvom det ikke var planen blev den ferie på de græske øer, jeg var  med min kone og mine to børn i 2019, også til en slags researchtur: På den ferie udviklede jeg tredje del af Askehavetrilogien, Blodpagten, og man kan følge vores ferietur helt ned til de værelser, vi boede på, med Malins tur til Milos og Amorgos. Malins tur blev dog heldigvis meget mere dramatisk end vores ferie. Disse rejser kan man selvfølgelig kalde en form for research, men snarere end at lede efter det virkelige, det autentiske, var det lige så meget en stemning, lugte, lyde.

 

Der er en scene i De døde og de ufødte, hvor Louise  er ude at gå om aftenen i Ho Chi Minh City: Her ser hun, hvordan beboerne kommer ud og dyrker aerobic til larmende og skrattende og frem for alt høj musik i store hold på pladser og parker et par timer efter solnedgang. Det er naturligvis for at undgå varmen og den stikkende sol, og jeg oplevede det selv, da jeg besøgte byen i 2017. Inklusive den lille pige i blerøv og gul kjole, der forsøger at træne med de voksne:)  

 

Så måske er research alligevel en del af min proces, bare ikke så meget i forhold til den faktisk virkelighed, men måske mere i den oplevede virkelighed. Giver det mening?

 

 

Forskellen på at skrive en novelle og en roman ?

Modsat hvad man måske skulle tro, er det klart sværere at skrive en novelle. Den begrænsede plads gør det til noget af et puslespil ikke bare at få plads til det hele, men også finde en historie, der passer til det korte format.

På en eller anden måde er det bare nemmere i hvert fald for mig at finde på nye sidespor og udviklingsmuligheder i en roman, mens det meget strammere format, som en novelle jo har, er en udfordring. ​​​Selvfølgelig tager det meget længere tid at skrive en roman (Bjerget Grundtvig, jeg talte om før). Men det at finde på …

 

Mht boganmeldelser: hvor vigtige er de for dig ?

Når jeg har skrevet en bog, har afleveret den til forlaget og den har været gennem korrektur og sats, og der er valgt forside, giver jeg slip på den. Selvfølgelig er bogen stadig et barn, men barnet er så at sige flyttet hjemmefra og må stå på egne ben. Som regel er jeg også på det tidspunkt allerede for længst i gang med den næste, så jeg er optaget af noget andet. Af den grund bliver anmeldelser mindre vigtige for mig som forfatter simpelthen fordi jeg allerede er videre.

Anmeldelser er jo til gengæld super vigtige for at få opmærksomhed omkring den færdige bog og for læseren, så hun eller han kan guide sig gennem de enorme mængder af udgivelser (og her bør man huske, at forfattere også er læsere).

Det er så ærgerligt, synes jeg, at anmeldelser synes at være blevet nedprioriteret på avisernes kultursider igennem de sidste mange år både hvad angår længde og antal. Men det har naturligvis så givet plads til en masse skønne bloggere, der formidler med en smittende glæde og læselyst. Og det kan man som forfatter kun hilse velkommen:)

 

Endelig kan du fortælle lidt om din nye roman ? Udgivelsestidspunkt eller andet spændende?

 

Min næste bog bliver første del af en ny trilogi, der kommer til at foregå i henholdsvis København, Göteborg og Berlin.

Første bind hedder Jeg er Sarons rose og selvom det stadig er krimi med lidt thrillerelementer, kan jeg afsløre, at jeg her kommer til at træde mere ud over virkeligheden, end nogensinde før.

Det har været sjovt at skrive den første bog og at dreje genren et lidt andet sted hen. Og det er da heller ikke mere fantasy, end at selveste Ian Rankin i en af sine John Rebus-krimier har et lille sidespor, der har lidt af det samme. Så super radikalt er det alligevel nok heller ikke.

 

Så det bliver interessant at se, hvordan folk tager imod en historie, som nok ikke kunne foregå i virkeligheden. Selvom jeg netop har læst, at sovjetiske forskere allerede i 1960erne var temmelig langt med forskning inden for et nærliggende felt.

 

Hele serien har som omdrejningspunkt et samarbejde mellem en dansk betjent og en noget aparte profiler fra den lille by Oranienburg nord for Berlin i Tyskland. Hun har en dyster forhistorie, som jeg kan relatere til gennem min egen oplevelse i Polen i 1984, som jeg nævnte tidligere.

 

Udgivelsestidspunkt for første bind er foreløbig sat til juni i år. De følgende bind skal så komme i 2022 og 2023. Men meget mere om det senere

 

Jakob har skrevet følgende bøger:

Lars Winkler serien:

1. Øjesten (2013)
2. Serafine (2014)
3. De berusedes vej (2015)
4. Det bedste til mig og mine venner ( 2016)
5. De døde og de ufødte (2018)
6. Fjenden iblandt os (2019)
7. Ind i den hvide nat (2020)

Askehave – serien:

1. Forbandet blod (2019)
2. Et hus for de døde (2020)
3. Pagten (2020)

Standalone:
Elektra (2016)