9. april 1940 døde Lauritz, Haralds tvillingebror. Han blev skudt af tyskerne i soldatens tjeneste. Den dag var den sidste dag Harald så sin mor smile. Hun lukkede sig derefter inde bag en mur af sorg. Harald fik en ny livsopgave – at bekæmpe den tyske besættelsesmagt, med alt hvad det kostede af personlige afsavn.
Nu i januar 1945 er han medlem af modstandsbevægelsen og bruger stort set alt sin fritid med sabotagehandlinger. Selv da en af kammeraterne blev ført til Ryvangen og blev henrettet efter et kort og smertefuldt “ophold” i Shellhuset, har målet ikke været tydeligere for Harald. Han vil gøre alt for at bekæmpe den magt der har ødelagt hans familie.
Mogens, en af de andre frihedskæmpere har, sammen med Harald fået den mission at fotografere Shellhuset, Gestapos hovedkvarter i København. En ikke helt ufarlig mission, idet bygningen konstant er omgivet af bevæbnede soldater der er yderst mistænksomme overfor nysgerrige danskere. Men det er vigtige billeder, der skal bruges af englænderene der har planer med Shellhuset.
Asta arbejder i udenrigsministeriets pressebureau. Hendes far er tysker, og derfra komme de sproglige egenskaber hun skal bruge der. Astas veninde, Lisa vil have hende med til bal på Damhuskroen. Der kommer en ung mand den aften, som Asta burde hilse på. Harald er en flot fyr og Lisa er helt sikkert på at de to ville blive det perfekte par.
Til at starte med gider Asta ikke rigtig. Hun har ikke lyst til at feste her midt i krigen. Alligevel føjer hun veninden og anstrenger sig så meget med krøllejernet, at hun brænder sig undervejs. Hun låner moderens fineste sko og hun tager afsted.
Da det meste af festen er gået vil Harald endelig tale med Asta – udenfor. Det viser sig hurtigt at det ikke er Asta, men hendes tyskkundskaber at Harald er interesseret i. Asta havde håbet på noget andet, Harald er faktisk en ganske flot fyr, bliver skuffet og føler sig snigløbet af Lisa.
På vej hjem bliver Asta udsat for en ubehagelig konfrontation af en ung tysk soldat. Dette bliver “tungen på vægtskålen” og Asta vil gerne hjælpe Harald.
Jacob Weinreich er ellers kendt som den ene part i forfatterparret “AJ Kazinski”. De skriver overvejende kriminalromaner. For nylig slog de herrer sig sammen med Thomas Ryhdal og skrev en skønlitterær roman om Danmark i HC Andersens tid – i bogen “Mordet på en havfrue”.
Men det viser sig nu at Jacob Weinreich er en alsidig forfatter. “Pigen fra den franske skole” er en skønlitterær roman med historisk islæt. Han har været rundt og interviewe modstandsfolk og andre der har haft 2. verdenskrig inde på livet. Disse oplysninger er flettet ind i denne fantastiske fortælling.
Læseren præsenteres for hverdagsbilleder fra et krigshærget Danmark, der tilbage i 1945 virkelig var udfordret på mange parametre.
Man kan sige at der gennem tiden har været mange bøger, der har omhandlet netop dette emne, men denne bog er unik. Forfatteren har udvalgt 4 hovedpersoner, der fortæller hver sin historie, men hvor deres skæbner flettes sammen på et eller andet tidspunkt.
Man har den unge Asta og modstandsmanden Harald der mødes og langt hen af vejen følges af. Man møder den engelske jægerpilot Edward, der på modigste vis kæmper mod det 3. rige. Nonnen Benedicte kommer med til sidst i historie. Hun har ansvaret for børnene på den franske skole og bliver øjenvidne til det ragnarok der finder sted da de engelske jægere flyver over København.
Selvom mange kender de omstændigheder der fandt sted da Shellhuset blev beskudt fra luften, giver forfatteren af denne roman sit helt eget bud på hvad der skete inde bag murene. Der bliver bestemt ikke sparet på detaljerne.
Historien i “Pigen fra den franske skole” er rørende, fængslende, chokerende og umulig at lægge fra sig igen.
Bogens opbygning er genial idet at de forskellige historier bliver blandet ind imellem hinanden. De individuelle fortællinger er spændende hver for sig og man har bare lyst til at læse dem allesammen på en gang. Spændingsmomentet i historien er så fascinerende at man hele tiden må vide mere.
Personligt læste jeg en hel del om 2. verdenskrig for år tilbage. Det var nærmest en passion da jeg var teenager, derfor har jeg i en lang periode holdt mig lang væk fra disse fortællinger – var ligesom blevet “mæt”. Men denne historie er jeg rigtig glad for at jeg alligevel kastede mig over. Det er længe siden jeg har været så optaget af en historie, som jeg blev af denne her.
Læsernes følelser bliver udfordret på flere planer, ligesom vi gerne vil have det. Der findes passager af enhver slags i denne bog. Hyggelige, grinagtige, søde, spændende – men også beskrivelser der næsten ikke er til at holde ud. Realismen er skræmmende og nærmest ubærlig.
“Pigen fra den franske skole” kan anbefales til alle der elsker en god historie. Naturligvis handler den først og fremmest om 2. verdenskrig, men den kan så meget mere end det. En bog man er nødt til at læse – den gør et kæmpeindtryk og vil blive i læserens erindring lang tid efter endt læsning.
Faktaboks:
Titel: Pigen fra den franske skole
Forfatter: Jacob Weinreich
Genre: Skønlitterær roman med historisk islæt
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2020
Sider : 365
Bedømmelse: (6 / 6)
Romanen kan lyttes på Mofibo i en speciel version med lydeffekter og små musikstykker implementeret.