Nøglen til mord

Anne Maj Mortensen´s eksmand har ringet til hende og har truet med at begå selvmord. Først tror Anne Maj ikke helt på ham, det handler måske om et klodset forsøg på at få lidt opmærksomhed og omsorg. Han bor alene og kan måske være lidt ensom..

Men hun synes alligevel, hun er nødt til at gå derhen – hvad nu hvis det er rigtigt ? Det viser sig desværre, da Anne Maj kommer hen i Pers lejlighed, ligger han ganske rigtig i en enorm blodpøl på badeværelsesgulvet  i det ellers meget mondæne hus. 

Nu skal Anne Majs datter, Iben arve huset. Det er meget sporadisk, den kontakt der har været mellem far og datter de sidste par år og egentlig er Iben ikke interesseret, til at starte med. Men da Anne Maj melder sig frivilligt til at stå for kontakt til ejendomsmægler og at sørge for rengøring, så er Iben med på ideen.

En dag Anne Maj er ude og gå tur med gravhunden “Mortensen d. 3” er hun blevet lidt svedig og trænger til et brusebad. Hun er lige i nærheden af eksmandens lejlighed og kan da lige bruge hans badeværelse. Men der er tilsyneladende andre, der synes at det er synd at huset bare står hen. Da Anne Maj kommer til huset er det tydeligt at der foregår noget i huset. 

Der er nogen der har sex inde i soveværelset… Hun bliver virkelig vred, det er da utroligt at nogen kan være så frække – da hun ser hvem der er i soveværelset, bliver hun om muligt endnu mere vred. Manden flygter over stok og sten – den kvindelige del er i badeværelset og er ikke den type kvinde, Anne Maj forventer at finde der. 

Da en af de personer der havde sex i Pers soveværelse findes død kort tid efter – så bliver Anne Majs detektivnæse provokeret og inden længe er hun i gang med at spionere igen – til politiets store fortrydelse

Anne Majs barnebarn Didi og dennes veninde, Vigga er i gang med at lave en you-tube- kanal og de kan ikke helt finde ud af indholdet på denne kanal. En dag da de lidt tilfældigt finder den søgehistorik Anne Maj har på sin computer, der støder de på ordet – datingportal. Jamen – Vigga har da en morfar, der er enkemand – så måske… Anne Maj kan ikke få den ide lukket hurtigt nok…

 

Dette er 3. bind i historien om den tidligere lægesekretær, Anne Maj Mortensen og hendes lille hund “Mortensen d.3”. Hun har det lidt stramt med “bare” at være pensionist. Efter den knæoperation hun lige har gennemgået er hun nu ved at være godt mobil igen. Så der skal ikke andet end en lille mordsag til før hendes krøllede hjerne gerne vil hjælpe.

“Nøglen til Mord” hører ind under kategorien “Cozy Crime” og kan læses af alle, men denne gang har forfatter, Anna Grue, skruet lidt mere op for uhyggen og der er mere blod end vanligt. Selve kriminalhistorien er heller ikke for sarte sjæle, læsernes følelser bliver sat på prøve og moralprincipperne bliver testet.  

Handlingen er sat i Nykøbing Sjælland, men dette er ikke vigtigt – handlingen kunne finde sted mange steder i Danmark. 

Det gennemgående persongalleri favner foruden Anne Majs egen familie, også naboen der er begyndt at se Iben. Anne Maj synes efterhånden, at hun er bedstevenner med det lokale kriminalpoliti. Hun har nu flere gange hjulpet dem med at løse mordgåder – men politiet er ikke helt af samme mening. Især ikke da hun tvinges til at arbejde sammen med en journalist på Ekstra Bladet. 

Anna Grue har en fremragende evne til at gøre en “kedelig” pensionist interessant. Hun har givet hovedpersonen en masse karisma og hun er handlekraftig, samtidig med at den kære Anne Maj også er ret snerpet og bliver hurtigt fornærmet når politiet ikke lige gider hende. Alt i alt en elskelig gammel dame, man kommer til at holder af i sidste ende.

Samtidig formår forfatteren at tilpasse en alvorlig problematik, så den passer ind i en “Anne Maj-historie” Denne gang er det voldsomme problematikker der tages op og heldigvis bliver læseren tvunget til at tage stilling til sagen fra begge sider og det er sundt at få vendt det hele lidt på hovedet. 

Lydbogen er indlæst af Ghita Lehrmann, og hun gør et ganske godt stykke arbejde. Hun formår at gøre bogen interessant og svær at slukke for. 

De forrige historier i Anne Maj serien er 
Mysteriet i Genbrugsen
Døden i Kurbadet

 

Faktaboks:
Titel: Nøglen til mord

Forfatter: Anna Grue
Genre: Kriminalroman – Anne Maj Mortensen #3
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2022
Sider:  459
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)