Satans sommer

Det er stegende hedt. Sommeren brager løs i Danmark, men det er ikke alle steder der er lige idyllisk. I Sandsted er der sket et mord. En af byens førende advokater er blevet skudt, efterforsker Martin Junckersen er først på stedet. 

Det viser sig hurtigt at Juncker kender afdøde. Offeret har været partner på det kontor, Junckers nu afdøde far havde i mange år. Nu er efterforskeren nødt til at tage stilling til om han er inhabil, eller om han kan arbejde på denne her sag. 

Politistationen i Sandsted er blevet lukket ned på grund af besparelser, og de 3 ansatte på nærstationen har fået arbejde i Næstved, hvor de er blevet tilknyttet afdelingen for personfarlig kriminalitet. Det lykkedes dog Juncker at få Nabiha, som han kender fra før, med på efterforskningsholdet. 

Juncker ligger i skilsmisse med hustruen Marianne. Hun har ligeledes skiftet arbejde. Fra et job som redaktør på en avis med politik som hovedemne, har hun nærmest taget et kvantespring over til noget helt andet. Hun har selv ønsket at blive en del af “Gravergruppen”. Det er en gruppe unge mænd, der ved hjælp af dybdeborende journalistik, finder de historier der ligger langt under overfladen – dem man normalt ikke kan finde. 

Hun får en fantastisk start da hun en dag bliver ringet op af en ukendt mand. Han ønsker at være anonym, i hvert fald i begyndelsen. Han er nødt til at finde ud af om han kan stole på hende. Han er i besiddelse af livsfarlig viden,  idet han ved noget om det terrorangreb der fandt sted under julemarkedet – han hævder at myndighederne kunne have forhindret det – men svigtede..

 

Anmeldelse: 
Satans Sommer er en længe ventet “nummer 2”. Forfatterparret Janni Pedersen og Kim Faber har haft en bragende succes med den første roman i serien “Vinterland”- der jo lå øverst på min top 10 liste sidste år, så forventningerne var høje til denne fortsættelse. 

Det er i den grad også en fortsættelse, idet forfatterparret har nogle ting fra “Vinterland” der skal afsluttes. Hvis man troede at den bare kunne være en standalone og at vi nu skulle igang med noget nyt, så bliver man klogere. 

Der er gang i 4 forskellige historier, der kører sideløbende med hinanden. Men det hele bliver serveret så man ikke bliver forvirret, for det kommer så naturligt at alle kan følge med. Er dog nødt til at erkende at handlingen er lidt længe om at komme rigtig igang – men lidt inde i romanen kommer der godt med spænding og intensitet. Emner som utroskab, embedsmisbrug og mørke familiehemmeligheder bliver vendt i “Satans sommer” og på den mere muntre side – familieforøgelse i familien Juncker. 

Man får ligeledes svaret på, hvad man gør når et lig er plantet ovenpå et hvepsebo, og retsmedicineren er allergisk overfor insektstik. 

Juncker sidder nu i et hus der skal sælges efter faderens død. Han har svært ved at gå ind på husets kontor, det rum i huset hvor faderen brugte oceaner af tid. Men da Junckers datter dukker op og finder nogle gemte notesbøger så bliver han alligevel nysgerrig. Her finder læseren ud af mere om Junckers baggrund, og man får uddybet bekendskabet. Det er en smart twist af forfatterene, at fortælle historien, set gennem en afdød slægtnings øjne/dagbøger. 

Selvom bogens handling starter i Sandsted, foregår det meste af “Satans sommer” i København, hvor handlingen breder sig rundt i mange samfundslag. Det er tydeligt at det er skrevet af nogen der kender København på godt og ondt. 

Det er ret åbenlyst at der skal komme endnu et bind i denne skønne serie. Der er fortsat en del uafsluttede sager, der skal kikkes på igen – det vil jeg glæde mig meget til. 

Jeg vil klart anbefale at man læser “Satans sommer”, man bliver underholdt på bedste vis. Men læs lige “Vinterland” først, hvis ikke man har haft den fornøjelse endnu. Det gør det nemmere at følge med i hvad der sker i denne her. 

Forfatterparret Faber&Pedersen har endnu engang skrevet en fremragende krimi. 

 

Faktaboks: 

Titel: Satans Sommer 
Forfatter: Kim Faber & Janni Pedersen 
Genre: Kriminalroman 
Forlag: Politikens Forlag 
Udgivet: 2020
Sider : 415
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)

Anmeldereksemplar venligst modtaget fra forlaget – tak for det ..