En uretfærdig tid

Nelly arbejder på Rubens Væveri i København tilbage i 1880’erne. Svigerinden Marie arbejder samme sted. En sen eftermiddag kommer Marie ud for en forfærdelig arbejdsulykke hvor den unge mor får en arm i klemme.

Umiddelbart forsøger fabrikkens direktion at negligere ulykken – bare det, at få Marie på sygehuset holder hårdt – Nelly må nærmest ligge på sine grædende knæ før en af formændene forbarmer sig, og sørger for transporten.

Nelly har det svært med fabrikkens håndtering af sagen. Hun opdager at ulykken kunne være undgået hvis væven havde været ordentlig vedligeholdt. Et problem direktionen tilsynelandende godt kender til, men synes det er for dyrt at gøre noget ved.

Da svigerinden dør af sine kvæstelser vækkes Nellys indre løve, hun vil gå langt for at hindre at denne slags ulykker sker for andre kvinder på samme arbejdsplads.

Nellys bror Gustav er en stakkel der har slået sig på flasken, nu er han pludselig alene med 3 små børn i varierende alder – Nelly er meget bekymret for den lille familie.

Johannes har været uheldig. Han kommer fra en mindre gård i Jylland. Han er tvilling og da faderen skal på aftægt, er det svært at finde ud af, hvem af sønnerne der skal arve gården. Den kan ikke deles ligeligt mellem to. Det besluttes, at der trækkes lod – Johanne taber og må finde lykken et andet sted.  Han havner i København hvor han møder Nelly og amorinerne blomstre mellem dem.

Johannes søster har en bejler – den rige Peder. Men Anna er langt fra interesseret i den kraftige og lidt klodsede mand. Den kommende svigermor hjælper heller ikke på interessen. 

En morgen vågner Johannes i Nellys seng. Han har dybt forvirret og omtåget. Han finder sin kæreste i køkkenet i en blodpøl, hun er voldsomt forslået og da politiet kommer, anholdes Johannes som Nellys overfaldsmand. Johannes kan intet huske.

Anna er overbevist om at Johannes er uskyldig – men hvor langt er hun villig til at gå for at for sandheden frem ?

“En uretfærdig tid” er en rigtig god historie om livet i Danmark anno 1880´erne. Handling, plot, personer og problematikker er helt igennem plausible og er fængslende læsning. Her kan man få Danmarkshistorie med den menneskelige dimension indkluderet.

Både hverdagen, arbejdsliv og moralen i forskellige samfundsklasser, bliver på besnærende vis beskrevet i denne roman. Læseren kommer med på forskellige lokationer der også på denne tid var meget forskellig. Den rige bonde på den Jydske hede, den fattige bonde, der ikke har nok arv til to sønner.

Men også storbylivet, hvor man kommer med i baggårdens baggård – hvor man dengang var nødt til at poppet befolkningens fattigste mennesker ind i storbyerne, for at få plads til alle.

Læseren kommer endda med Johannes i fængsel, dette bliver en del af den hårrejsende historie om den ung mand, der kommer galt afsted. Det er tydeligt at forfatteren har sat sig grundigt ind i stoffet, under tilblivelsen af romanen. 

Bogen er skrevet i 3. Person og man følger på skift bogens hovedpersoner. Man er aldrig i tvivl om tid, sted og hvem der følges. 

Vil helt klart anbefale “En uretfærdig tid”. En fremragende måde at blive oplyst omkring livet anno 1880. Et godt supplement til alle der elsker historie, men som måske har svært ved de “tunge” traditionelle historiebøger. 

Forfatteren Gertrud Tinning udkommer med den næste bog i serien “Dagmars svære valg” den 15/9 2022 – en bog jeg vil glæde mig til at læse.

Faktaboks:

Titel: En uretfærdig tid
Forfatter: Gertrud Tinning 
Genre: Historisk roman
Forlag: Politikens Forlag
Udgivet: 2022
Sider : 453
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)