Beskriv dit forfatterskab — hvilken type forfatter er du?
Uh, vi starter med en af svære, kan jeg se. Hm. Først og fremmest er jeg månedens forfatter, det er jeg utrolig glad for! Dernæst: Jeg vil sige, jeg er alsidig, fordi jeg skriver i mange forskellige genrer. Jeg er også en flittig forfatter. Jeg har skrevet og fået udgivet 9 romaner siden marts 2015 plus løse noveller. Der er to romaner på vej, en i juni og en til krimimessen i oktober. Og der ligger udkast til to romaner mere, planlagt til mindste detalje og klar til at blive skrevet, (jeg har skrevet de første 50 sider). Så jeg er seriøs og dedikeret til mit arbejde. Jeg har disciplin og prioriterer at skrive hver dag, selvom jeg arbejder i en 80% stilling som folkeskolelærer og indlæser en masse lydbøger.
Hvorfor valgte du at skrive kriminalromaner i sin tid?
Efter mine 4 første selvstændige romaner – min debut var et coming of age drama, de tre næste var videnskabsthrillers á la Jason Bourne – ville jeg gerne udfordre mig selv yderligere. Jeg ville gerne skrive noget, ingen havde læst før. Og med det, mener jeg, udtænke en anderledes form for kriminalroman, der var helt min egen. For lad os indse og acceptere det: En masse krimier er smækfyldt med klicheer af den ene eller den anden slags, og jeg ville skrive noget, der var et frisk pust til genren, ribbet for klicheer på den ene og den anden måde.
Jeg er af den mening at litteratur, uanset hvilken slags, bør være originalt og forfatterens egen. Så jeg gik i tænkeboks, og fandt på at forbinde min forkærlighed for gysere, med en pacifistisk antihelt der har et, skal vi sige, moderne forhold til sin makker.
Det virkede for mig, jeg syntes, det var inspirerende at skrive og i øjeblikket, skriver jeg på bind nummer tre. Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at selvom kriminallitteratur ikke rigtig anses for ’rigtig’ litteratur af elitære institutioner, så er det trods alt en af de genrer, der har et kæmpe publikum. Og det gode ved krimilæsere er at de hele tiden skal have nyt læsestof – på den måde er der ikke nogen konkurrence mellem os krimiforfattere i forhold til at blive læst.
Føler du dig bundet af genren, eller kunne du finde på at skrive et eller andet i en anden genre, hvis ja, så hvilken?
Jeg er ikke bundet af genren på nogen måde. Jeg finder den interessant, udfordrende og spændende at plotte og skrive, men mit virkelige liv handler jo ikke om mord og vold og psykopater. Det er heller ikke sådan at jeg flygter ind i den verden, for at kompensere for noget anderledes end mit job som lærer. Nogle gange har jeg bare brug for at skrive noget andet. Bygge tingene op anderledes og eksperimentere med andre ting.
Det er klart at starter jeg på en krimiserie, så tager den fokus, men jeg har som regel gang i en anden roman, der er noget helt andet, for at få lidt pauser ind i mellem og for at lede mine tanker ind på en anden måde at skrive på. Således skriver jeg også drama, gysere, socialrealistiske romaner og magisk realisme.
Det er vigtigt for mig at finde inspiration i hverdagsdramaer, almindelige problemstillinger og ikke mindst andre karakterer, og det hjælper mig til at skrive bedre og mere indlevende. Så på en måde bruger jeg mine forskellige tekster til at dygtiggøre min stemme.
Hvor kom din hovedperson Ditlev Martins fra? Har han udviklet sig som du havde regnet med? Er det svært at blive ved med at finde på noget med samme hovedperson bog efter bog?
Martins udsprang af en vision, jeg havde. Jeg har læst mange videnskabsthrillers, á la Michael Crichton (Jurassic Park) og Dan Brown (Da Vinci koden) – den gennemførte og dybe research bag bøgerne fascinerede mig. Gør det til stadighed. Jeg havde lyst til at prøve det af, at researche ting, jeg ikke anede noget om. Jeg har også altid set masser af actionfilm. Jeg ville gerne kombinere de to elementer i en serie, der skulle have en helt, der skulle kunne en hel masse uden at vide det.
Jeg tænkte længe over, hvordan jeg skulle manøvrere mig ind på noget, der skulle være videnskabelig aktuelt og samtidigdramatisk. Min bror og jeg var startet på et helt andet projekt, der skulle være et bidrag til en Lovecraft antologi, og vi havde planlagt en novelle, der startede på Sydpolen. På det tidspunkt borede videnskabsfolk nemlig i virkeligheden ned gennem kilometervis af is for at nå ned til de søer, der ligger nedenunder, for at finde ud af, hvad der var dernede. Den idé vi havde var at vores hovedkarakter Pavia Olsen, skulle finde nogle af Lovecraftsrædsler dernede.
Men novellen blev aldrig skrevet færdig og jeg huggede videnskabsdelen til min første thriller. Videnskabsmændene på en norsk station på Sydpolen fandt bare noget andet dernede. Noget dødeligt. Her kommer Martins ind. Et ekstremt kompetencestærkt menneske, der ikke anede han var det. Jeg så for mig at han skulle vågne i en kiste, skudt og med hukommelsestab. Han skulle gennem serien finde ud af, hvem han var, hvad han havde gjort, og hvorfor nogen ønskede ham død. Det han skulle opdage, var at den person, han havde været, fyldte ham med afsky og jeg ville bruge de forskellige bind på at holde ham fast i det, han allermest havde lyst til at flygte fra.
Da først den del var på plads, skulle plottet være forskelligt i hvert bind, men Martins og de andre karakterers historie, selvfølgelig fortløbende – og på den måde er det ikke svært at blive ved med at skrive om en karakter – jeg vidste, hvor han kom fra, og hvor han skulle hen. Mit job i de tre bind, for hans vedkommende var egentlig bare at sketche det ud, og så strække det og give ham og læserne en lille smule ad gangen.
Hvad med Max Munk? Hvor kommer inspirationen til ham fra?
Max Munk skulle være det diametralt modsatte af Ditlev Martins. Jeg havde haft det sjovt med at skrive Martins, men jeg havde brug for at forny mig selv. Så Max skulle være plaget af personlige traumer, en søster der var død, en fremmedgjort far og en adelig arv, der hang ud ad halsen på ham.
Ditlev Martins havde en fortid som ekstremt voldelig lejemorder, Munk skulle være det modsatte. Rigtig dårlig til at slås ogdecideret pacifist. Han skulle have tæv, fysisk som psykisk. En meget dygtig politimand, der med seriens begyndelse skulle være ved at miste sin forstand og have svært ved at tage de rigtige valg, for at opklare sine sager. Jeg ville også gerne have fat i en mand, der til dels var stagneret i noget forældet i en moderne verden.
Jeg havde også lyst til at skabe en karakter, man kunne føle med, men som viser sig at have fortrængt nogle virkelig tabuiserede ting, og så finde ud af, om mine læsere stadig holdt af ham. Normalt er et tema som incest, reserveret til skurkene, men hvad ville der ske, hvis jeg vendte det hele på hovedet? Jeg tror detlykkedes, selvom Munk også på mange måder bliver svagere og mere introvert gennem serien. Min far skrev til mig i forbindelse med, han havde læst Rød Tåge, at Munk ’fandeme var den mest elendige politimand, han nogensinde havde stiftet bekendtskab med’.
Det var en glimrende kompliment, som jeg blev meget glad for.
Du skriver en del bøger – stand–alones sammen med din bror Stephan. Hvilke udfordringer/fordele er der ved at være to?
Den første udfordring er naturligvis, at jeg ikke kan skrive det hele selv. Ej spøg til side. Det er generelt super givtigt at skrive med Stephan, da vi nødvendigvis har forskellige ideer og meninger om stort set alt. Så ens er vi heller ikke, selvom vi holder af mange af de samme ting. Plot og karakterer bliver kastet frem og tilbage og det er en god proces for at nå frem til det bedst mulige resultat.
Det kan være en udfordring ind i mellem at have en bragende fremragende ide, der bliver skudt ned, og det kan være alt muligt. Karakter-, plot- eller formmæssigt. Det gælder os begge. Så længe vi har den samme vision for teksten, er det som regel en fordel.
Den største udfordring er at få sproget til at være så ensartet, så helheden fremstår så helstøbt som muligt. Vi skriver forskelligt, mit sprog er til tider svulstigt, hvor Stephans sprog er mere minimalistisk, uden at være mindre effektfuldt. Man kan heller ikke undervurdere, at når man har skrevet så mange år, så er der visse vendinger, der er groet fast i ens sprog, som man ikke tænker over, man bruger. Det er afslørende, hvis man kender til vores forskellige måder at skrive på. Jeg holder meget af beskrivelser og med årene er mit sprog også blevet mere lyrisk, hvor Stephansmåde at skrive på er mere lige på og hårdt. Balancen er derfor den højeste hæk vi skal forcere, men som regel lykkes det.
Her hjælper det, at vi kender hinanden så godt. Vi lægger ikke fingre imellem overfor hinanden, og det skal være ok at skyde sætninger eller idéer ned, hvis vi kan argumentere for at det er for det fælles bedste.
Derudover er det jo pragtfuldt at dele en passion og et arbejde med sin bror, og vi har haft en masse fantastiske stunder sammen i det regi. Jeg hører tit, at forfattere er ensomme, og det er da også en proces, man som regel er ene om, når man skriver en roman. Stephan og jeg har hinanden, uanset om vi skriver noget sammen, eller sparrer om forskellige aspekter i egne tekster.
Generel inspiration, hvor finder du den?
Det klassiske, svære spørgsmål. Jeg tror langt de fleste forfattere generelt har øjne og ører åbne på alle tidspunkter i pro-plotfasen. Man samler sammen til en ny roman fra her og der og alle vegne. Nyheder, tv-serier, film, dokumentarer, bøger man læser, ja også sit eget liv.
For mig handler det om at små ting kan gøres større ved at spørge, hvad nu hvis? Som da jeg skrev første bind af Ditlev Martins ’Det fjerde menneske’. Forskere borede ned gennem isen på Sydpolen for at se hvad der mon gemte sig dernede i de underjordiske søer – dengang var man ikke nået helt igennem – så fantasien hviskede mig i øret, at det var noget jeg kunne bruge aktivt. Hvad hvis det var noget dødeligt, man fandt dernede? Noget glemt? Ligesom vi ved, at permafrosten gemmer på rigtig mange vira og bakterier i dvale, der bare venter på at permafrosten smelter lidt mere, så de kan inficere menneskeheden med udryddede sygdomme.
Det i mine bøger, jeg samler mest inspiration til, er faktisk tilkaraktererne og dialogen. Jeg har et kontor derhjemme, hvor jeg skriver, men jeg holder utroligt meget af at sidde på værtshuse og skrive og samtidig suge til mig fra mennesker. Observere kropsholdninger, gå-måder, den måde folk taler på, griner og smiler på. Den måde de skændes på.
Det er guld, for det er det virkelige liv.
Er der noget du ikke vil skrive om?
Jeg tror faktisk aldrig, jeg kommer til at gribe fat i hovedstolen og skrive en selvbiografi. Jeg bruger mit liv og erfaringer på mange skjulte måder i mine tekster, men en decideret gennemgang af mit liv og familie, kan jeg simpelthen ikke se, har nogen interesse hverken personligt eller kommercielt. Ikke at det er kedeligt og uvedkommende, men jeg er måske for privat et menneske.
Åh ja – og elendige sexscener.
Hvilke dele af en roman volder dig flest problemer /falder dig mest naturlig?
Apropos sexscener. Det er nok dem, jeg finder flest udfordringer ved. Jeg afstår som regel at skrive eksplicitte sexscener. Men egentlig ikke fordi det er svært. Jeg er af den holdning, at sexscener for sexsceners skyld er dødssygt, fordi intet er lettere end at skrive en elendig sexscene. Vi har alle sammen læst en del af dem, og det bliver bare ufrivilligt komisk eller efterlader os forvirrede over hvorfor den slags nu skal smides i hovedet på os, når det nu lige gik så godt uden. Så i min erfaring bliver det som oftest plat og alt for meget. Når det er sagt, så mener jeg også at de skal være der, hvis der er plads til dem, hvis de giver mening. For sex er en del af kærlighed, og en historie er ikke en rigtig historie, hvis ikke der er en kærlighedshistorie et eller andet sted. Det giver for eksempel mening i relationen Munk og Merian.Ditlev og Dina. Og min roman Sagesløse er gennemsyret af erotik. Der er eksplicitte scener i den, men de har alle et formål:
For mig at se skal sexscener kunne noget andet end bare smide pik og patter og beskidt sprog ind i teksten. Og det er her, det kan blive svært, for det er trods alt et voyeuristisk greb, der rækker ind i karakterernes og læsernes intimsfære. Vi står bag gardinet og kigger. Det skal der være en meget vægtig grund til.
De skal fortælle noget om de karakterer, der er involveret hver især, og deres forhold til hinanden følelsesmæssigt.
De skal have en pointe, der hænger sammen med dramaet.
De skal bringe læseren tættere på karaktererne.
Gør de ikke det, så er der ingen grund til, de er der.
Jeg ved sgu ikke om der er noget, der falder mig mere naturligt end andre ting – det er altid en kæmpe udfordring at skrive en roman. Fra ide til færdigt produkt. Det er jo som regel et arbejde, der kan tage et år eller mere. Det hjælper naturligvis at kunne sit håndværk, vide hvad vendepunkter og point of no return er, have styr på spændingskurve osv.
Jeg tror, det menneskelige drama, altså udviklingen af mine karakterer falder mig mere naturligt, end at få plottet til at hænge sammen på en overbevisende måde. Det er jo som regel karaktererne, og det er både helte og skurke, man husker efter endt læsning, ikke så meget plottet, der som regel er set før i en anden version. Det er ikke nemt at være original i nogle af tingene, men jeg tror faktisk, jeg er god til at tænke anderledes.
Research, er det en stor del af din skriveproces?
Det kan det være. En forfatter tager andre kitler på, når han/hun skriver. Rigtig mange forfattere er journalister, nogle er tidligere politifolk, andre igen har den fordel, at de har skrevet film- og seriemanuskripter. De bruger naturligvis deres kompetencer i skriveprocessen. Jeg er uddannet folkeskolelærer. Derfor er der utallige og helt specifikke aspekter, jeg ikke aner noget som helst om i forbindelse med for eksempel at skrive en krimi. Politiarbejde, retsmedicin, jura.
Der bliver jeg nødt til at spørge nogen. Heldigvis har jeg gennem min karriere som forfatter stiftet rigtig gode bekendtskaber, jeg altid kan sende en mail, eller ringe til.
Da jeg skrev Ditlev Martins serien, der var en videnskabsthrillerserie, var der sindssygt meget research. Jeg var vidt omkring i alt fra Naziernes besættelse af oprindelsen af den ariske race, til tankekontrol, til dødelige vira og evolutionshistorietil absurde sygdomme og Grækenlands historie, bare for at nævne nogle få. Men min research var så dyb, at jeg faktisk i ’Det fjerde menneske’ forudså, hvor man ville finde en mennesketype, man længe havde vidst, havde eksisteret på et tidspunkt. Man havde bare aldrig fundet den.
Min forskerkarakter Dina Klein-Schildt fandt i romanen rester af dette menneske på et bjerg i Papua Ny Guinea – og året efter ’Det fjerde menneske’ udkom, fandt forskere den mennesketype netop der. Ikke lige på det bjerg, men alligevel – det er jeg ret stolt af.
Research er vigtigt, for man skal have styr på detaljerne. Man skal regne med, at der sagtens kan sidde alt fra retsmedicinere, eller sagsbehandlere fra socialforvaltningen og læser med, og de skal også have en god læseoplevelse og ikke blive skuffet over dumme fejl, lavet fordi man gætter og ikke har gjort sit arbejde ordentligt. Det er ikke professionelt.
Tager du på skriveophold, når du er midt i en roman?
Jeg tager på små ture her og der rundt i Danmark og skriver – ikke kun når jeg er midt i en roman, men når chancen byder sig for at fordybe mig nogle dage. Aarhus, Svendborg, Nordsjælland. Jeg holder meget af Kerteminde, der kan jeg godt lige at sidde på hotel Tornøes og skrive ved en hvid dug og en blomst ved siden af. Duften af kaffe og hotelgæsters småsludren som baggrundstapet. Udsigten over havneindløbet og fjorden bagved gør mig glad. Og har inspireret mig til at medtage visse dele i min kommende Munk-roman. For eksempel ligger Danmarks ældste skænkehus i Kerteminde, og det er naturligvis med i Hvidt had.
Mindst en gang om året tager jeg udenlands og skriver i en uge eller mere. Jeg har specifikt en forkærlighed for Prag, hvor jeg har været adskillige gange. Der har jeg mine sædvanlige steder og rutiner hver dag, og jeg får virkelig noget fra hånden, inden jeg om aftenen måske tager på Hemingwaybar og får mig en spændende cocktail.
Jeg holder også ufattelig meget af Verona og Venedig, hvor jeg har skrevet flere gange.
Desværre satte Covid19 en stopper for rejser sidste år, og jo det samme i år, så jeg har en ekstrem udlængsel. Jeg håber at kunne komme afsted i september igen. Det er livsvigtigt – og en forfatterret!
Forskellen på at skrive en novelle og en roman?
Her vil jeg give Jakob Melander, der var månedens forfatter sidste måned, fuldstændig ret. Det er betydeligt sværere at skrive en novelle på grund af dens kompakte natur. En novelle starter som regel in media res og man skal virkelig holde tungen lige i munden for at få læseren til at forstå sine karakterer på ganske kort tid. Plottet skal være skarpt og koncist – og det kan måske virke som om, det er nemmere, fordi man skal skrive mindre. Det synes jeg ikke det er.
Det er faktisk nemmere for mig at skrive mine karakterer, når jeg har tre bind. Mennesker er komplekse og skal også beskrives på den måde og det tager tid. Det er også mere tilfredsstillende for mig. Når det er sagt, så har jeg adskillige noveller liggende – de er gode skirveøvenlser, penneprøver – og de kan måske udvikle sig til noget mere hen ad vejen.
Mht. boganmeldelser: Hvor vigtige er de for dig?
Årh. Generelt er anmeldelser dejlige at få, fordi det betyder nogen har læst min bog, og andre kan have glæde af anmeldelsen og måske inspireres til at læse det, man har brugt et år på at skabe. Og selvom anmeldelser fra bogbloggere er superskønne at få, fordi de som regel er helt almindelige bogelskere og ikke ansat af nogen til at anmelde ligesom etablerede anmeldere på de store blade, så er det sidstnævnte anmeldelser, der kan rykke noget for en roman. På det seneste har jeg kendskab til i hvert fald tre-fire romaner, der har fået femstjernede anmeldelser i Berlingske osv. – og de er solgt til filmatisering på baggrund af de anmeldelser. For ikke at tale om solgte udlandsrettigheder. Det er noget, jeg ved, de fleste forfattere drømmer om, for de øger jo nødvendigvis også interessen for ens andre bøger, og giver en helt anden indtægt, end hvis man alene sælger bøger i DK.
Jeg er blevet anmeldt to gange i store aviser. En gang i Politiken, den anden gang i Jyllands Posten. Og det var min debutroman. Ingen af de resterende 8 romaner er blevet anmeldt der. Der er en skæv fordeling et eller andet sted. Jeg er klar over, at kultur er nedprioriteret gennem årene på de store aviser, og jeg ved udmærket, at der udkommer 4000 danske bøger hvert år, og ikke alle kan blive anmeldt, så man holder sig til Tordenskjolds soldater, fordi det handler om clicks. Sådan er det i mange kunstneriske brancher.
Så faktisk er jeg mere frustreret over IKKE at blive anmeldt, hvis man kan sige det sådan. Og det ved jeg, der er mange forfattere der er – generelt forfattere på mindre forlag. Og nu ved vi jo ikke om bogbloggere kommer til at skulle betale skat af de bøger, de får tilsendt fra forlagene, men for mig at se er det farligt for overlevelsen af de små forlag, og det favoriserer i den grad de store forlag (hvis forfattere får anmeldelser i de store aviser etc.) og streaming–tjenesterne. For det er jo der, bogbloggere nødvendigvis må finde deres læsestof, hvis de skal begynde at betale en hel masse, og det er ikke alle, der har budget til at få lavet en lydbog.
Endelig — kan du fortælle lidt om din nye roman? Udgivelsestidspunkt eller andet spændende?
Jeg har som sagt to romaner på vej. Den ene, der kommer i juni, er en standalone, den anden er afslutningen på min krimiserie om Munk og Merian og skal gerne komme op til krimimessen, der endelig slår dørene op i fængslet i Horsens igen.
Hold kæft, vi glæder os til at se jer igen.
Catoniavej er en forunderlig og på sin vis mærkværdig roman om en mands prøvelser, da han en dag opdager at hans ellers så fremragende iagttagelsesevner slår fejl, da han kommer forbi en villavej på vej til arbejde. Han har nemlig aldrig lagt mærke tilden før. Og derinde ligger ikke alene lykken på lur, men også utrolig mange udfordringer for hans ellers så rutineprægede liv. Der bor nemlig en meget ung kunstner, der kan se ting der ikke er der, og hun har ventet på ham siden hendes far blev moset ned af en Mercedes.
Inspirationen har jeg blandt andet fundet fra den gode gamle myte om Sisyfos, blandet med en passende portion Hybris og Nemesis.
Hvidt had er afslutningen i Munk og Merian trilogien.
Denne gang bliver de sat en uhyggelig sag, hvor unge gravide kvinder får kidnappet deres ufødte børn. Politiet og PET har en formodning om, at det kan have forbindelse til en række lignende seriemord begået for 15 år siden. Men seriemorderen der har afsonet sin dom, er netop død. Munk lærer mere om hvorfor hans søster Leo forsvandt dengang for 25 år siden, hvilket igen smertefuldt kradser i familiehemmelighederne, og Merian skal stå til ansvar med noget hun har gjort i sin fortid, da hendes kæreste Valentina forsvinder.
For Munk betyder alt dette, at han kommer til at stå i sit livs mest komplicerede situation, og må træffe en række vanskelige beslutninger, der kommer til at definere hans liv fremover.
Og til sidst har jeg en uopfordret anke og bøn: Jeg både skriver og indlæser bøger. Jeg indlæser mine egne, men også ret mange andre romaner, det er en del af min indtægt, så det er helt på højde med andre jobs.
Jeg tjekker anmeldelser på de bøger, jeg indlæser på en del streaming-tjenester, Mofibo etc. Det er ikke alle romaner, jeg synes, der er lige gode og nogle er vigtigere end andre, men jeg bliver ofte valgt af forfatteren på baggrund af min stemme og måder jeg indlæser på. Og derfor gør jeg naturligvis altid mit bedste. Jeg får ret mange henvendelser fra disse forfattere, der roser mit arbejde. Jeg tjekker anmeldelser for at se hvad læsere/lyttere får ud af romanerne – om det er det samme som mig.
Her kommer anken: Jeg er klar over, at oplevelsen af en lydbog selvfølgelig også har en del med indlæserens arbejde og stemme at gøre, men efter min mening bør man aldrig anmelde en roman påbaggrund af indlæseren, simpelthen fordi han/hun har ikke noget med indholdet at gøre. Om man kan lide en indlæsers stemme er ligegyldigt for andre. Og når det er ligegyldigt for andre, så er det bare dumt og nærmer sig shaming af indlæseren i stedet. Jeg læser anmeldelser som ’Elendig oplæser, opgav,’ eller ’Den oplæser er på speed, skyd ham, han lider jo,’ og den slags. Og anmeldelsen er så 1 stjerne, ikk?. Det kan heldigvis også sagtens gå den anden vej. Man synes måske en bog er 3 stjerner værd, men giver den fjerde for indlæseren – hvilket er rigtig fint af indlysende årsager.Positive indslag er bare dejligere end negative.
Men dårlige anmeldelser på baggrund af indlæseren har en overordnet negativ effekt på ratingen/anmeldelsen af bogen, og det betyder, at bogen får færre læsninger/ lytninger – ikke meget, men alligevel. Og det går ud over indtjeningen. Det går ud over forfatteren, der gerne skal tjene penge på sine bøger. Og for alle der forstår dette, er det irriterende at læse anmeldelser, der bare fortæller, at man er utilfreds med den klovn, der læser bogen op. Man er interesseret i indholdet af bogen – det forfatteren har på hjerte.
For vi har alle noget på hjerte.
Så bønnen er: Lad nu være med at anmelde en roman – et professionelt menneskes arbejde gennem måske flere år, på baggrund af indlæseren – det er tarveligt overfor forfatteren. Smag og behag er forskelligt, måske elsker du min stemme, måske hader du den – men det er ligegyldigt og jeg især er komplet ligeglad, det er ikke mig, som indlæser, du skal anmelde. For det er indholdet af romanen, der er vigtigt. Hvis du har mulighed for det, så læs romanen i stedet og baser din anmeldelse på det – det bliver forfatteren glad for. Der er ingen, der er tjent med at du siger din negative mening om noget, hvis den eneste grund til det, er at du kan. Det er desværre en tendens i tiden at være negativ over de underligste ting, bare fordi man har mulighed for det, men skal vi ikke starte ved os selv og få det udryddet igen? Ingen kommer til at savne det.
Det lover jeg.
Og det kan du citere mig for.
Tak for nu, hvis du er nået helt til vejs ende.
David har skrevet følgende udgivelser :
Standalones:
Drengen, der aldrig kom hjem, 2015
Tågevals, 2015
Kleinmanns sidste nætter, 2017
Sagesløse, 2019
Serien om Ditlev Martins:
Det fjerde menneske : spændingsroman, 2016
Abbotts hemmelighed : spændingsroman, 2017
Stemmer der dræber : spændingsroman, 2018
Serie om Max Munk:
Rød tåge, 2019
Sort arv, 2020
STANDALONES – Gyser/sci-fi genre skrevet sammen med Stephan Garmark
Rakelsminde, 2017
Love City, 2018
Små krimier skrevet med Stephan Garmark og Morten Remar
Døden på havet : krimi, 2020
Døden i dyndet : krimi, 2020
