Kæntring

Den pensionerede retsmediciner, Walther Philip Brink lever en stille tilværelse efter han nu er blevet alene. Han har affundet sig med at han har mistet stort set hele sin familie. Både hustru og datter gik bort efter en kræftform de desværre delte og begge døde af.

Men Walther har et barnebarn, Lina. Men deres forhold er ret anstrengt idet hun slår sin morfar for penge hver gang de er sammen. Lina er narkoman og lever en ussel tilværelse, den gamle retsmediciner har opgivet både at hjælpe hende og at holde kontakten ved lige.

En dag bliver han ringet op af en ven og tidligere arbejdskammerat, der er efterforsker hos Århus politi. Lina er blevet fundet død, formodentlig af en overdosis. Walther synes naturligvis at det er trist og tager til lighuset for at identificere hende, idet han jo er det eneste familie hun har.

Men det viser sig at det langt fra er tilfældet. Hun har en lille datter på 7 år, der hedder Channie. Hun sidder på politistationen uden et eneste menneske at relatere til. Det viser sig at hun har været holdt hemmeligt for de fleste. Den lille er ikke blevet døbt, har ikke gået i børnehave eller er blevet tilmeldt skole nogen steder.

Nu står hendes oldefar med en svær beslutning – skal hun nu opvokse i en familiepleje, eller på en børnehjem eller hvad skal der ske med hende?

Samtidig har han svært ved helt at slippe Linas død, især da han taler med nogle der kendte hende på det sidste – de hævdede at hun havde været clean i et stykke tid – det hænger ikke sammen med hendes dødsårsag.

Anmeldelse
David Garmark har skrevet “Kæntring” der er første del i en ny krimiserie om Brink, der er en tidligere retsmediciner, der fra starten lever et stilfærdigt otium. Men det bliver der i den grad ændret på efter barnebarnets død. Livet tager i den grad en kæmpe drejning da han påtager sig ansvaret for det lille oldebarn.

Det er et umage makkerpar at forfatteren her har skabt. Man bliver som læser taget med ind i deres fælles tilværelse på godt og ondt. Ikke nok med at aldersforskellen er så stor, bedstefar har egentlig aldrig haft ansvaret for børn, og ved ikke helt hvad han indlader sig på. Han har nu en formodentlig traumatiseret 7 årig og en begravelse af et barnebarn at tage sig af.

Følelserne sidder uden på tøjet både på hovedpersonerne men også hos læseren. Man sidder skiftevis med et smil om munden og med en tåre i den ene øjenkrog og det er helt umuligt at slippe historien. Den er yderst fængslende og underholdende. Samspillet mellem de to modpoler på tværs af generationskløften er genialt.

Garmark er en yderst erfaren herre der har skrevet en del bøger efterhånden og denne nr 12 i rækken afspejler bestemt dette. Personligt blev jeg helt trist da bogen sluttede, for suk der er alt for længe til den næste kommer.

Alle der elsker en spændende, hjertevarm krimi med knald på handlingen, kan bestemt kaste sig over denne her. Den kan varmt anbefales, og den kan læses af alle. Der er ingen udpenslende voldsdetaljer. Men der spares ikke på fart, spænding og overraskende twists.

Faktaboks: 

Titel:  Kæntring – Brink #1
Forfatter: David Garmark
Genre: Krimi
Forlag: Modtryk
Udgivet: 2024
Sider: 316
Bedømmelse:  6 out of 6 stars (6 / 6)

Bogen er et anmeldereksemplar der er tilsendt af forlaget – Skal derfor markeres som “reklame” – men er alligevel blot en boganmeldelse der beskriver min mening om bogen