Gode naboer

Ægteparret Mikael og Bianca har i mange år levet et rimelig veletableret liv i Storbyen, men efterhånden som familien vokser, ønsker de voksne at få en fredeligere tilværelse udenfor byens hektisk leben. 

Bianca sørger for at checke hele nabolaget ud inden de flytter. Det skal jo helst være nogle ordentlig mennesker de skal bo ved siden af. Det er meget vigtigt for hende. 

På overfladen ligner de omgivelser familien flytter ud i nærmest “Astrid Lindgrensk idyl”. Alle er venlige, hjertelige og hjælpsomme. Naboen har et barn, så det hele tegner lyst og godt. 

Men som tiden går dukker der små revner op i den fernis der pynter denne idyl. Inde ved siden af deres nye hus bor en tidligere fotomodel, Jacqueline, sammen med sønnen Fabian, han er nærmest teenager.

Hun har tidligere boet i USA, men det eneste hun har med hjem fra dette eventyr er netop Fabian, Det viser sig at han ikke er så nem at tage vare på. Han er mobbeoffer i skolen, han har angst, han har nærmest autistiske træk og Jacqueline har store problemer med at finde ud af hvordan hun skal hjælpe ham bedst mulig.

Da det unge par flytter ind, finder Jacqueline ud af at den unge, flotte skolelærer da skal have lidt mere opmærksomhed, end de andre naboer får. Mikael har også svært ved at tage øjnene fra den flotte nabo. 

To år efter parret er flyttet ind bliver Mikael mødt af et grumt syn en dag han kommer hjem fra skole. På gårdspladsen udenfor huset ligger Bianca ved siden af sin cykel. Hun er blevet kørt ned af den smukke nabo. Jacqueline hævder hårdnakket at der er tale om et uheld – men en af de andre naboer har en helt anden teori..

 

Forfatter Mattias Edvardsson har skrevet endnu en pageturner. Sidste år skrev han romanen ” En helt normal familie“. Den roman var en af de bedste bøger jeg læste hele sidste år og denne her er bestemt en værdig “2´er”

Det er en standalone ligesom den anden. Så det er et helt nye univers. Selvom man også i denne spændingsroman har fat i nærmiljøet omkring hovedpersonerne, er det på en helt ny og anderledes måde. 

Hovedparten af fortællingen omhandler 3-4 familier der nærmest bor dør til dør og derfor kommer meget tæt på hinanden. Men kan man nu også stole på dem inde ved siden af – hvad indeholder de ? 

Forfatteren har en helt speciel evne til at gøre fortællingen levende ved at han lader de forskellige personer i historien fortælle den hver for sig. Der er ikke nogen af dem, der fortæller det den anden lige har fortalt – det er en flydende fortløbende historie set fra forskellige perspektiver. Det er en genial fortælleteknik, der gør at man er nødt til at fortsætte med at læse og man bliver opslugt af historien.

Bogen er delt op i før ulykken og efter ulykken. Det er skrevet så sikkert at ingen er i tvivl om hvor man er og hvem man følger nu. Historien er fængslende og man forsvinder i fortællingen og må bare vende en side til – og en side mere. 

Matthias Edvardsson er bestemt en forfatter jeg forventer mig rigtig meget af de næste år. Han skriver helt fantastisk og tør fortælle grimme historier om “almindelige mennesker” – dette gælder også for ” en helt normal familie” 

“Gode naboer” er bestemt en af de bøger man bør læse i dette efterår. Det er knaldgod underholdning – og svær at slippe igen. 

 

Faktaboks: 

Titel: Gode naboer 
Forfatter: Mattias Edvardsson 
Genre: Krimi/spændingsroman 
Forlag: People´s press
Udgivet: 2019
Sider : 372
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)

 

Bogen kan lyttes/læses på Mofibo