Inden man kunne fotografere kriminelle, var det meget svært for politiet at genkende personer der tidligere havde givet sig i kast med kriminalitet. Det var ligeledes svært at få vidner til at genkende selv samme personer ved hjælp af f.eks en mundtlig beskrivelse eller en tegning.
Så da fotografering blev indført i 1800-tallet blev den del meget nemmere for politiet. De første personer der blev indlemmet i politiets forbryderalbum på Amager var to nordmænd.
De havde narret en fisker med ud at sejle, ikke en hvilken som helst fisker, men en der havde fundet en god fidus. Han havde en blomstrende forretning hvor han solgte røget laks. Derved var han blevet ret velhavende og det var de to nordmænd ikke.
De lokkede fiskeren til at sejle for sig og dræbte ham på søen, smed derefter liget i havet og regnede med at de havde udført den perfekte forbrydelse. Men liget flød op til overfladen og deres udåd blev afsløret.
Det første ”forbryderalbum” i København blev oprettet i 1863 og fik navnet ”Fotografiportrætter af forbrydere”. Dengang blev en speciel enhed oprettet, hvor 17 politimænd ud af 200 ansatte blev udpeget til at tage sig af særlig hårdkogte kriminelle vaneforbrydere.
Disse betjente begyndte nu systematisk at lave optegnelser over alle ”mistænkelige personer”. Her blev fotografiet flittigt brugt.
Hans Ove Jensen var egentlig udlært murer, men efter at havde været indkaldt til krigstjeneste i 1864 blev han ansat i militæret som en form for lærer for soldaterne. Hans løn var undervisningsgodtgørelse som soldaterne skulle give for denne undervisning – men Hans Ove var lidt for smart. Han forlangte nemlig også bidrag fra de soldater der ikke modtog undervisning – så da det blev opdaget blev han fyret på gråt papir.
Han fik herefter arbejde på et sindssygeanstalt i Odense – hvor han skulle stå for tøjudlevering – det var han også lidt for god til.
Da politiet startede med at registrere forbrydere var det kun vaneforbryderne de koncentrerede sig om. Derfor blev det fast kutyme for denne gruppe at lyve om deres identitet, lige så snart en politimand spurgte om de havde været straffet før. Der var endda rigtig mange der levede under falske navne, så muligheden for at få job eller for at stjæle igen i en ny by var større. Først da fotograferingen blev mere udbredt svandt denne mulighed
Man begyndte senere at bruge opmålinger til at hjælpe med at identificere en person. Man målte simpelthen alting på kroppen. 3. finger på højre hånd, underben, tæer – og ikke mindst kraniet blev studeret. Det kom endda så langt, at man til sidst hævdede at en vis ansigtsform var med til at afgøre om man var kriminel eller ej.
I slutningen af 1800 tallet oplevede politiet en spøjs episode. To drukbrødre var så dedikerede omkring deres venskab, så da den ene blev sat i fængsel, sneg den anden sig ind i selv samme fængslet og ”stjal” sin kammerat tilbage igen. Så han vel og mærket kunne sove rusen ud i vennens lejlighed i stedet for detentionen.
En helt ung kvinde stjal først en del ”pænt” tøj, så man havde svært ved at se at hun var datter af en almindelig fattig arbejdsmand. Derefter tog hun på ”turne” hvor hun rejste rundt i hele landet og ganske modigt opsøgte flere adelsfolk for at tale til deres bedre jeg – og som hun flere gange havde held med. Det gav godt med penge. Hun indlogerende sig under falsk navn under hele rejsen.
Langt det fleste af de forbrydere der blev fotograferet i midten af 1800 tallet var fattige, subsistensløse, vagabonder og glædespiger. Altså de mennesker hvor fattigdommen var deres værste fjende. Hvis de havde haft et bedre socialt netværk, var de nok aldrig blevet kriminelle.
Til gengæld var samfundet også hurtige, til at få mennesker på nederste trin på den sociale stige, dømt som brandstiftere, tyve og løsgængere – altså folk man ikke kunne stole på. Hvilket måske gjorde at disse mennesker ligeså godt kunne gøre det man forventede af dem – stjæle, påsætte brande og ernære sig med prostitution…
”Forbrydelsens Ansigt” er en ældre sag fra 2013 men det bliver den bestemt ikke værre af. Den er virkelig fascinerende og giver læseren menneskeskæbner råt for usødet. Da jeg havde læst bogen færdig sad jeg tilbage med en tomhed indeni. Jeg havde lyst til at begynde forfra på bogen og læse det hele igen. Selvom det handler om forbrydere og deres hverdag er det også en billede af Danmark anno 1800 tallet, og et hjerteskærende et af slagsen.
Bogen er opdelt med et billede af en person på den ene side og historien om vedkommende på de næste. En ting der undrede mig da jeg læste var at de fleste af de afbillede personer har pænt tøj på. Med hvidt kravetøj, skjorter, hatte og frakker uden knapper. Men det hører jo nok årstallet til..
Det er en af de bedste historiske true-crime bøger jeg har læst og jeg er bestemt blevet hooked på flere af samme slags. Fortællinger om en svundet tid – men også et billede ikke ret mange kender til i forvejen. Historier der giver en tårer i øjenkrogen det ene øjeblik og et smil på læben det næste. Virkelig hyggelæsning med en alvorlig undertone.
Forfatterne af bogen har virkelig gjort et fantastisk stykke arbejde med at finde alle de historier frem til stor fornøjelse for læserne.
Jeg kan på det varmeste anbefale ”Forbrydelsens Ansigt” – den kan bestilles ved boghandleren eller lånes på biblioteket.
Faktaboks:
Titel: Forbrydelsens Ansigt
Forfattere: Poul Duedahl, Peter Wodskou Christensen og Gitte Bergendorff Høstbo
Genre: True Crime – Historisk
Forlag: GADs forlag
Udgivet: 2013
Sider : 336
Bedømmelse: 
(6 / 6)
