Allerede i 1960´erne blev kimen til uropatruljen lagt.
De unge danskere lod sig rive med af de påvirkninger der kom udefra. Flower Power-bevægelsen, Nej tak til Atomkraft og de foruroligende billeder fra en voldsom Vietnamkrig smittede af, på især den københavnske ungdom.
De begyndte at holde til ved storkespringvandet og var meget synlige i gadebilledet med deres lange hår, beskidte cowboybukser og selv tidens musik var pludselig en anden.
Mange forretningsdrivende i hovedstadens centrum henvendte sig til politiet, de vil have de unge fjernet, eller i hvert fald dæmpet ned. Allerede der vidste politiet at nye metoder skulle tages i brug for at takle denne nye udfordring.
I uropatruljens spæde start mødte betjentene op i rent, nystrøget tøj med vandkæmmet hår, men det viste sig lynhurtigt at hvis de skulle infiltrere dette nye “klientel” måtte betjentene klæde og opføre sig som de unge. De måtte simpelthen være mindre synlige og falde ind i miljøet. Uniformen blev nu udskiftet med cowboybukser, skægstubbe og partisantørklæder.
Uroerne adopterede den jargon der huserede i det område de arbejdede i. Omgangstonen mellem dem og f.eks. de prostituerede, christianitterne eller narkomanerne , var mere råt, end den der ellers blev anvendt af Københavns politi. Det var en del af implementeringen. Det var svært for nogle af urobetjentene at håndtere at skulle være 2 personer. Denne nye jargon blev så indgroet at den ofte kom “med hjem”, til stor gene for familien.
Denne nye roman af bl.a. Tom Guldbæk Olsen er ikke blot et indblik i livet som Urobetjent. Det er også en historie om det københavnske gadeliv i 60´erne. Man får rædselsvækkende historier bl.a. om en hob af narkomaner er på et tidspunkt blev udelukket fra Christiania, hvor de ellers havde boet. Nu ventede et liv på gaden i København, hvor en kamp om stoffer, varme og en tålelig tilværelse prægede hverdagen.
Narkoprostituerede der tog voldsomt mange kunder med ind på uhumske hoteller, hvor de sanitære forhold er svære at forestille sig med nutidens optik.
Bogen er et fremragende tidsbillede set med Urobetjentenes øjne. Det er nok den eneste “anke” der er i denne bog. Det hele kommer fra en side af “kameraet” – urobetjentenes. Den anden side, dem der skulle håndtere en hård hverdag har ikke en stemme i fortællingen.
Tom Guldbæk Olsen har interviewet mange andre urobetjente, og er meget grundig med at veksle lidt med betjente der var med i starten og dem er var der til sidst, da afdelingen blev nedlagt.
Det er ikke kun de barske historier, hvor uroerne håndtere de mest udsatte i det danske samfund der bliver belyst, men også det indbyrdes forhold betjentene imellem. Hvor både hygge, fester og korruption bliver belyst.
Der er mange sjove, barske og hjerteskærende fortællinger i “Uroérne kommer!” Bestemt en fantastisk bog hvis man har interesser for “True Crime-genren” og bogen er historisk set meget interessant.
Faktaboks:
Titel: Uro´erne kommer
Forfatter: Tom Guldbæk Olsen m.fl.
Genre: Historisk/True Crime
Forlag: Byens Forlag
Udgivet: 2020
Sider : 274
Bedømmelse: (5 / 6)
Anmelderkopi er venligst tilsendt med henblik på denne anmeldelse.