Beskriv dit forfatterskab — hvilken type forfatter er du ?
Jeg anser mig selv som en forholdsvist alsidig forfatter. Det afspejler sig måske ikke i mine udgivelser, men jeg har faktisk arbejdet med mange forskellige genrer, fra Fantasy til Krimi, til Drama. Inden jeg udkom med Rakelsminde, havde jeg skrevet både en anden krimi (som måske stadig får dagens lys at se), en fantasyroman (som min søn får lov at udgive posthumt), og et drama, som jeg tror jeg holder for mig selv. Jeg vil gerne brede mig ud til andre genre end blot gysere og krimier på et senere tidspunkt.
Hvorfor valgte du at skrive kriminalromaner i sin tid ?
For berømmelsen og æren! Faktisk var det en lidt dum indgangsvinkel. Jeg havde på daværende tidspunkt aldrig læst en moderne krimi. Min viden om krimiromaner kom udelukkende fra Conan Doyle og Poe, men jeg drømte jo om at tjene penge på mit forfatterskab, og jeg kunne jo se at en del af mine kolleger var enormt succesfulde med deres krimier, så jeg tænkte; så gør jeg det, hvor svært kan det være? Det skulle vise sig både at være enormt svært, men også langt sjovere end jeg havde forestillet mig. Nu er krimi min yndlingsgenre, jeg tror næsten jeg læser flere krimier, end den gennemsnitlige blogger. Jeg kan slet ikke få hold på det igen.
Føler du dig bundet af genren, eller kunne du finde på at skrive et eller andet i en anden genre, hvis ja, så hvilken ?
Jeg kunne sagtens se mig selv skrive noget andet end en krimi. Der er muligvis også noget i støbeskeen, som ikke er en krimi. Jeg har faktisk talt en del med min gode kammerat Thomas Bagger om det med at skrive noget mere autobiografisk, han opfordrer mig til at gribe til hovedstolen, men der ligger mange skeletter og gemmer sig der, så jeg skal lige have fundet modet. Jeg tror jeg vil starte med at skrive noget der foregår på samme tidspunkt, som min ungdom, for at se om jeg overhovedet kan skrive en overbevisende skildring af den tid. Det tror jeg nu godt jeg kan.
Hvor kom din hovedperson Chris Rantzau Cortes fra ? Har han udviklet sig som du havde regnet med? Er det svært at blive ved med at finde på noget med samme hovedperson bog efter bog?
Chris kom til mig på grund af en tatovering jeg har af Star Wars figuren Boba Fett. Ja det lyder helt åndssvagt, men jeg stod i badet en dag og tænkte over hvordan jeg kunne skrive en karakter, der ikke var politimand eller journalist. Jeg vidste på det tidspunkt at jeg ville skrive en krimi og jeg ville gerne arbejde med en karakter der ikke mindede om noget andet på markedet. Boba Fett er en dusørjæger. Det er ham, der i Star Wars fanger en af vores hovedpersoner Han Solo. Så tænkte jeg lidt over det koncept. Dusørjægere. De findes jo i stor stil i USA, men jeg havde aldrig hørt en dansk dusørjæger, så jeg undersøgte om der egentligt var belæg for det herhjemme. I forbindelse med Emilie Meng-sagen, som Pige under Vand er inspireret af, havde Emilies familie faktisk udlovet en dusør på 100.000 kroner til den der kunne komme med afgørende spor i sagen. Da jeg så det tænkte jeg at han ikke skulle gøre det for at leve af det, så han blev nødt til at have en anden indkomst og den letteste måde at have det, er hvis du har en familieformue. Derfor blev Chris adelig. Jeg blandede ham så sammen med min bedste ven, der er tidligere soldat og har lavet alt muligt, over hele verden. Det synes jeg at der lød spændende, så Chris fik et godt skud af ham. Jeg tror ikke at hansynes at hans personlighed minder ret meget om Chris, men detaler på samme måde. (og de er lige store blærerøve).
Så nu var Chris altså adelsmand, tidligere soldat og dusørjæger. Det kunne jeg godt arbejde med. Så manglede jeg bare lidt dybde og det synes jeg han fik med sin afdøde bror, og det trekantsdrama der hele tiden ligger og ulmer mellem Chris, Alma og Sigrid Frost.
Generel inspiration, hvor finder du den ?
Jeg finder inspiration i de folk der er omkring mig og fra nyhederne og med Chris, i særdeleshed fra Aarhus. Jeg har tidligere talt om den dualisme der er i Aarhus bybillede, hvor de rige sidder i deres penthouselejligheder på Klostertorvet og kigger ned på dem, der slet ingenting har. Den ene side af Aarhus er smilende studerende, der lige er begyndt på deres voksenliv og er så håbefulde, flittige og dygtige, og lige under overfladen lurer fattigdom, hjemløshed, råddenskab og det der er værre. Alle byer er på den måde, bygget op i lag, men i Aarhus er det meget tydeligt at der findes de her to parallelle verdener, fordi de er lige oveni hinanden. Jeg skriver som regel på værtshuse. Jeg kan godt lide at sidde i røg og ølstank mellem mennesker, der larmer og skåler og scorer og slås. Det tilføjer et eller andet til mine tekster, som jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Noget autentisk måske? Jeg bilder mig i hvert fald ind, at det er det jeg skriver på beværtningerne der holder, i mine romaner.
Hvad er der svære ved at skrive sammen med sin storebror, er der vild diskutioner ? Hvad er det bedste ved jeres fælles skriveproces ?
Jeg ville ønske at jeg kunne skrive at der er mega meget drama, når vi arbejder sammen. Det er der bare ikke. Vi har ikke skrevet noget sammen i et stykke tid, udover Hoff-krimierne sammen med Morten Remar, men når vi skriver sammen, så kører det bare. Vi er gode til at lave ideudvikling og har et ton manuskriptideer liggende, som alle sammen, i mine øjne er fremragende. David er rigtigt god til at se løsninger, det kan jeg godt have lidt svært ved. Altså hvordan kommer vi fra scene A til scene B, uden at det virker forceret eller underligt. Det er han utroligt skarp til. Han er kirurgen der sidder med en skalpel og skære linjerne ud, jeg står mere med en motorsav og håber på at lortet holder. Jeg tror min force i vores samarbejde er at jeg har et bedre overblik over helheden, i hvert fald i det vi skriver sammen. Og så elsker vi jo hinanden og vi elsker at lave ting sammen. Uanset hvilken passion man har, er den jo tusind gange bedre, hvis man har en man holder af, at dele den med.
Er der noget du ikke vil skrive om?
Jeg tror ikke jeg kunne finde på at skrive en YA-kærlighedsroman eller faglitteratur af nogen slags. Historiske romaner er heller ikke lige mig eller noget om dyr. Jeg gider ikke skrive en bog om dyr.
Hvilke dele af en roman volder dig flest problemer /falder dig mest naturlig ?
Det eneste der volder mig problemer i en roman er starten, midten og slutningen. Resten ligger lige til højrebenet. Nej, spøg til side. Alt er svært, når man skriver en roman. Lige fra begyndelsen til tvivlen til man frustreret går på kampdruk fordi man har glemt hvordan man skriver en sætning. Det er hårdt arbejde at skrive og det er svært og jeg synes faktisk det bliver sværere og sværere jo mere jeg skriver. Jeg bliver mere kritisk og mere irriteret på mig selv, over at det skal være så svært. Der er jo også noget med forventningens pres. Jeg har været så heldig at få gode anmeldelser på mine romaner, det er skønt, men det betyder jo også at der er et niveau, der skal holdes. Det kan godt være ret skræmmende. Jeg skriver jo til læserne i det håb om at jeg kan give dem et eller andet, de kan glæde sig over. Jeg er meget bange for at spilde deres tid, det kan man ikke være bekendt, synes jeg ikke. Man skal gøre det så godt man kan.
Research, er det en stor del af din skriveproces ?
Ja. Det er en enorm del af det, men ikke sådan som du tror. Jeg plejer at skrive mig ud i et problem, som jeg ikke ved noget som helst om og så må jeg have fat i mine kilder for at finde ud af hvordan man løser det problem. Der opstår mange af den slags små problemer, når jeg skriver. Læserne hader hvis du digter ting om politiets metode, eller om retsmedicin eller lignende. De ting skal være i orden. Jeg vil anbefale alle forfattere at få nogle gode kilder, nogle specialister indenfor de områder de gerne vil skrive om. For eksempel er der en passage i min nye roman, hvor en politimand ved navn Teddy Falk, skal mødes med nogen på retsmedicinsk. I den forbindelse skrev jeg at de trak en kop kaffe i en automat. Men er der egentligt sådan en derude? Det ville jo være rædsomt, hvis der ikke var og nogen, der læser min roman så det. Det ville være amatøragtigt at skrive. Så jeg måtte have fat i en der arbejder derude og spørge og jeg kunne få en rundvisning. Den slags situationer synes jeg hele tiden at der opstår. Heldigvis er folk enormt søde til at hjælpe, det er bare at ringe og spørge. De fleste synes også det er lidt sjovt at de kan hjælpe med noget til en roman.
Tager du på skriveophold, når du er midt i en roman?
Jeg har aldrig gjort det, men jeg vil gerne. Hvis du læser dette og har et godt sted, hvor du gerne vil have besøg af mig, så må du endelig skrive. Så kommer jeg gladelig forbi.
Forskellen på at skrive en novelle og en roman ?
Det tager længere tid at skrive en roman.
Mht boganmeldelser: hvor vigtige er de for dig ?
De er vanvittigt vigtige for mig. Jeg labber dem i mig og elsker at dele dem på mine sider! Jeg synes det er fantastisk at du laver et stykke arbejde og at andre så gider at tage sig tid til at læse og anmelde det. Det er da fantastisk! Jeg synes i særdeleshed at bloggerne er fantastiske. Det er svært at få en anmeldelse på et stort dagblad, når man er på et lille forlag. Bloggerne diskriminerer ikke på den måde, de læser tingene og giver en ærlig anmeldelse uden at der er politik og penge indblandet i det, det kan jeg godt lide. Jeg stoler også mere på deres dømmekraft i forhold til kvaliteten, de er stærke læsere, der har læst hundredvis eller tusindvis af bøger. De ved hvad de taler om.
Endelig — kan du fortælle lidt om din nye roman ?Udgivelsestidspunkt eller andet spændende?
Ja, nu er I jo blevet snydt for denne her roman ret længe, efterhånden og det beklager jeg, men der har været nogle forskellige logistiske udfordringer med den, som jeg ikke vil komme så meget ind på her. Men den udkommer før krimimessen 2022, hvor jeg skal optræde med den.
Romanen er tredje bind i Chris Rantzau Cortes trilogien og den hedder; ”Blod farver havet blåt.”
Den begynder to og et halvt år efter Fantomsmerter. En gruppe unge mennesker holder en bålfest ved Moesgaard strand og beslutter sig for at gå en tur ned til Skovmøllen. Her finder de liget af en ung kvinde, hængende fra broen over møllen med en gul nettopose om hovedet. Teddy Falk og Simone Schmidt bliver kaldt ud til findestedet og vurderer at der er tale om et selvmord. Den unge kvinde har dog ikke noget på sig, der kan fortælle hvem hun er.
Samtidig får Chris Cortes et opkald fra en bekymret mor i Odense. Hun mangler sin søn, der efter en fængselsdom har taget en mureruddannelse og er flyttet til Aarhus. Kvinden er døende af kræft og vil gerne se sin søn en sidste gang, inden hun skal herfra. Chris har ingen interesse i at fortsætte sit tidligere hverv som dusørjæger og takker derfor nej til opgaven. Han kommer dog på andre tanker, da hans søster Regitze, pludselig dukker op og fortæller at deres far har fået en hjerneblødning og ligger i koma. Regitze ønsker at Chris vender tilbage til Rosenvold gods for at sige farvel. Dette bringer Chris ud i en livskrise, fordi han ikke har haft noget med sin familie at gøre, siden han mistede sin lillebror Carl til en vejsidebombe i Irak. Regitze for Chris overtalt til at tage sagen om den forsvundne Jonas Löve, da hun mener at en mor bør have krav på at se sin søn en sidste gang, og hvis Chris kan hjælpe med det på nogen måde, vil det være det rigtige at gøre. Chris påbegynder sin efterforskning og snart finder han ud af, at Jonas ganske rigtigt er forsvundet og den sidste der har set ham, er en ung kvinde, der for nyligt er fundet hængt ved Skovmøllen.
