2: Februar – 2021 – Julie Hastrup

Jeg er krimiforfatter by heart, forstået på den måde at jeg ALTID har interesseret mig for drab.

Jeg vil gå så langt som til at sige at jeg er opflasket med drab, for jeg tilbragte en stor del af min tidlige barndom sammen med min mormor som var lægesekretær på Bispebjerg Hospital og hendes kæreste, min papmorfar, som var både professor i neurokirurgi (han opererede hjerner) OG professor i psykiatri på samme hospital, så jeg gik både i vuggestue og børnehave derude og vandrede altså hver eneste hverdag gennem de lange underjordiske gange (vildt skræmmende) og mødte læger og sygeplejersker og portører som viste mig både det ene og det andet på patienterne, så jeg fik tidlig interesse for det morbide, liv og død.

Derudover var min mormor bidt af drab, hun supplerede sin løn ved at skrive kriminoveller og krimi-føljetoner til damebladene, bla Hjemmet og Hendes verden. Hos min mormor diskuterede vi drab, både virkelighedens og fiktionens og hvorfor mennesker gjorde som de gjorde.

Hun introducerede mig også til krimilitteratur, blandt andet Agatha Christies bøger som jeg slugte. Vi så masser af krimiserier … ja, faktisk var jeg kun 4 år da hun og jeg så Vindeltrappen, en virkelig uhyggelig thriller fra midt 40’erne. Vi så også Mordets Melodi, McCloud, Colombo, Kojak og Quincy …

På grund af ovenstående, interesseren for psykologien bag drabet og behovet for at forstå – hvorfor?

Hvorfor dræber man? Vi kan alle dræbe, men hvad gør at nogle mennesker når helt derud? Det er interessant og derfor handler gode krimier altid om mennesker og hvorfor de gør som de gør!

Krimien står mit hjerte meget nær, netop fordi drabet ofte handler om mennesker og deres følelser og det er fantastisk at dykke ned i netop dette evigt interessante emne.

Jeg har skrevet altid og blevet rost helt fra mine tidlige skoleår – både for mine stile, men også for min evne til at kunne dramatisere og fortælle og det tror jeg (og håber jeg!) aldrig forlader mig.

Jeg kan ikke forestille mig en tilværelse uden at kunne skrive og det kunne også være historier være uden drabet som motor, men jeg har stadig så mange historier i ærmet, både når det gælder Rebekka Holm-universet og en lang række andre selvstændige kriminalhistorier, så jeg tror at de andre romaner må vente lidt.

Hun er fostret af min helt egen skræmmende fantasi. Jeg vidste tidligt at Rebekka IKKE skulle være som mig, dvs. hun skulle ikke være gift og have børn og være journalist, men derimod leve alene og have en karriere som drabsefterforsker.

Det der med konstant at falde over et drab når man ikke har den naturlige adgang til det er svært at gøre plausibel i en længere serie. Naturligvis har Rebekka elementer af mig i sig, men hun er mest af alt sig selv, og jeg keder mig aldrig i hendes selskab. Ikke at jeg keder mig i mit eget .-D

Ja, det har hun og det er jo heldigvis noget jeg selv, dukkeføreren, bestemmer. Til maj er det 12 år siden jeg debuterede som krimiforfatter, og jeg opfandt Rebekka et par år før udgivelsen, så vi har efterhånden fulgtes ad længe, og jeg kender hende rigtig godt.

Jeg er vildt glad for at det er lykkedes mig at skabe en langtidsholdbar figur med mange lag i sin personlighed i et univers som fungerer, både hvad angår de faste bi-karakterer som lever omkring hende, men også alle de nye som vi lærer at kende i hvert eneste bind.

Nej, ideerne til Rebekka Holm-serien er langtfra udtømte, og jeg keder mig som sagt ikke i hendes selskab. Netop fordi jeg har udviklet hende og personerne omkring hende så grundigt som man jo gør når det skal fungere gennem en længere serie, er der så meget at fortælle og følge op på. Og det spørger mine læsere mig konstant om.

Hvad sker der med Niclas, med Tatjana, Jonas og Reza, ikke mindst. Det er vildt fedt og noget jeg er dybt, dybt taknemmelig for. Hver dag. Og netop mine fantastiske læsere hjælper mig igennem de tunge perioder som jeg naturligvis også har – både som forfatter og som privatperson.

Jeg har en virkelig livlig fantasi, altså virkelig livlig. Det har jeg haft siden min tidlige barndom, og jeg er i stand til at forestille mig alt og kan nogle gange skræmme mig selv til døde over de tanker jeg har, om hvilke grufulde scenarier der kan udspille sig helt almindelige steder.

Det er netop det interessante ved at skrive krimi, at forestille sig det allermest uhyggelige også på tilsyneladende hyggelige og tilforladelige steder og at portrættere fiktive personer som tilsyneladende er velfungerende og ordentlige mennesker … indtil de viser nogle helt andre skræmmende sider frem.

Det der med hvor godt man egentlig kender hinanden (og det gør man jo ikke i bund og grund) er en evig kilde til inspiration.

Nej, jeg er jo også journalist (uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Århus med mange år på bagen i den branche og journalister vil skrive om alt, hvor der gemmer sig en god historie.

Men jeg tænker meget over hvordan jeg feks præsenterer meget voldsomme scener. Jeg ønsker at læseren bliver berørt og at min historie sætter tanker i gang, men ikke at de bliver så frastødte at de lægger en bog væk. Det er altid en balance – for alle os krimiforfattere.

Jeg elsker begyndelser … der hvor man spadserer rundt og tænker over historien, finder gode settings, emner som man ønsker at belyse og hvor alt kan ske. Det er generelt en lys og spændende fase … det kedelige er altid i slutningen, når man skal rette og tjekkede kommaer og man har været igennem sit manus en million gange og bare glæder sig til at sende det ud i verden og gå i gang med en ny historie.

Jeg researcher altid temaet i den pågældende bog. Det kan være at tale med eksperter på området, besøge steder, finde artikler eller dokumentarer på nettet.

Men jeg holder også altid fast i at det at skrive fiktion netop er fiktion, altså fri fantasi. Men det skal være troværdigt, feks når man beskriver politiarbejdet og det retsmedicinske, men selve plottet er altså opfundet af mig, og det er jo netop det der adskiller fiktion fra non-fiktion.

For en årrække siden fandtes der et helt vidunderligt skriverefugie, Rabarbergården, oppe i Tisvilde hvor jeg har været flere gange sammen med min skrivegruppe. Desværre er det lukket nu.

Men da jeg skrev Vildskud sad jeg 5 dage på Helenekilde Badehotel i Tisvilde og det var helt vidunderligt at kunne få lov til at fordybe sig i manus uden at skulle tænke på mand, børn, dyr, hus og hjem – og aftensmad. Det nød jeg meget.

Når man har arbejdet hårdt og længe på en bog betyder modtagelsen meget, og jeg har altid sommerfugle i maven ved hver eneste udgivelse. Forstår læserne bogen? temaet? går historierne ind under huden på dem?

Så ja, at blive læst og forstået og få ros, stjerner og hjerter og flotte ord betyder rigtig meget.

Endelig – kan du fortælle lidt om din nye roman ? Udgivelsestidspunkt eller andet spændende?

Jeg er i gang med Rebekka Holm bind 9, og jeg glæder mig helt vildt til at dele lidt mere. Men her i startfasen holder jeg kortene tæt til kroppen. Men jeg garanterer at der er tale om en virkelig skræmmende historie som foregår på et helt fantastisk og meget skræmmende sted, hvor jeg har været på research flere gange.