Fikseren

Automatvåben i Hudiksvall

Sebastian Svärd og veninden Lenita bliver uvenner på vej hjem fra en biograftur, og hun går fra ham i vrede. Nogle underlige lyde får hende alligevel til at vende rundt igen. Da hun finder tilbage til Sebastian står der en mand bøjet over ham, med et automatvåben i hænderne. Lenita flygter i panik, men morderen når at indhente hende.

Johan Rokka bliver sat på sagen og sammen med hans faste makker Janna Weissmann må de rede trådene ud og finde ud af hvorfor to så unge mennesker skulle udsættes for overfald, i sådan en brutal kaliber. Ikke mindst motivet er meget svært at få øje på. Bortset fra nogle ubetalte regninger fra Lenita´s side og Sebastians bramfrie facon, er der umiddelbart intet at kommer efter.

Lenita er imidlertid så heldig at overfaldsmanden kun har såret hende, hun ligges dog i kunstig koma så politiet får ingen hjælp fra den kant.

Johan Rokka har fået en ny bedste ven, hans fætters lille datter, Silje på 5 år. Hun bringer følelser frem i den store mand, han ikke viste han havde. Idet han ikke selv har nogle børn, eller er i et fast forhold med udsigt til at få nogen, er han faldet 100 % for den charmerende 5-årige.  Når han er sammen med hende falder han helt til ro og er i stand til at glemme den voldsomme virkelighed han daglig bliver præsenteret for, i hvert tilfælde ind til han kommer på job igen. Samtidig gribes han om og om igen af en nærmest sygelig trang til at passe på hende.

Siljes mor Louise, skal på forretningsrejse for sit firma, der forhandler avanceret udstyr til mobiltelefoni. Hun har været med til at opfinde et system der er mange millioner værd for virksomheden. Derfor er det vigtigt at hun sendes til Shanghai for at forhandle en god aftale i land. Silje vil ikke have hun rejser, hun har ikke lyst til at være alene med sin far. Der går hele 5 dage inden mor er hjemme igen.

Problemet er bare, at firmaet i Shanghai ringer efter et par dage – Louise er ikke ankommet som aftalt. De kan ikke forstå grunden, de havde da en aftale ? Hvor er den unge mor blevet af ? Hun har teknologi på sig til flere millioner ! Er her tale om en kidnapning eller er hun slet og ret stukket af fra det hele ? Nu får Rokka rigtig travlt.

 

Fikseren er nummer 3 i serien om “Mordene i Hudiksvall”. Det er en selvstændig roman og kan sagtens læses uden at have læst de andre i serien først. Der er godt med henvisninger fra de forrige bøger.

Kriminalromanen er spændende, intens og personskildringerne er så godt beskrevet at det fastholder læserens interesse.

Man ser den menneskelige side af Rokka i denne krimi,  hvor han pludselig har fået en lille pige, han synes han skal passe godt på. Hans bror dukker op, og Rokka kan med det blotte øje se at der er et eller andet voldsomt galt med ham. Så der er også lagt i “den personlige kakkelovn” hos den garvede kriminalbetjent.

Fikseren passer fint til det danske barske vejr – under plaiden med en god kop kaffe. Underholdningen er i hus med Rokka & Co.

 

Faktaboks: 

Titel:Fikseren
Forfatter: Gabriella Ullberg Westin 
 Mordene i Hudiksvall #3 
Genre:Kriminalroman 
Forlag: Harper Collins Nordic 
Udgivet: 2017 
Sider: 319
Bedømmelse:  5 out of 6 stars (5 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.