Døden er kun et øjeblik

Andreas er en højt respekteret overlæge på byens hospital. Han er vellidt, tryghedsskabende og patienterne elsker ham. Hjemme i Andreas flotte villa går Esther og venter på sin mand. 

Det er vigtigt at alting er som det plejer. At alle petitesser er, som Andreas ønsker det skal være. Selvom alt er i skønneste orden, er det ikke altid nok. Den venlige læge er nærmest en Mr Jekyl/Mr Hyde, forvandlingen kommer på et øjeblik. Andreas nøjes ikke med blot at slå Esther, hvis hun har gjort sig fortjent til det – han låser hende også inde hvis han er træt af at se på hende, i bedste fald. 

I husets ene ende er der et anneks – det er her Esther må få tiden til at gå. Her kan hun gå og vente på at blive lukket ud igen. Men hvem lukker op – den søde læge hun giftede sig med, eller det uhyre han udviklede sig til ?!?

En aften Andreas er yderst brutal i afstraffelsen af Esther, får hun nok. Hun flygter ud af huset og en taxachauffør tager hende med til et krisecenter. Her kan hun få fred for Andreas, indtil skilsmissen er i orden..

David er privatdetektiv. Han bliver opsøgt af en kvinde der er nervøs for en veninde. Hun ønsker at David skygger hende for at se hvor hun bor. Kvinden vil meget gerne, lidt diskret, finde venindens opholdssted – så hun kan finde og hjælpe hende.  

David har brug for opgaven, så han siger ja til at lede efter Esther..

 

“Døden er kun et øjeblik” er i den grad en Thriller. Den er skrevet af en debutant, men det er bestemt ikke et forhold man bemærker. Hun har i den grad styr på at holde handling igang og man keder sig ikke et sekund. 

Læseren har til gengæld travlt med at tørre salte tårer af øjnene. Bogens hovedperson Esther er en voldsramt kvinde, der af frygt for hvad ægtemanden kan finde på hvis hun forlader ham, finder sig i hvad som helst. Det er virkelig barsk læsning og indimellem er det med bange anelser man bladre til næste side, af frygt for hvad der nu sker. 

Esther søger tilflugt i et krisecenter. Livet der bliver beskrevet med en imponerende indlevelse og karakterne vi møder der, er yderst plausible. De kvinder der opholder sig der, skal ikke blot forholde sig til det faktum at hun nu er alene. Men hun skal også efterleve centerets reglement, hvilket er svært for nogen. Ingen sprut, stoffer eller andre stimulanser. Oveni bor alle sammen med en eller flere andre, så privatliv er der heller ikke noget af. 

Ved siden af har vi detektiven David, der bliver hyret til at finde ud af hvor Esther er blevet af. Tingene kompliceres da det viser sig, at der er en fortid mellem Esther og David. 

Handlingen udspiller sig i og omkring København og den breder sig ud i forskellige samfundslag. Krisecenteret er på den måde genialt. Her kommer “klienter” fra alle typer familier. Både dem med og uden penge og i alle etniciteter, så der er en god lejlighed til at få introduceret bipersoner, der fylder godt i handlingen.  

Denne thriller er bestemt en roman man bør kaste sig over, hvis man er til en pageturner med masser af nerve. Læseren når hele følelses-registeret igennem under læsningen og bogen får mine bedste anbefalinger. Glæder mig til at læse mere af denne forfatter. 

“Døden er kun et øjeblik” er ikke for læseren med sarte nerver. Handlingen bliver indimellem ret voldsom og der bliver ikke sparet på uhyggelige detaljer.

Bestemt en af de bedste thrillere jeg har læst i år. 

 

Faktaboks: 

Titel: Døden er kun et øjeblik 
Forfatter: Lisa Holmfjord
Genre: Thriller 
Forlag: Gyldendal 
Udgivet: 2020
Sider : 352
Bedømmelse:
 5 out of 6 stars (5 / 6)