Brudzonen

Lars Bohn Hansen, efterforsker på Rønne Politistation, gennemlever en ret kaotisk periode i det private sfære. Hustruen Monika er lige død og sorgen er overvældende. Lars mor er flyttet ind i hjemmet. Hun forsøger efter bedste evne at få hverdagen til at fungere for Lars og ikke mindst børnene. 

Lars søger tilflugt i arbejdet og når han tvinges til at gå hjem for at holde pause, kaster han sine få kræfter efter et udgravningsprojekt i husets kælder. 

Agnethe Bohn øens præst, opdager ved et tilfælde, at Lars har store problemer med temperamentet og det giver lidt etiske overvejelser – skal hun blande sig ? 

I sin egenskab af præst har hun mødt Tomasz, der er polsk flygtning. Han kom for en del år siden til Bornholm som uledsaget barn – samlet op af en fiskekutter. I lommen havde han et brev fra forældrene med et hjerteskærende indhold. 

Den traumatiske oplevelse i barndommen har gjort at Tomasz ikke kan tale. Det er efter lægernes mening en mental blokade, som evt kan løsnes på et tidspunkt. Han møder en bornholmsk kvinde, Selina og forholdet giver parret en lille datter. Selina dør pludseligt og nu står den unge Tomasz som alenefar med datteren. 

Selinas forældre mener at det er uforsvarligt at Thomasz tager sig af datteren, når han ikke kan lære hende at kommunikere – så Agnethe forsøger at mægle mellem parterne. 

En ung forsker, med den kolde krig som emne, bliver fundet død i den lejlighed han har lejet. Han er nøgen og har fået trukket en plastikpose hen over hovedet. Da man ser nærmere på gerningsstedet finder man et par eksklusive boksershorts, der ikke falder i tråd med hvad den unge forsker ellers har i sin garderobe – hvis er de så ? – Morderens ? 

Er det i det hele taget et mord her er tale om, eller er det en sexleg der er gået galt ? 

 

 

“Brudzonen” er bog nr. 3 der er skrevet om den lille politistation i Rønne og præsten Agnethe Bohn. Hvis man har læst de forrige bøger i bornholmerkrimi-serien så kender man efterhånden hovedpersonerne ganske godt. 

Alligevel dukker der karaktertræk op, især hos Lars, man ikke helt havde set komme. De forrige to romaner har mest handlet om Agnethe og hendes liv på Bornholm. Men i “Brudzonen” er det Lars man beskæftiger sig mest med. Der er familiemæssige relationer mellem de to hovedpersoner, men i visse tilfælde er det mere en hæmsko end det er en hjælp . 

Denne gang bliver læseren inviteret med ind i en lidt lyssky periode for de Bornholmske fiskere – en lille bibeskæftigelse bliver lagt frem på bordet(naturligvis skal det bemærkes at bogen er fiktion) – men det er klart troværdigt at noget i den stil kunne ske – og ikke kun på Bornholm Dette bliver en del af bogens plot og det fungere fint. 

I forhold til forrige bog – Bornholmerdybet – mangler jeg lidt Bornholm i denne her krimi. Hvis man ser bort fra færgen, kunne den stort set have foregået så mange andre steder. Mangler lidt natur, klipper og ø-kuller denne her gang. Tempoet i handlingen er heller ikke voldsomt højt denne, den kunne nok have været lidt kortere uden det havde gjort noget ved handlingen. 

Men når det er sagt så er det en underholdende krimi og et absolut must når man er “Agnethe, Lars og Bornholmerkrimi-fan” Man kan godt læse “Brudzonen” selvstændigt, der kommer nok med henvisninger til forrige hændelser så det hele giver mening. 

Men kan bestemt anbefale at læse “Granitgraven” og “Bornholmerdybet” først – så har man det hele med. 

 

 

Pernille Boelskov har ligeledes skrevet : 

Granitgraven – Agnethe Bohn #1 – kriminalroman 

Bornholmerdybet -Agnethe Bohn #2 – kriminalroman 

 

Liget i Nørrekås – Kriminovelle 

 

 

Faktaboks: 

Titel: Brudzonen 
Forfatter: Pernille Boelskov
Genre: Krimi
Forlag: Forlaget 4. til venstre 
Udgivet: 2020
Sider : 321
Bedømmelse:
 4 out of 6 stars (4 / 6)