Hauge er i fængsel, igen. Han har 6 voldsdomme bag sig, så han er godt inde i de uskrevne regler der skal efterleves herinde.
Denne gang er det dog mere alvorligt end det plejer at være. Han var på fisketur, og der var flere mænd på båden da de sejlede ud, end der var da de kom hjem. Det ligner et længere fængselsophold denne her gang.
Ved en tilfældighed bliver Hauge sendt i isolation. På vejen ned til den celle han skal være i det næste døgn, bliver han vidne til et sandt drama. En af de andre isolerede fanger har hængt sig i sin celle. Det hele ser underligt ud og Hauge undre sig meget over, hvor fangen har det bælte fra, han har hængt sig i..
Det overvågningskamera der sidder i loftet lige over den celle hvor fangen har hængt sig, er ude af drift – tilfældigt ?
Hauge henvender sig til fængslets ledelse. Hvis nu han kan finde ud af hvad der er sket med den hængte advokat, kan de så sørge for at han evt. kunne blive kandidat til en prøveløsladelse?
Det er vigtigt at komme ud igen så hurtigt som muligt. Udenfor fængslet venter Kirstine, Hauges kæreste. Hun var gravid da de mødtes og har født en søn mens han har siddet inde. Hun er lige det Hauge har brug for, for første gang føler han sig knyttet til en anden person – han er forelsket.
Derfor er det vigtigste at komme ud af fængslet, så han kan være sammen med sin nye familie – også selvom vejen derud er farlig – livsfarlig.
Anmeldelse:
Forfatter, Palle Schmidt har denne gang placeret sin hovedperson Hauge i fængslet og det har vist sig at være en rigtig god ide. Der er dramatik på programmet. Selvfølgelig kan man forvente, at der vil være voldsomme spændinger omkring kriminelle der skal være sammen 24-7. Uden at nogen af dem har bedt om at være så meget sammen.
Der skal ikke mange tiltag til, før at livet herinde bliver til en tilværelse hvor man konstant skal se sig over skulderen. Man kan nemt komme til at kede sig også ligge balladen og lurer lige i overfladen.
Gnidninger fangerne imellem, alliancer, men også madklubber er en del af hverdagen bag tremmerne. Dette bliver doseret fint i “ulv blandt ulve”. og romanen er skrevet på spændende vis. Læseren bliver inviteret med til alle de forhold der er med i sådan en hverdag.
Visitation, interaktion mellem fanger og vogtere – en times gårdtur om dagen, og charmerende beskrivelser af hvordan en uvasket joggingbukse- beklædt fange kan bliver til en flot fyr ligeså snart der kommer besøg hjemmefra.
Fortællingen bliver krydret med Hauges tilbageblik fra livet med kæresten – det liv han ønsker tilbage igen. Selvom dette også var problematisk indimellem. Det er svært at være den kæreste der er afskåret fra samvær med livets udkårne og via telefonopringninger kan høre at barnets far er der hvor Hauge skulle have været.
“Ulv bland ulve” er bestemt en spændende og anderledes krimi. Selvom handlingen foregår på begrænset plads, mangler der ikke spænding, fart og action – kan klart anbefales.
Palle Schmidt har i samme serie ligeledes skrevet :
De efterladte
Faktaboks:
Titel: Ulv blandt ulve
Forfatter: Palle Schmidt
Genre: Krimi
Forlag: Avanti
Udgivet: 2020
Sider : 282
Bedømmelse: (5 / 6)