Politimand Jon Harding, har pt brug for en mere rolig hverdag. Han har været stressramt, efter en hård tid som gadebetjent på Vesterbro i København.
Han er nu havnet i den lille Vestsjællandske by Gæringe, hvor de er to betjente i “Politibutikken” – som den kaldes nu. Han deler stationens opgaver med Viggo, der er “gammel i gårde”. De har ind imellem lidt svært ved at finde hinanden, idet de arbejder meget forskelligt. Hvor Viggo er meget “pyt” – er Jon den mere pligtopfyldende og aktive person og det er svært at forene, når man skal samarbejde.
Jon kæmper lidt med helbredet, hvor han plages af voldsomme migræneanfald, der bliver fulgt med bekymret mine af den lokale læge.
En serievoldtægtsforbryder har i længere tid hærget landet, og Jon sidder i sin fritid og når der er stille på stationen, med masser af sagsmapper og billeder af ofrene foran sig og forsøger at få tingene til at gå op. Men foreløbig løber han pande imod en mur.
Pludselig dukker der et lig op i skoven – En mand bliver fundet spændt fast med nogle kæder og med små bål tændt over forskellige steder på kroppen. En yderst makaber og smertefuld måde at dø på. Nu står Jon pludselig med den slags efterforskning foran sig som han “flygtede” fra i København, idet han bliver bedt om at hjælpe kriminalpolitiet med opklaringen…
En rigtig fin start på en krimiserie. Forfatter Allan Erik Mortensen, er god til at beskrive arbejdet på en politistation i en lille by. Her findes alle typer landsbytosser – f.eks en gammel dame der ikke kan forstå at hendes afdøde mand ikke er kommet hjem fra arbejde. Det klares lige elegant hver gang.
Jon Harding er en god hovedperson, idet han er en “fremmed fugl” der skal finde sig til rette i en meget lille by, hvor alle i forvejen kender hinanden. Samtidig skal han finde rytmen sammen med den mavesure, og lidt dovne makker, Viggo. Det giver en del smil på læben hos læseren.
Men det er jo en krimi og plottet holder 100 %. Det varer jo ikke længe før der kommer en “rigtig” mordgåde af den mere specielle art. Skurken er godt gemt væk og man når at gætte en hel del, inden den store afsløring kommer. Der er ovenikøbet plads til lidt romantik i romanen.
Det er en rigtig fin “hyggekrimi” som alle kan læse, det er ikke en krimi med blod, vold og brutalitet på hver side, og det er meget rart til en afveksling. Krimien har et par år på bagen, men idet jeg ikke har læst den før, så er den jo ny for mig og alderen på udgivelsen er derfor underordnet.
“Ringmanden” er første del i “Hængedynd-serien” og jeg glæder mig meget til at læse det næste bind i serien.
Oplæser af lydbogen er Peter Bøttger. Han er behagelig at lytte til og har et fint tempo.
Allan Erik Mortensen har skrevet :
Hængedyndserien:
1. Ringmanden
2. Menneskeæder
3. Fejemanden
4. Arvingen
5. Små øjne kan også høre
6. De redeløse
7. Straffes med døden
Faktaboks:
Titel: Ringmanden
Forfatter: Allan Erik Mortensen
Genre: Kriminalroman ( Hængedynd #1)
Forlag: Mellemgaard
Udgivet: 2017
Sider: 335
Oplæser til lydbogen : Peter BøttgerBedømmelse: (5 / 6)
Bogen kan blandt andet lyttes på streamingtjenesten Mofibo.
Bogen er en anmelderkopi, givet af forlaget. Dette gør ingenting ved min holdning til bogen.