Det bliver et nej tak herfra

Humoristisk "gok" til den danske musikindustri

Anders Gregorius : Landskendt og krukket dommer i Nationalradioens populære musiktalentshow Overnight Sensation, bliver under en løbetur i den lokale park overmandet af en anden løber. Han sprøjter noget i hovedet på ham og han falder om, han vågner op i et mørkt lokale med hænderne bundet på ryggen. Umiddelbart er der kun et festivaltoilet og nogle kæmpestore højttalere i lokalet. Han finder hurtig ud af at han er offer for afpresning, der har vidtrækkende konsekvenser for den populære musikdommer.

Søren Understrup: mangeårig musikchef på Nationalradioen. Han har sine egne regler om hvad der skal spilles i radioen og hvad hans lyttere ikke skal udsættes for. Det er imidlertid ikke alle der er enig med ham i den vurdering. Han modtager på redaktionen, nogle billeder med et indhold, han meget nødigt vil mindes om, og slet ikke have delt med offentligheden eller sin kone.

Leo, journalist på musikmagasinet Beat – er lige blevet fyret grundet en presset økonomi. Bladet er på randen af fallit og Leos chef ser sig nødtsaget til at tilbyde en af sine medarbejdere 3 måneders løn og et spark, og valget er faldet på Leo. Han er imidlertid ikke opsat på at opgive uden kamp. Han sætter sig for at finde ud af hvad der er sket med den populære dommer og musikchefen for den landsdækkende radio. Hvis han opklare sagen kan det være Cavlingprisen er inde for rækkevidde og måske en forlængelse af hans ansættelse…

Bogen er ren satire og man more sig kosteligt mens man læser den. Karakterne i bogen er lette at sætte virkelighedens ansigter på og det gør romanen sjovere.

Forfatteren selv mener at ”det bliver et nej tak herfra” er et kærligt skub til musikbranchen i Danmark, der efter forfatterens mening er ret ensidig. Der bliver gjort op med konceptet, musik i rotationssløjfe og forudfattede meninger om hvordan et hit skal lyde. Det er svært for en “outsider” at få opmærksomhed og airplay i de danske medier. Selvom man har succes på de lokale spillesteder på sin hjemegn, giver det sjældent spilletid i radioen og musikeren kæmper en ulig kamp. Selvfølgelig er romanen her ren fiktion, og måske ikke helt alligevel…

Persongalleriet er til at finde ud af man er altid klar over hvor man er og hvem man er sammen med. Dette gør romanen let at gå til og hurtig at læse. Bogen har lidt af det hele, Romantik, jalousi, spænding og noget for lattermusklerne.

Hvis man godt kan lide at se programmer som ”Danmark har talent” og ikke mindst X-faktor, er bogen her en lækkerbisken – men kommer bogstavelig talt behind the scenes, på en ret humoristisk facon

 

Faktaboks: 

Titel: Det bliver et nej tak herfra
Forfatter: Ole Rosenstrand Svidt
Genre: Satirisk Krimi
Forlag:  Byens 
Udgivet: 2016
Sider: 327
Bedømmelse:  3 out of 6 stars (3 / 6)

Anmeldereksemplar fra forlaget.