Lucy, en lille pige på 5 år, forsvandt for 10 år siden. Hun blev kidnappet fra sin seng på børneværelset, en mørk nat. Alverdens eftersøgninger og undersøgelser blev sat igang – hver sten blev vendt, men pigen var ikke til at finde nogen steder. Sagen har i mange år martret politikommisær Harry Nelson. Han har ofte kontakt med Lucys forældre, der jævnligt henvender sig for at høre om der er noget nyt.
Han modtager med jævne mellemrum små breve, formodentlig fra bortføreren. De er alle holdt i den samme stemning, og starter og slutter næsten ens. Det vil sige, at det er den samme brevskriver, til dem allesammen – formodentlig gerningsmanden. De underlige beskeder i brevene har kryptiske, men forvirrende henvisninger. Nordisk mytologi, arkæologiske fagtermer, berømte citater fra de store forfattere, i en skøn forening. Indtil videre har kommisæren ikke kunnet finde nogen mening, eller rød tråd, i disse små breve.
Da endnu en lille pige forsvinder, på 10 års dagen for Lucys forsvinden, lugter det lidt af gentagelse af “succesen” Harry Nelson indser at han må finde en ny form for hjælp, en han ikke har prøvet før.
Han henvender sig til Ruth Galloway, lokal arkæolog, med interesse og viden om hedenskab, nordiske guder og i kraft af sit arbejde, hun er ekspert til at analysere knogler. Ruth selv, er slet ikke glad for at blive forstyrret i sit fredelige liv. Hun bor langt ude i marsken, sammen med sine 2 katte og sine studier. Ved siden af hende bor der et hold byboere, som desværre dukker op ind imellem, de er mere irriterende end fascinerende synes Ruth.
Ruth er en kvinde der tør at være den hun er, og indrømme hvad hun helst vil. Istedet for at gøre som alle andre gør. Hun har sit arbejde på det lokale universitet, og det er mere end nok for hende.
Harry Nelson dukker op på universitetet en eftermiddag, han vil have Ruth med ud til en grav, ude på heden. Man har fundet nogle knogler, og Harry er interesseret i at vide, om de kan stamme fra Lucy…
“Pigen under jorden” er første del om arkæologen Ruth Galloway. En klassisk antihelt: Eneboer, lidt for kraftig, har 2 katte der er hendes bedste venner, har det godt med sit arbejde og kan fordybe sig fuldstændig i det, og glemme alt andet. De knogler der bliver fundet i starten af bogen sætter Ruths faglighed, men også nysgerrighed på prøve også hænger hun på den.
Ved siden af har hun et ualmindelig kedelig kærlighedsliv, og ved egentlig ikke om hun gider mænd. Hendes tætteste veninde har en affære med en gift mand, og det alene er nok til at Ruth trækker snuden til sig, det er alt for besværligt.
Selve kriminalsagen er krydret med en del henvisninger til arkæologi, historie, mytologi og hvis man er det mindste interesseret i nogle af disse dele, så er denne start på en serie helt klart noget man skal give sig i kast med. Man får en del forklaringer på de fund de gør i bogen, hedenske skikke og meget andet. Man er top underholdt med denne kiksede Ruth. Det bliver rigtig spændende at følge serien fremover. Der er foreløbig skrevet to bind mere i serien, der er planer om at oversætte og udgive i Danmark- så man må bare væbne sig med tålmodighed.
Faktaboks:
Titel: Pigen under jorden
Forfatter: Elly Griffiths
Genre: Thriller/Kriminalroman
Forlag: Gads forlag
Udgivet: 2018
Sider: 300
Bedømmelse: (5 / 6)
Anmeldereksemplar fra forlaget.